NÅR MAN RAMMER EN MUR..

Kender i det når man føler at man har ramt en mur? Well I did. For et par uger siden, det var lige før at jeg rejste på ferie. Jeg tjekkede min mail, og ind var der kommet en kommentar fra en person som skrev, om jeg fik penge for alle de middel indlæg at jeg lavede om dagen på bloggen…?
Hun syntes at jeg lavede for mange indlæg og halvdelen af dem, var bare noget “jap”!! Så sidder man der, med en følelse af at alt det arbejde man laver, bare er for nothing. I må ikke tro at os der har en blog, bare er lige glade med denne her platform. Det er et lille barn at vi har “født” dog uden smerte.. (nogle gange) .. og når man så bliver kritiseret – så går det faktisk lige i hjertet. Jeg ved godt, at rigtig mange ikke tænker over det. Men vi er sgu også bare mennesker os her bag skærmen. Og vores blogs tager tid, mere end nogen aner. Det tager tid fra vores familie, fra vores veninder, fra vores daglig dag og det er noget vi bruger mange timer på. Vi er pligtopfyldende – og derfor vil vi også gerne levere varen. Det er ligesom når man skriver under på en kontrakt – så holder man det løfte man har lovet. Det er helt på samme måde, med en blog. Nogle gange fravælger jeg noget, fordi jeg ved at jeg ikke har fået lavet et indlæg – klart fordi jeg har lyst til at lave det – men også fordi jeg ikke vil have at folk går forgæves ind på bloggen og der så ikke er opdateret i flere dage. Det er også nederen. Man føler at man har en forpligtigelse.

Men når man så får sådan en besked… Midt i livet kaos. Et familie medlem er mega syg. Man selv har haft trykken for brystet i et par måneder, og lidt har glemt hvordan det er at trække vejret, helt ned i maven. Har svært ved at finde ud af, hvem man selv er og følelsen af bare ikke og passe ind i sin egen krop. Alt det fordi man har stresset lidt for meget rundt – for at nå at gøre alle glade. Så får man sgu ærligt lidt lange patter af sådan noget.
Hvis jeg skal være helt ærlig så overvejede jeg i et par dage, bare at lukke bloggen. Jeg fik lige nok. For det er sgu lidt drænende dag ud og dag ind og bruge tid på indlæg – og halvdelen af tiden får man ingen kommentar på dem – så man føler sig til tider, lidt ensom herinde. Det er ligesom et forhold – eller en blomst. Hvis man ikke vander den, så dør den – og hvis man ikke komplimenterer hinanden, så dør kærligheden. It´s a fact – det står i håndbogen. Vi har alle brug for lidt anerkendelse, her i livet.

Det er som om man bare ikke kan vinde her i cyber space. Hvis man viser for mange af sine ting – så praler man. Viser man for lidt, så er man ikke trendy nok. Skriver man for lidt om sig selv – så er man for lukket. Hvis man poster for meget på bloggen, så har man for meget tid… etc etc etc etc. Can´t win this fight.

Så bare tænk over det, når i helt uden beregning læser med på blogs. Vi ELSKER ELSKER ELSKER når i sender os en kommentar. Komplimenter er gratis – det er kun 1 min det drejer sig om, hvor i lige sender et heads up –  så bliver vi så glade. Vi gør ikke kun det her for os selv.. Vi gør det faktisk for jer. Jeg elsker når jeg får beskeder fra jer af – det behøver ikke være rosende ord hele tiden ( selvom det kan jeg selvfølgelig bedst lide – hvem kan ik det?)  Men bare et pip, så kan man sgu holde så lang tid igen. ; )

MAKE LOVE – NOT WAR ???

XX
R