SKAL MAN EGENTLIG ELSKE SIN FAMILIE?

Da jeg i sommers sad på stranden i det Syd Franske – læste jeg Alt for Damerne (mener jeg det var) Var der en artikel om GEO – Stand up komiker og tidl. Kræft ramt – artikel handlede om hvordan han overvandt kræften og kæmpede med skuffelsen over hvordan hans far havde behandlet ham hele hans liv. Artikel var SÅ rørende, jeg sad og snøftede nede på stranden, andre omkring mig må have syntes at jeg virkelig var sær. Men den ramte mig rigtig meget. Da jeg jo selv har kæmpet med ulykken – ikke at det var kræft. Slet slet ikke. Men det med at livet bliver vendt på hovedet.

Men det der slog mig allermest var at han havde levet med en evig skuffelse over hans far. Han holdte aldrig hvad han lovede. Han var modbydelig overfor hans mor og skuffede gang på gang ham. Faren havde et alkohol problem som gjorde at han var dybt utilregnelig og gjorde ting som ikke for ædru mennesker var normalt. Og det fik mig til at tænke…

Skal man egentlig elske sin familie..?

Altså.. Ens familie har man jo ikke selv valgt. Det er noget man er blevet født ind i. Og skal man bære over med at et person får lov til gang på gang og såre en??. De ar på sjælen at ens forældre kan gi en – vil jo være med en resten af livet. Så er det egentlig ikke okay at man siger STOP – siger fra?
Prisen er høj, for selv om man er blevet skuffet – så bruger man jo stadig energi på at tænke på personen. Specielt hvis man har børn. Det er jo også deres bedsteforældre. Og tager man så et egoistisk valg ved at lukke af.? Men har man egentlig ikke en ret til at vælge fra – når man aldrig har valgt dem til?

Han endte med at få et polititilhold på hans far, fordi at faren gang på gang opsøgte ham – også med modbydelige kommentarer som “må du dø af din kræft sygdom “.. Tænk sig at man kan være så ond mod ens eget kød og blod. Det er tankevækkende. Jeg fik så ondt i hjertet og knugede Bella ind til mig – og hviskede hende i øret at jeg aldrig ville gøre hende ondt.

Jeg håber aldrig at hun kommer til at sidde ved en psykolog og beklage sig over hvilken smerte hendes forældre har påført hende – med deres dårlige livsstil og leve måde. Man skal ikke være voksen for ens forældre. De skal være den klippe at man ved at man altid kan regne med. Sådan er det. Det er en uskreven regel.

Vi kender nok allesammen til følelsen af og blive skuffet – det kan være en søster, en mor – en bedsteforældre etc. Den familie jeg har er den jeg selv har valgt. Det er mine veninder, mine venner, min datter, min kæreste og selvfølgelig den familie som jeg elsker. Der er en ting der er sikkert og det er at man aldrig skal regne med at få livet serveret. Man skal skabe sit eget liv – og leve hverdag med den kærlighed som er til valgt. Så skal man vælge den fra der ikke gavner en noget.

Og det valgte Geo.. han valgte sin Far fra og det respekterer jeg ham faktisk rigtig meget for. For det kræver virkelig noget at gøre det. Det er nemmere at lade dem suge alt liv ud af en til der ikke er mere – og lade dem træde på en, indtil der ikke er flere følelser tilbage i ens krop. Men når man ikke kan sove om natten i frygt for at deres ustabilitet vil skade en mere end selskabet vil gavne. Når man ikke længer kan trække vejret ved tanken om dem. Når man tilsidst ikke har flere gode minder og når man ikke længere har mere plads i rygsækken til at tilgive. Så er det på tide at stoppe.

Det er okay at sige fra… ???

XX
R

Hvis du også vil læse Geo´s bog. Så kan du finde den her..