RIKKES TAKE ON THE WORLD // ALT BLANDET FRA HAVET..

JEG ER GLAD FOR..

JEG KUNNE IKKE LADE VÆRE MED At tænke (igen)  da Jeg sad alene forleden dag og arbejdede. Først så tænkte jeg på, hvor uretfærdigt det er Bella skal vokse op uden sin morfar (og farmor) Personer, der har betydet så meget for hende i hendes ‘lille voksne liv’. Men så vendte jeg tankerne mod mig selv, for lige gyldigt hvordan man vender og drejer sine følelser, så er jeg jo også bare et lille barn, der har mistet sin far.

Jeg havde 36 år med min far, hvor de 6 af dem var en udfordring. Nok på flere planer end man lige kan tænke sig til. Men han gjorde sit bedste, han elskede mig, det er jeg slet ikke i tvivl om og den kærlighed jeg følte jeg manglede til tider, fordi skuffelsen tog over, den fik Bella X 1000.
Der var en gammel skoleveninde der skrev til mig forleden dag ‘Din far var stolt af dig‘, og det håber jeg virkelig han var. Der er mange ting jeg er glad for, jeg nåede at opleve med min far, for selvom den sidste tid, var en udfordring for sjælen, så skal man også huske at glæde sig over dét der var godt, og det var der virkelig også en masse af.

#BELLA BUMBUM Jeg er så glad for jeg fik ‘givet’ ham Bella. Givet ham muligheden for at blive morfar –  det var han virkelig god til. Han var (også) så stolt af hende, det lyste ud af ham på alle måder. Hun gjorde hans liv værd at leve, og måske forlænget det på mange punkter.

#MIG OG MIN MR M Så er jeg glad for han mødte Mr M. Jeg har haft nogle trælse typer af kærester i mine unge dage, men jeg var ung, dum og naiv og man skal kysse en masse tudser, før man finder prinsen på den hvide hest, og det har jeg fundet i drengen fra Nord Sjælland. Min far og ham kunne ikke ha´været mere forskellige. Min far var en gadedreng fra Risskov, der altid lavede ballade. Man kunne altid regne med han var god for en omgang underholdning, og et par sjofle ord. Han var den første til at gå med en fane, hvis der var nogen der blev behandlet dårligt på hans arbejde. Han var den bedste ven man kunne ønske sig. Han elskede rigtig højt, når han elskede – men han sårede også lige så hårdt, når den kiksede for ham. Med stor kærlighed kommer stor sorg, og det gælder nok på flere punkter i livet.

Han så den største stjerne i M og havde så meget respekt for ham, og for den person han er. De to kunne grine og snakke over en flaske rødvin eller 2 (3) de var sjældent enig om ting, men de kunne snakke i timevis. Min far elskede at grine, fløjte og høre musik. Han elskede mennsker omkring ham, hvis det passede ind i hans system den dag. Han elskede at elske os, og ville gøre alt for os, det var jeg slet ikke i tvivl om.

#STABILITET Han var M evig taknemmelig for den stabilitet han gav mig og Bella, måske noget han godt vidste, jeg havde brug for. Jeg har været en flakkende sjæl førhen. Jeg valgte de forkerte mænd, og fik mit hjerte knust tusinde gange, dog kan jeg se i dag, det nok var mig der knuste de fleste. Jeg var hidsig og arrig, jeg var en tikkende bombe, som man aldrig vidste hvornår den gik af. Men han var der altid, til at pakke mine ting, og pakke mine ting ud igen. Lytte til mig, støtte mig og true et par mænd hvis de ikke fattede de var history og de skulle holde sig langt væk. Det var min far og jeg er glad for, han viste mig, han altid havde min ryg, det har jeg taget med videre i mit liv som mor. Jeg ville hellere ikke gå af vejen, for at true et par mænd for Bella.

#L.O.V.E Kærlighed er en sjov størrelse. Den kan varme så meget, men den kan også bringe ‘onde sommerfugle’ med sig, når den stormer igennem livet uden at kigge sig tilbage. Jeg er så glad for, min far lærte mig betydningen af kærlighed, og jeg lærte ham det samme. Specielt da han fik Bella, der ændrede hans verden sig med ét. Men kærlighed forpligter så fandens meget, mere end det gør overfor ens venner, og så er det til tider nemmere at vælge den nemme løsning frem for at føle man skuffer.

#SE VERDEN Jeg er så glad for jeg fik vist ham Singapore, hans livs største eventyr. Det blev også hans næstsidste rejse, hans sidste rejse blev kun en ‘enkeltbillet’ noget jeg stadig prøver at finde hoved og hale i. Jeg savner ham hver eneste dag, men som jeg har skrevet før, så tror jeg faktisk han har det bedre der hvor han er i dag, end da han gik på denne jord. For verden kan være et svært sted at finde fodfæste, hvis man aldrig helt føler man passer ind. Det må man også respektere.

Jeg tror faktisk, min far ville gøre næsten det hele om igen, hvis han kunne. Ændre en del ting der er sket, for der har været mange der har betalt en pris de sidste mange år. Men min far et nok den der har betalt den største af dem alle. Prisen blev livet. ‘Alt ting har en pris Rikke, der er intet der er gratis – andet end lommeuld og tørrede tæsk’ Det sagde han altid til mig, og det har han jo nok også ret i, ja og så at blive skuffet. Det er også gratis.

Jeg ville ønske min far havde været bedre til at sige stop. Sige fra og tage ansvar. Så havde han måske været her i dag, for hvis man ikke får lukket den ene dør, før man åbner den anden, så ender man tit med at drukne i problemer, og det kan i sidste ende risikere at koste en livet. Hvilket det gjorde.

Men kære farmand. Nogen skal jo smøre de hængsler på himmelporten, og jeg kan ikke se nogen andre gøre det job bedre end dig❤

XX
R

3 kommentarer

  • Louise

    Jeg synes det er så fint, at du får reflekteret og skrevet tankerne ned på bloggen, jeg tror virkelig du får kanaliseret din sorg på en rigtig god måde ved at gøre det sådan. Men må nok også ærligt indrømme, at jeg har lidt svært ved at finde hoved og hale i historierne. Nok fordi du heller ikke skriver alt ned på bloggen, hvilket jeg selvfølglig godt kan forstå, men det kan gøre det lidt svært at følge med og danne sig et billede. Håber du kommer ud “hel” på den anden side. Vi er her i hvert fald til at lytte! ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke May

      Det kan jeg godt forstå. Det er svært at dele, når man ikke kan dele det hele fordi man ikke ‘ejer’ historien, men man har været en stor del af den alligevel. Trust me. Det er top frusterende ; )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Meget smukt beskrevet:-)
    Måske jeg også skulle formulere noget ned omkring min mor.
    Hilsner og et smukt forår til du og dine:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

RIKKES TAKE ON THE WORLD // ALT BLANDET FRA HAVET..