TIL VANDS TIL LANDS..

 Jeg havde en romatisk ide om, jeg skulle træne HVER dag, og lave min 7 minut challenge – hvor svært kunne det være!! Det kan faktisk være ret svært, når man ingen gang kan gå lige, så er der nok heller ingen chance for, man kan stå på ét ben ; )

Vi har besøgt Saigon, Danang, Hong Kong – totalt yndlings by, og der skal jeg klart med tilbage, når M skal på arbejde på hans kontor der. Så besøgte vi Manila på Filippinerne i går, der gik Bella og M dog ikke i land. Han har også kontor her, og har set rigeligt af Manila siger han – plus han vidste det ikke ville være noget for Bella, så de blev tilbage på skibet, med Farfar og Farmor – og fik spillet en hel del bordtennis. Vi skal dog nok ikke satse på, hun skal forsørge os når vi bliver gamle, med det boldøje hun har… 😂 Så vi satser (og håber) på en karriere indenfor noget andet stort.

Manila, må jeg blankt erkende, jeg nok aldrig kommer tilbage til, det var ikke noget jeg ønsker at se igen, vi havde en ret ubehagelig situation der skete, lige da vi var kommet af båden, som stadig lige skal synkes, og jeg vil ærligt sige, jeg har aldrig følt mig så bange og ubehageligt til mode, som jeg gjorde der.. jeg er SÅ glad for, at M blev tilbage på båden med Bella – jeg har ham lidt mistænkt for, det var hans måde at beskytte og passe på hende, end den forklaring han kom med, til at starte med. En rigtigt beskytter far ❤️Jeg vil virkelig råde andre til, hvis i af en eller anden grund skal besøge Manila, så kør KUN med UBER eller GRAB CAR. I må ikke bruge deres alm. gade taxa mænd, det kan ende ret galt. Og så skal man ikke gå og flashe alle sine smykker, penge, mobiler etc. Jeg havde taget alt af, så jeg intet havde med, kun min mobil så jeg kunne få fat på familien om bord. De er enormt fattige, og der er ikke en balance i rig og fattig i det land. Ved siden af Hermes butikken, var der en motorvejsbro, hvor der boede en far og hans børn under –  det sætter altså livet lidt i perspektiv. For hold nu kæft, hvor er vi priviligeret, på den måde vi lever. Både mig selv, men også i Danmark. Vi har et sikkerhedsnet som passer på os. I mange lande, har de INTET, og Manila var én af de steder.

 I dag skulle vi være gået i land på en lille Ø som hedder Boracay 350 km fra Manila – også en del af Filippinerne, men her til morgen, blæste det alt for meget, som det faktisk har gjort ret meget af den her tur, så kystvagten og kaptajnen ville ikke tillade os at gå i land, da vi skulle sejles ind i skibets små private redningsbåde. Det var faktisk det stop, vi alle havde glædet os mest til, da det var et sted hvor man kunne slappe af på stranden, og lave en masse vandsport og andet gøgl.. Børnene trængte til at lave lidt andet, end at være på et skib eller i en storby. Der var lidt nedadvendte mundviger, men man kan jo ikke kæmpe imod vinden og vandet, så må man få det bedste ud af det. That´s life.

Så mon ikke de store børn, bliver lokket med en dag med free wifi. Det er nemlig en ‘mangelvare’ her på skibet. Jeg er så heldig, jeg kan nasse på M fra tid til anden, for han har købt da han skal kunne arbejde og logge på sin mail. Man kan ikke tage internet fra en ‘Big Boss’ i 2 uger –  det er ikke en mulighed. Med ansvar følger unlimited wifi og muligheden for at logge på den virtuelle verden ; )

Hvad der kommer til at ske lige nu, det ved vi ikke endnu, men jeg satster på, vi kommer til at sejle mod Malaysia en dag før tid, men om vi må gå i land eller ej, det vides ikke. Tiden må vise.

Måske tarveligt at snakke om dårligt vejr, og bølgegang, når i har så meget sne i Danmark, men man kan jo ikke gradbøje livet på den måde, når man skal på cruise, så forventer og håber man altså på godt vejr ; )

Kys fra havet

XX

R