ER DET MON OKAY?..

JEG DANSER ærligt af glæde, nogen vil kalde mig ond, og andre forstår 100.000% – I morgen har Bella sin første skoledag i 2 klasse, og jeg har hænderne over hovedet. Jeg har været alene med hende i 2 1/2 mdr. dog med lidt ferie hos mormor og nogle dage hos farmor og farfar. Ellers har hun været min siamesiske tvilling 24 fucking 7 og jeg kan ikke mere. Jeg har brug for et par dage, bare alene. Hvor ingen taler til mig og ingen stiller krav. Hun taler i mit hovede nons-stop.. NON STOP!

Er det for meget at forlange?? Tror vi begge er pænt trætte af hinanden, og har brug for skift af scene. Hun har haft verdens bedste sommer, og det var også min plan. Jeg har leget taxa, jeg har stået på hovedet, jeg har gøglet, jeg har underholdt, jeg har arrangeret, jeg har gjort alt hvad jeg kunne, for hun ikke skulle lide under, hendes far var væk i så lange tid, og hendes liv bare er anderledes end det var engang. It´s a new kinda normal ; )

Så i morgen når klokken ringer kl 8.00 så har jeg en time på skolen, derefter er der ellers “fri leg” for moren. Det ser jeg sgu frem til. Det er både på godt og ondt, vi har de lange ferier som expat familier. Det er dejligt fordi vi kan komme hjem – men det er sgu også hårdt. Man skal jo selfølgelig ikke have flere børn end man kan rumme, men det har været super hårdt for mig at være den eneste der har haft ansvar for hende, specielt når mit hovede bare ikke er på toppen. Det er et kæmpe pres for mig, som stadig lider under mit faktisk ret høje handicap. At være hjerneskadet, skal man ikke kimse af og 35% er nu også en slags. Jeg giver ALT hvad jeg har, så Bella intet skal mærke, men på et tidspunkt, så er jeg bare brændt i begge ender, og det er jeg nu. Eller det har jeg været i noget tid, men jeg har bare ikke rigtig haft andre muligheder, og det er hårdt.

Folk der lever med et handicap, det kan være hvad som helst, ved også godt, det er en usynlig grænse. Man ved aldrig hvornår man krydser den. Det kan gå godt den ene dag, men så den næste lukker fabrikken bare ned. Så mit overskud det kan pt. ligge på et cafebord. Jeg rummer ikke mere. Jeg er bare ærlig, for jeg ved der er mange der sidder derude, som har det på samme måde, som måske bare ikke tør at sige det højt, at de til tider ikke kan rumme deres eget barn. Det er jo mega tabu. Men det kan jeg altså ikke lige nu.

Og det er altså helt okay at sige fra.. Man er ikke en mindre god mor (eller far) fordi man er ærlig.

Husk det ♥

Er der andre der er glade for, deres børn er startet i skole. Can I get an AMEN!!  ; )

XX
R