TANKEVÆKKENDE OG HJERTESKÆRENDE.. 

Som forældre vil man altid sine børn det bedste – og hvis man ikke kan give dem det bedste, så prøver man på, at give dém det man kan. Det er i ens natur at man passer på disse små mennesker, som man selv har skabt, og man vil gå til månen og tilbage, hvis det var nødvendigt.

Det var en øjnåbner for mig, da min veninde Nanna sendte dette indlæg forleden dag, og jeg har brugt et par dage, på at tygge på det.

“Ondt i mave børnene” som jeg kalder dem. Dem kender vi alle som skolelærere. Det vil jeg ihvertfald vove at påstå. De samme børn der altid har ondt i maven. De små børn der i de små klasser kommer op til læreren mange gange i løbet af en dag, og fortæller de har ondt i maven. Lige midt i en opgave, efter et frikvarter eller lige der midt i Byen sover legen

Det er virkelig tankevækkende at M og jeg sidste år, havde en datter i 6 måneder, der var så dårlig med ondt i maven, som nærmest ikke kunne hænge sammen, efter hun var startet i skole. Hun var et helt andet barn end det vi kendte. Hun var meget mere følsom, og hendes verden brød let sammen, hvis tingene ikke gik som det var aftalt. Hun havde ikke plads i sit lille hovede til at vi bevægede os ud over planen, og lavede en de-route hvis det ikke lige passede ind i vores skema.

Vi var så tæt på, at få sat en børnepsykolog på, da vi til sidst ikke kunne holde til det mere. Bella græd HVER morgen, og beklagede sig over ondt i maven og ville ikke i skole, og gjorde ærligt hver morgen til et mareridt. Jeg græd hver dag når jeg havde afleveret hende, og kunne næsten ikke selv fungerer på job. Tit tog jeg mig selv i at stirre ud i luften og tænke på, om jeg var en dårlig mor, når jeg nu “tvang” hende hen et sted hen, hvor hun ikke havde lyst til at være.

Har børnene så overhovedet ondt i maven. Ja, det har de. Hvorfor? Det kan der være mange årsager til. De små skolebørn kan have ondt i maven over alt det nye; over de nye krav, de nye børn, den store skolegård, at savne mor og far – ja, over at skulle forholde sig til alt det nye. Og JA de har ondt i maven – af tanker og måske bekymringer. Det er et stort skift at skifte fra den trygge børnehave til den store skoleverden.

Bella har altid været en lille putte fis, og haft meget brug for tryghed, og en masse kram. Og her siger jeg ikke at Bella er anderledes end andre børn, eller hun har specielle evner og udsigten til en post som statsminister. Dette er min egen observation af hende. Hun skal vide hvem der afl. og hvem der henter, og om jeg venter på hende når hun kommer med bussen – om vi skal i poolen, hvem putter – og om hvis hun vågner, om hun så må komme ind i vores seng… You get the point. Hun laver lister over hvad der skal ske i weekenden, og den skal som regel holdes ifølge hende. Virkeligheden er jo anderledes.

Vi bygger ikke vores liv på hvad Bella har lyst til, og det tror jeg heller ikke på man skal. Man skal ikke byde børn valg i livet, det kan deres små hoveder slet ikke forholde sig til.  Men man skal prøve at tage nogle valg, så alle for en behagelig hverdag. Og det gør jeg hver dag – tager dog tit mig selv i at spørger hende “hvad kunne DU tænke dig til aftensmad??” Og jeg kender jo svaret, så det er skide dumt at jeg overhovedet spørger hende. For det er enten pizza, pasta, hotdogs eller noget andet med kulhydrater ; )

Så hvorfor spørger, når man ikke kan lide svaret – eller har tænkt sig at følge det??? Dumt af mig og noget jeg skal prøve at ændre. Børn kan og skal ikke forholde sig til valg. (ifølge mig) det er de slet ikke gearet til.

Da hun gik i børnehave, der skete der ikke så meget, og hun kendte alle dem der var der, og vidste nogenlunde hver dag, hvad der skulle ske. Valgene var ikke så store og det var som regel en tur på legepladsen, eller ud i deres grupper, hvor de var delt op efter alder.

At have ondt i maven, når man føler sig lidt presset eller usikker er jo en helt naturlig ting og bag det gemmer der sig helt naturlige følelser og tanker.

Så er der jo ikke noget at sige til, man får en smule mavekneb, når verden lige pludselig åbner sig, og der er ingen lister eller trygge rammer at forholde sig til. Jeg ville dog bare have ønsket, at der var nogle bedre værktøjer, som kunne have hjulpet M og jeg med at hjælpe Bella. For vi brugte mange timer på at græde over det og på at tænke, vi gjorde noget forkert (og det har vi måske også gjort, det skal jeg ikke sige mig fri for) Men vi gjorde det bedste vi kunne, og så kan man jo ikke gøre mere, vel?

Vi endte til sidst på børneafdelingen på Herlev. Sagde til sidst hysterisk til min læge, at enten fik han os akut afsted, ellers kunne han indlægge mig på P-afdelingen, for jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke sove om natten i frygt for hvad morgenen måtte bringe, og om hun ville tænde af med skrig og skrål og historier om, at hun havde ondt i maven. Som hun jo oprigtigt havde, det kunne man se. ; (

Dommen fra hospitalet var, at der var ketoner i hendes urin…

Når kroppen mangler sukker for at få energi til cellerne, nedbryder den fedt. I den proces danner kroppen også affaldsstoffet keton, som i store doser kan medføre syreforgiftning. 

Ved svære tilfælde af syreforgiftning vil dit barn få en meget dyb og hurtig vejrtrækning, kvalme, opkast og mavesmerter.

Hun havde også noget de kaldte for Sterkoral:

Sterkoral diare: Ved svær forstoppelse kan der danne sig en knold af afførring, som tyndere afførring kan løbe forbi. Dvs. der er diare og forstoppelse samtidig.

Jeg spurgte jo selfølgelig hvordan alt det her kan opstå, ud af den blå luft, og lægen mente, at alt det der skete i hendes lille hovede og i hendes liv, kunne være med til at lave de her maveknuder, og hvis hun var meget stresset (skal et barn på 6 år være stresset?? Hvor er vi så i verden??) så kunne det sagtens opstå ; (

Jeg fik så ondt i maven over det, og spurgte til hvad jeg/vi kunne gøre for hende. Og de mente, at vi skulle holde hendes dage til et minimum i skolen, så hun skulle hentes når hun havde fri, og ingen GFO (det hedder det i gentofte) – det ville sige kl 14.00. Så jeg måtte ændre mine arbejdstider, og det var jo et held jeg kunne det, for hvad skulle man ellers gøre.?
Hun måtte ikke have en for stresset dag, når hun kom hjem, så hun skulle ikke have for mange aftaler, eller ting hun skulle. Så det betød ingen legeaftaler eller sport.!!

I en alder af 6 år, så tænker jeg bare… Hvad har jeg budt mit barn? Og er den skolereform virkelig “så god” for vores børn? Skal man når man er så lille være i skole fra 8.00 – 14.00?? Tænker vi på de små børn, og hvad der hoveder kan klare? Tænker vi på at de kommer fra en lille beskyttet verden, til dette nye store “farlige” sted. Tænker vi overhovedet?

Kan man skære alle børn over en kam?? Det tror jeg ikke på. Jeg tror nogle gange, skal man også bare lade børn være børn. De skal nok få en masse ansvar på deres skuldrer når de bliver nogle år ældre. Det behøver vi ikke at trække ned over hovedet på dem allerede nu, det er de slet ikke rustet til. Og Bella var jo et live eksempel på, at hun kunne ikke holde til presset. Det blev for stort for hende – og måske lyttede vi heller ikke nok til hende, når hun mellem linierne fortalte os det, hun virkelig følte.

Så jeg kan kun sige, hvis jeres børn begynder at klage over ondt i maven, og viser tegn på de ikke er glade, så skal man virkelig tage det alvorligt. For vi vidste ikke hvordan vi skulle håndterer det, og det bløder mit hjerte stadigvæk over i dag. ; (

Og jeg kan ikke lade være med, at tænke over, hvordan Bella kan være så glad her i skolen i Singapore, når hun ikke var det i DK. Er hun blevet ældre, eller gør de bare noget bedre (for hende) og anderledes her? Det kan man  jo kun gisne om.

Hende Anne Holst har altså fat i den lange ende ♥ LÆS HER.

Godmorgen DK (og Singapore)

XX
R