LIFE // DER VAR ENGANG..
Som teksten siger. De var engang en ulykkelig pige som hed Rikke. Ja det er jo så mig. Tilbage i 2006 levede jeg et ret destruktivt liv i kvag af mit arbejde. Jeg havde påtaget en opgave med et mærke som ganske enkelt var for hårdt. Ikke pga mærket, for det var fantastisk. Men pga. arbejdstiderne og de mange uger på landevejen. Jeg var ikke tit hjemme. Jeg boede i Odense men havde kontor tæt på Lyngby. Det tog mig 3 timer at komme fra Fyn dertil pga. på det tidspunkt der udvidede de motorvejen og der var kø alle steder og det var umuligt at komme frem. Jeg havde transport tid på ca 5-6 timer om dagen, hvilket gjorde at jeg tit stod op nærmest om natten.
Jeg levede mega usundt da jeg var så stresset og kosten var bare ikke var i højsæde. Det var så destruktivt for min krop – stressen – maden – de sene nætter med kunder – de tidlige kunder med kunder igen. Jeg var så stresset i kroppen at når jeg besøgte Mr. M ( vi var lige blevet kærester og boede hver for sig ) så måtte jeg lytte til bølger i min ipod når jeg skulle sove for at falde ned. Mine ben snurrede. Mit hjerte bankede ekstra slag konstant og efter 6 måneder begyndte min krop at sige fra. Jeg begyndte at tage på. Det gik stærkt. Jeg gik fra en vægt der sagde 57 – til en vægt på 72. Mange vil nok sige, ja og hvad så. Det er jo ingen ting. Men det er det jo når det er 15 kg man tager på. Jeg har altid været på mellem 55 – 57 kg. Det passer fint til min højde. Plus jeg havde ikke en garderobe der passede til det og hver gang jeg kiggede på alt mit fine tøj, blev jeg ked af det, fordi jeg ikke kunne passe noget af det og der startede trøste spisningen, hvilket jo bare er en mega usund cirkel at komme ind i. Det var ikke fordi jeg spiste flødekager eller slik. Men jeg spiste bare hele tiden. Det var til tider sundt. Men fejlen er jo at man sagtens kan overspise af sunde ting. Alt “koster” noget at putte i munden – selv æbler. Selv når det er sundt. Det skal man huske.
Man skal huske at selvom ens vægt ikke siger over 100 kg. Så kan man jo sagtens blive super ked af det. Være utilfreds med sin krop. have dårlige tanker og finde en måde at trøste sig selv på.
Jeg fik nok. Jeg begyndte i træningscenter og hyrede en privat træner. På Amager hvor jeg boede der var det ikke så dyrt som mange andre steder i Kbh. Jeg betalte 3000 kr for 10 timer – det gjorde jeg X 3. Så i alt havde jeg 30 timer med en træner der hed Christian Sall. han var SÅ god og meget motiverende (plus han også var super super sød) Vi havde mega god kemi og det gjorde at jeg havde lyst til at møde op til mine timer med ham. Vi lavede en status hver uge og vejede mig så jeg kunne se om jeg kunne være stolt eller om jeg skulle gi´den en ekstra skalle. Det passede bare fint til mit liv og den måde jeg er på. Jeg er lidt lad når det kommer til træning og jeg vil gerne have en der fortæller mig hvad jeg skal gøre og det gjorde Christian. Jeg tænker stadig på ham den dag i dag og har flere gange prøvet at finde ham for at sige tak – for han ændrede virkelig mit liv.
Jeg syntes det var så mærkeligt at min krop havde spasset sådan ud – og jeg havde brug for at få styr på hvad det var der skete med kroppen når den blev stresset. Så jeg meldte mig til et kursus som AT WORK tilbyder. Det er et kursus hvor du bliver Slanke Konsulent når du er færdig. Det var utroligt spændene. Så jeg gik der i 12 uger 2 gange om ugen og blev top klog 😉 Jeg skulle ikke bruge det til noget – andet end til mig selv. Jeg skulle bare finde formlen til hvad jeg kunne gøre anderledes. Jeg syntes faktisk at det var et super godt kursus. Meget dyrt i forhold til at jeg jo ikke skulle tjene penge på det bagefter. Men det hjalp mig med det jeg skulle bruge det til.
Jeg er nok typen at når der er noget der brænder på – så gnubber jeg på det indtil det er væk 😉 Jeg acceptere ikke en situation. Så gør jeg alt for at ændre på det den.
Rigtig mange kæmper med deres vægt. Men med en vægt forøgelse følger der mange ting med og en af dem er at man bliver ramt psykisk. Det gjorde jeg i hvertfald. Jeg var meget deprimerede og det var svært for mig som sælger i mode branchen ikke og kunne vise kunderne kollektions prøverne. Det skal lige siges at det er altså ikke et krav at man kan det. Men det havde jeg jo kunne og mine kunder kunne jo også se at jeg pludselig var blevet et par str. større.Og hvis de begyndte at nævne det – så begyndte jeg at flæbe. Jeg var så ude af balance i min krop og jeg var bare top ked af det. Jeg havde fået runde fine kinder og en del mere på hofterne – generelt over det hele. Jeg sørgede jo selvfølgelig for at skjule det godt. Men det var når jeg tog tøjet af at jeg virkelig kunne se forandringen af min krop.
Da jeg endelig var nede på min vægt igen – der blev jeg selvfølgelig gravid. Bum! Tilbage til square one tænkte jeg. Men sådan blev det faktisk ikke – mere modsat. Jeg tog kun 8-9 kilo på under hele min graviditet. Tror de 7.5 sad på barmen. for hold da op der var kommet ekstra på den front. Til Mr. M´s store glæde. Mænd…! 😉
Jeg var meget bange for at jeg ikke ville tabe alle de der kilo igen – og begyndte allerede og tænke over hvordan jeg skulle igang igen. Men to dage efter Bella kom til verden, hoppede jeg ned i mine jeans igen. 1 Mdr. efter vejede jeg 52 kg. Jeg var meget meget tynd. Plus jeg fik det skidt (igen) hjertebanken, dårlig søvn, utilpas i min egen krop. Jeg blev nødt til at søge læge. Jeg var på lidt over et år gået fra 72 – 52 kg Det er 20 kg og det er virkelig mange. Jeg blev testet i alle ender. Og det mener jeg. det værste var da jeg skulle have et kamera ned i maven – som skulle komme igennem halsen. Det var det største overgreb ever. Jeg måtte ned i bilen og fælde en tårer da jeg var færdig.Fordi det var så mere omfattende end jeg lige havde troet. Prøverne viste at graviditeten havde været så hård for kroppen at de små fimmer hår at man har i tarmene var beskadiget. Min læge rådede mig til at ændre min kost, fordi kroppen ikke optog den næring at jeg levede af (som var Kathrine´s hjemmelavede boller, vi var jo på barsel. De var bare så gode. æv) Så jeg blev fra den dag af nødt til at leve glutenfrit. Men det er en anden historie – så den skal jeg nok komme ind på. Det er sit helt eget indlæg. 😉
Så de sidste mange år af mit liv har det handlet om kost. kilo. mad. fedt. taget på. tabe sig. etc. Men der er virkelig mulighed for at gøre noget ved det – hvis man er opsat på det. Man skal leve i sin krop for evigt -eller ind til man ikke er her mere – Man vil så gerne være der for sine børn i lang tid og det skylder man dem egentlig også. Jeg ved godt det ikke er nemt. for F*** hvor har jeg grædt. Jeg har været umulig. Jeg har været depri. Jeg har sejret og jeg opnåede mit mål. Men det har sat sig så meget i mig det med at kroppen bare toge over og tog kontrol. Jeg havde intet at skulle have sagt, for da det startede – der var det for sent for mig at indhente det i det tempo.
Kender i også til det at kroppen bare tager magten..?
Det er virkelig et ømt område det med kost.
For 4 år siden gik mig og min eks kæreste fra hinanden og jeg tabte mig rigtig meget på kort tid og det er virkelig usundt og tabe 25 kg på under et halvt år. Jeg blev også målt og vejet i alle ender og det var så ubehageligt. Nu har jeg dog taget en del kilo på igen og prøver at tabe dem (på den rigtige måde). Jeg har det også ligesom dig at jeg skal have en der motivere mig og der jeg super glad for at jeg har en træner og min kæreste der gider og gå med i fitness og selvom ens humør er lidt trist nogen gange så motivere han mig 😉
Desuden er det et super godt indlæg 😉