NÅR INTET ER SOM FØR..

HERE WE GO Jeg har i noget tid gået og tænkt over det her indlæg – Om jeg overhovedet skulle skrive noget, eller bare lade den ‘passere’ og æde min sjæl op indefra. Men det ville bare være så forkert, og selvom noget af min familie nok ville sætte pris på jeg holdte det til mig selv, så kan jeg bare ikke. Det ville ikke være rigtigt for mig, for vi har alle forskellige måder at dele glæde og sorger på, og finde ud af, hvordan man skal komme videre i dét, der nu er en ‘ny slags normal’.

Så her er sandheden. For præcis 1 måned siden, der mistede jeg min farmand. Jeg får helt en klump i halsen bare af at skrive det. For man kan godt bilde sig selv ind, det ikke er sket, og han bare er i Danmark, og har travlt med at arbejde, og så snakkes vi ved om 1 måned eller 2, som vi plejer. Men når jeg ‘vågner’ og mærker efter i hjertet, så ved jeg godt det er sandt. Min far er borte, han er her ikke mere, og han kommer aldrig tilbage. Auuuch, lige i hjertekulen. Men jeg har brug for at dele det med jer, for jeg har brug for at snakke med nogen om det her, som har prøvet det samme som mig, for jeg ved for første gang i mit liv ikke hvordan jeg skal komme videre herfra. Jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg har haft dage hvor jeg slet ikke har grædt, og jeg har haft en hel uge hvor jeg bare har hylet. Jeg har haft dage hvor det har været lidt af det hele. Og jeg har haft dage, hvor jeg slet ikke har haft lyst til at stå op. Jeg er knust. Jeg kan ikke forstå tanken om, jeg nu aldrig skal høre en af hans enormt dårlige jokes mere, eller Bella aldrig skal gå hånd-i-hånd med sin morfar igen. Det er så urimeligt. Det er ikke fair. Men det er jeg nok ikke den eneste der har følt eller lige nu føler. Jeg ved jeg ikke er alene, og jeg ved jeg ikke er den eneste i verden der har oplevet at miste. Men lige nu, der føler jeg mig bare så alene – også selvom jeg er i et rum med 100 mennesker.

Der er ingen der ved, hvordan det føles at miste, med mindre man selv har prøvet det.  Jeg har først nu forstået min veninde, der har mistet sin far for 4 år siden. Gud hvor jeg forstår hende, jeg ville ønske jeg ikke gjorde, men det er nu en realitet, at det gør jeg. Fra nu af er jeg Rikke der har mistet sin far ; (

Min far blev 55 år gammel, vi vidste ikke han fejlede noget, andet end små ting, som vi jo alle kæmper med. Han gik bort på sin fødselsdag, efter han lige ville tage en lur, da han var lidt træt. Han vågnede bare aldrig igen. Så vi har ingen varsling haft. Vi har ingen tid haft med ham, hvor vi lige kunne vænne os til tanken. Han er bare blevet revet væk fra os. I kan nok tænke jer til, hvordan min flyvetur på 13 timer hjem til danmark var. Det ønsker jeg ikke for min værste fjende.

Derfor har jeg været så blue de sidste mange uger. Nu ved i hvorfor mit overskud ikke har været til så meget, hvorfor jeg intet sjovt har haft at dele – Dog har jeg faktisk fundet trøst i at skrive på bloggen, også selvom jeg ikke har delt så meget af mig selv. Måske nogle af jer allerede havde tænkt jeres tanker om hvad der var sket, eller nogen kun gisnet. Men her er sandheden, og det ville være forkert ikke at dele min største sorg med jer, for så var jeg ikke sand mod mig selv og min måde at være ærlig på, og jeg var slet ikke sand mod min far, for han elskede min blog – også selvom han kaldte den en ‘Blok’ men hvem hænger sig i petitesser? Han sad hver morgen og drak sin morgenkaffe, og læste mine indlæg. Det var nu meget sødt synes jeg ❤️ For det var jo ikke ligefrem fordi han manglede et par nye stilletter eller en strik fra ZARA. Men det var hans måde at følge med i mit liv på, og så er det jo heller ingen skam at følge med på modescenen 😂

Min far har altid sagt ‘det er vigtigt at grine mens man græder’ og det har jeg tænkt mig at gøre, for the end of the day, der har jeg også min egen lille familie jeg skal passe på, og en datter der selv er knust over hendes morfar er væk, så det er en hårfin balance alt det her. Men én ting vi har aftalt det er, vi må aldrig stoppe med at snakke om morfar, den slags familie er vi ikke, og det kommer vi aldrig til. Han har sat så dybe spor i vores liv på godt og ondt, og i vores hjerter, og han vil aldrig blive glemt.

Og jeg vil altid være fars pige, I dag, i morgen og for evigt. Han sagde altid jeg var ‘hans livs lys, hans lampes petroleum’ og det tager jeg med mig, specielt til de dage, der er ekstra svære❤️

Sov godt farmand.

XX
R