LIVET GIVER SINE SLAG..

Det er nu 3 uger siden at jeg lavede dette indlæg SKAL MAN EGENTLIG ELSKE SINE FORÆLDRE?
Det er ingen hemmlighed at jeg har læst det indlæg mange gange – rigtig mange gange – og lidt selvfedt vil nogen nok mene, men det får mig til at græde hver gang.
Der ligger jo klart mere i det indlæg end bare en historie om Geo, hans kamp mod kræft og hans utilregnelige far. På flere plan rammer det mig fordi det minder mig om noget i mit eget liv.
Jeg har de sidste par år virkelig prøvet hvad det vil sige at smage livets hårde sider. Det skal ikke virke som om at jeg har ondt af mig selv – for jeg fortryder intet ved min ulykke. Det lyder skørt – men det gør jeg virkelig ikke. Livet kan ikke gå OP hvis man ikke starter NEDE. Sådan er det. Man har to valg i livet – du kan rejse dig og kæmpe eller du kan give op og lade livet tage kontrollen. Der er ingen der skal bestemme over mit liv -det bliver et nej tak. Jeg vælger selv og jeg vælger at marcherer videre.

Men noget der gør ondt på mig det er når det er noget med min familie. Ting jeg ikke kan ændre – men ender i fordi andre laver nogle valg at jeg ikke er herre over. Når egoistiske valg har konsekvenser ikke bare for personen selv, men for børn og børnebørn. Jeg er typen der altid prøver at fixe alt – jeg finder en løsning når en udfordringer opstår – men jeg har fundet mig i situationer hvor mine løsninger ikke kan realisereres fordi andre har det sidste ord eller den sidste handling. Jeg har fundet mig selv så inderligt såret og fyldt op af vrede og lysten til at hyle og skrige på samme tid – men når jeg prøvede kom intet ud, for der var ikke mere at gi af.

Mit indlæg og de mange kommentarer jeg har fået efterfølgende har fået mig til at tænke lidt over det jeg har skrevet.. En person har sagt til mig hele livet “hvis der er noget galt med dem omkring dig – så bliver du nødt til at kigge dig selv i spejlet”  Så når jeg stiller spørgsmålet “Skal man elske sin familie” så bliver jeg nødt til at stille mig selv et andet spørgsmål.

Skal forældre elske deres børn?

Skal de det.. Skal vi det?? Jeg ved godt hvad mit eget svar er. Det er det mest naturlige i hele verden og det tager mig ikke et split sekund at tænke over svaret. Jeg vil selvfølgelig sige JA, selvfølgelig skal vi det. Men når jeg giver mig selv det svar, så får jeg også en knude i hjertet. For hvordan kan man så sætte børn i verden og ikke bruge hver eneste følelse og tanke på dem? Jeg vil gå igennem ild og vand for Bella. Jeg vil tage en kugle for hende og jeg vil uden tvivl slå ihjel for hende.
Men kan man som forældre have så meget rod i ens eget liv at man mister fokus på grunden til at ens hjerte banker hver dag når man vågner..? Er det virkelig muligt.? Det må det jo være – jeg ved bare at der kommer jeg aldrig hen. Bella skal kunne regne med mig hele livet, hun skal aldrig betvivle at jeg er her. LIGE her. Lige her hvor jeg skal være. Hvor en mor eller en far har deres plads.
Gad vide om man som barn/børn nogensinde kommer sig over svigt fra ens forældre. Når jeg ser programmer om hvordan forældre har mishandlet, misbrugt og svigtet deres børn, så bliver jeg vred. Jeg bliver så hidsig. For hvordan fanden kan det være så nemt at kalde sig forældre og man ingen ting skal gøre for at få den titel. Alle kan jo blive forældre. Men jeg kan trøste mig med at ikke alle kan kalde sig gode forældre.

Så skal forældre elske deres børn? Jeg er kommet frem til at ens forældre er den bedste udgave af de forældre at de kan være. Man skal ikke tilgive alt, man skal arbejde på sit forhold med sine forældre som man arbejder på sit forhold til sin partner. Det er en lang process. Bare fordi man er et produkt af et menneske er det ikke ensbetydende at man kan leve sammen og er enige om alt i livet.

Men hvis det er mere opslidende end det er bidragende så er det også okay at sige fra..???

XX
R