NÅR MAN ‘BARE’ ER EN FAMILIE PÅ TRE..

HVAD UDGØR EN FAMILIE??  Sådan en rigtig familie? Kan man godt ‘bare’ være 3 personer i en familie, og så stadig blive accepteret af omverdenen? Det er blevet bedre med årene, måske også noget at gøre med jeg er blevet ældre og folk tør nok ikke at spørger mig mere i frygt for, de får et ubehageligt svar.. ; ) Har truet flere med, hvis de spurgte mig igen, så ville jeg losse dem i løgposen, så det giver jo ligesom sig selv. Vores familie og venner er næsten også stoppet med, at spørger om vi skal have flere… Jeg har ikke haft planlagt vi skulle have flere, dog vil M rigtig gerne have én lille baby mere – han har også en bror, og for ham er to børn et rigtig godt tal. Men jeg ønsker mig også en lyserød elefant, og hvis man ikke er hjemme til at passe den, så kan man ikke få sådan en 😉

Men jeg mener man skal gøre det man føler er rigtigt, og det man kan rumme – man skal kunne se sig ud af det liv man lever, og når jeg tænker på hvor meget M rejser, så er jeg godt klar over, hvem der vil komme til at være mest på, og hvem der vil være mest træt, og hvis liv der vil blive ændret mest… Moi ; ) Og det er jeg ikke sikker på jeg vil finde glæden i.. Men man kan ikke gradbøje hvilket tal der er rigtig og forkert, for det er der intet der er. Jeg er tosset med den balance vi har med Bella, og vi bare er tre, men hvis der var et barn mere, så klarede man nok også den opgave, mon ikke??

Mine veninder har næsten alle fået mere end ét barn, de er enten på 2 eller 3 – og min veninde Kathrine som jeg ventede mig sammen med, hun venter en lille pige om et par mdr. og vil der være mor til tre. Det er så sindsygt i min verden, men hvis nogen skulle kunne rumme det, så er det klart hende. Hun har et overskud, jeg ikke aner hvor hun får det fra. Hun er mit idol og den jeg ser op til, specielt når jeg render rundt herude og er en nutcase, og ingen gang kan rumme ét barn.

Jeg har altid været vant til M rejste meget. Han har rejst siden den dag Bella blev født. Og 1 mdr. før hun kom til verden, åbnede han sit kontore i Stockholm og var væk 2 dage HVER uge.. Det var så sindssygt hårdt, og nok også noget af det der har skræmt mig meget, jeg var 26 år gammel, og følte mig enormt alene, og udviklede et skjold der gjorde mig super hård. Det var min eneste måde at overleve på – da følelsen af at stå med så mange ting alene, det ved jeg ikke om jeg ville kunne klare igen.. det tror jeg simpelthen ikke.

Men omverdenen kender jo heller ikke til ens struggles, alle familie har hver deres historie og udfordringer, som ingen kender til, derfor skal man heller ikke dømme dem ud fra deres sociale medier, for ligesom et Monet billede, så ser alt pænt ud langt fra, men når man så kommer tæt på, så er det ét stort mess. Året før jeg fik Bella, der var jeg også gravid, men mistede babyen i 3 mdr. noget der var følelsesmæssigt rigtig hårdt, tre måneder lyder måske ikke af meget, men hormonerne i kroppen sagde noget andet, jeg var dog så heldig at blive gravid kort tid efter igen, og det var dér Bella kom til ♥ – et par år efter hende, der mistede jeg endnu et, og efter der har min krop ligesom givet op. Jeg siger ikke jeg ikke kan blive det, men jeg er bare ikke blevet det. Jeg er heller ikke typen der kan mærke når jeg har ægløsning, og jeg holder heller ikke styr på min cyclus, det er en gåde for mig når kvinder kan det.  Så om alt det bare lidt har skræmt mig, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at lige nu, der er jeg meget tilfreds med min lille familie – og kommer der flere og joiner festen, så er det lovely. Gør der ikke, så er jeg meget content med sådan vi har det ♥

Man er den bedste version af en familie man kan være… mange eller ej, og så skal man huske på, at livet er godt, og måske nogle gange ikke altid jagte det man ikke har, men værdsætte dét man så har.

Emily Salomon lavede det fineste indlæg, med alle de ord jeg selv tænker, og før har skrevet om på bloggen, og noget vi alle kan lære af – Takt & Tone: Potentiel graviditet.
XX
R