LIVET KOSTER LIVET..

Puhaa. Dagen igår var sgu ret hård. Begravelser bliver bare aldrig min kop the. Jeg havde to pakker lommeletter med, det troede jeg ligesom ville være nok. Men det var det bare ikke. Jeg er nok det man ville kalde, en vaske ægte tudeprinsesse. Bare jeg ser en reklame om babyer og meget grimme Libero bleer, der urealistisk bestiger et bjerg. Så bliver jeg ramt lige i følelsesregistret – and there is no way back.!  Slet ikke da en gammel bekendt, stillede sig op i kirken og spillede Amazing Grace på trompet – så var der tændt for begge haner. Havde i flere timer, en meget kraftig hovedpine, af og græde så meget. ; ( Det hele var bare så smukt, helt i min ånd hvis jeg skulle herfra… 7.9.13 ikke endnu.!!

Men præsten sagde noget meget rørende. Noget som gav mig gåsehud over hele kroppen. “Livet, koster livet”. Ikke afhængig af hvordan du “bruger” det. Ikke afhængig af hvordan du behandler andre mennesker – eller om du lever et pletfrit liv. Nej. “Livet, koster livet” ligegyldig hvad.
Jeg har aldrig set det på den måde og det gav mig virkelig noget at tænke over. Man har faktisk pligt til at leve livet til sit fulde. For en dag, er det her ikke mere. Det gælder også at man skal slutte fred, med det der gør ondt i sjælen. Jeg har selv “slugt en kamel” og har måtte sande – andre er den bedste version, af det menneske de kan være. Vi kan ikke forcerer noget ned over hovedet på dem, som de ikke har lyst til. Eller som de ikke ser som “normalt”. Vi har en tendens til at mene, at andre skal tænke og føle på samme måde som os selv. Sådan kører hjulene bare ikke rundt.

En ting er sikkert. Vi kom til denne jord – og vi skal retur samme vej. “Livet, koster livet” – ligegyldigt hvad. Så da jeg sad der på 3 familie række, med min Far i hånden, fik sgu lidt ondt i hjertet. Han er ikke specielt gammel, men har aldrig været kendt for at leve sundt eller passe godt på sig selv. Han har aldrig set skyggen af en boldbane, ej heller stiftet bekendskab, med den nye kostpyramide.
51 år gammel, sidder vi der, skuldre mod skulder. En dag bliver det mig, som skal stå der i Nyborg Kirke, ligeså sej, som min kusine var igår. En dag skal en præst sige.. “Livet, kostede ham livet“. Det ved jeg slet ikke om jeg er parat til. Man tænker altid at ens forældre er der “forevigt”, men det er de jo bare ikke. Men hvem skal så passe på os, den dag de ikke er her mere.? Hvem skal være vores klippe – dem man altid kan regne med? Hvis døden er lige med at blive voksen. Så vil jeg altså bare gerne have lov til at forblive barn. Jeg er bare ikke parat endnu.

Livet, koster livet – så husk at værdsæt dem der betyder noget, for man kan gå på gaden imorgen og blive kørt ned. Man ved aldrig hvad morgendagen bringer.

Elsk hinanden, som det var den sidste dag.

XX
R

(Ps. Jeg kan altså ikke svare på jeres beskeder lige nu, jeg ved ikke hvad der sker. Håber det bliver fikset en af dagene)