KAN MAN EGENTLIG TILLADE SIG AT BLIVE IRRITERET?
DILEMMA… Jeg har skrevet om det før, hvor flot Bella har klaret sig med at snakke engelsk. Det er ingengang 10 mdr siden vi er kommet, og hun taler flydende engelsk. Hendes dag består jo mest i at snakke engelsk – hele dagen i skolen snakker hun engelsk. Hun snakker engelsk med vores elskede auntie der bor hos os, hun snakker engelsk med sine venner… Det er blevet hendes nye sprog, og det er jo så flot hun adapter det, helt uden problemer.
Men… Hun er begyndt at snakke engelsk til mig også, og det har jeg det bare rigtig svært ved. 1. frygten for hun glemmer det danske, den sidder lidt i baghovedet på mig. Det gør hun jo helt sikkert ikke, men jeg vil bare ikke opfordre til det.
2. Så syntes jeg bare, det er så forkert (og det er nok mig der er over sensitiv) – men gider heller ikke lege Gitte Stalone, og pludselig været meget “internationales” og så komme hjem til 5800 New Castle og sige “can I have a cup of tea please” ; ).
Det er nok med, hun snakker Kjøvenhavnsk.. Men skal hun så også snakke english.. så står de helt a´.. ; )
Don´t get me wrong. Jeg er super stolt af hende, og jeg har lyst til at kysse hende her fra og til månen, af stolthed. Men vi har snakket dansk sammen i 6 1/2 år af hendes liv, skal man så pludselig til at snakke et “fremmed” sprog?
Hvad tænker I? Hvad gør i mødre der er expat-familier? Er jeg bare mega oversensitiv, og skal jeg lade mig følge strømmen?
Store tanker på en højhellig tirsdag ; )
By the way, hvis du ikke har set hvor jeg rejser hen i morgen, så kan du finde det lige HER.
Jeg kan ikke give dig et svar eller en løsning på dit tirsdags-dillemma. Til gengæld kan jeg give dig en kærlig virtuel lammer lige på overarmen og fortælle dig hvor tonsersej du er og at jeg griner højlydt af dine jokes HVER gang. Det skulle du bare lige vide 😉