I WANT // DOMA LEATHER JACKET..

LIFE // 1 ÅR..

Idag er det præcis 1 år siden at mit liv ændrede sig. Jeg har haft rigtig svært ved at den her dag nærmede sig for hvor blev tiden af – 1år er gået og det har stået på træning, behandlinger, sygehusbesøg og undersøgelser.

Jeg er normalt ikke typen der bliver trist og virkelig sådan har “The blues” Men dvalede lige i at tiden bare var fløjet så hurtigt forbi.
Måtte trække mig tilbage på messen flere gange og lige trække vejret. Ville jo så gerne bare ligne mig selv – tror dog ingen lagde mærke til noget, havde krudtet ansigtet godt. 😉

Der er sket så meget på et år, men mest for alle omkring mig, de har fået nyt job, babyer og forfremmelser. Hos mig er der sket det at jeg stadig er syg, jeg har startet bloggen og fået rettighederne til nogle forskellige mærker, som der kommer til at blive løftet sløret for her på bloggen –
Jeg er selvfølgelig nået langt, trænings mæssigt og benet begynder også og være bedre – hovedet døjer jeg stadig rigtig meget med, men træner det når jeg sidder og laver indlæg eller svarer på kommentarer. Jeg duer ikke til at sidde fast i et trummerum uden at rykke mig fremad, var også meget utålmodig som barn, der ville jeg også fremad, ville ikke bare sidde og se sød ud 😉

Jeg er gået fra et liv hvor jeg var “business lady” til et liv i joggintøj og fast dag hvor jeg hænger ud med de gamle nede på Thranehaven. Mens min hjerne stadig tænker mode og branchen. Der er dog ikke meget fashion og glamour over mit liv kun det jeg selv skaber med alle mine paillet outifts. Jeg kunne kun holde til at være ude i halvanden dag under modeugen – så var jeg tvugnet til at tage hjem og ligge mig, men de dage på messen var så dejlige, jeg nød dem i fuldedrag og jeg viste flaget, hvilket der var vigtigt for mig.
Det er jo sådan en livsændring, når en ulykke indtager livet også fordi at man bliver så træt af og høre på den ridsede plade der spiller når folk de spørg mig “hvordan går det”.
Jeg har ingen dato for hvornår jeg bliver “normal” igen – men det er dog mig der bestemmer at jeg kæmper videre herfra og aldrig lægger mig ned igen.

Udenpå ser jeg rask ud – men inden i tænketanken foregår der en masse støj. Jeg ved dog godt at med tiden skal det hele nok bliver super godt, men man tænker meget over hvad der skal ske med mig og om man overhovedet duer til noget mere ( hvilket jeg jo selvfølgelig ved at jeg gør) – men hvor meget kan man holde til og kommer man overhovedet tilbage 100 % og er den samme – den samme pige, den samme kæreste, den samme mor – og ikke mindst veninde. Men måske en anden heller ikke er så slem ( så vil jeg gerne være gift med Channing Tatum)

Jeg sætter stor pris på at mine veninder stadig er der, for de har godt nok også lagt øre til mange af mine sure opstød om hævede ben og ømme ankler. Det er jo svært for folk at relaterer til det for det er umuligt at forstå når man ikke har prøvet det. heldigvis må man sige for
det vil jeg ikke ønske for min værste fjende.

Jeg kæmper hverdag for at finde formlen på et nogenlunde fyldigt liv – og lever oftes som om jeg ikke fejler noget, jeg vil det hele på den halve tid og jeg nægter at accepterer at jeg er “syg” kranen griner tit af mig over hvor stædig jeg er og slæber afsted på indkøbsposer og kravler på stiger. men jeg vil ikke lade min sygdom få lov til at bestemme og styrer mit liv – det er mig der er i kontrol. Jeg ved jeg er på den rette vej, men jeg er ikke nået helt i mål – tror dog ikke der er langt.

3.FEB.2012
Billedet er meget barskt, men igen meget sigende om hvordan jeg havde det. Det er et par timer efter min operation.
De kunne ikke vække mig efter operationen og da de fik liv i mig der trak jeg vejret 3 gange i minuttet, så jeg måtte have iltmaskine på.
Jeg er glad for at min mor tog de her billeder – selvom man da får lidt ondt i maven når man ser på dem. Men ellers ville jeg ikke have nogen mulighed for at vide hvordan jeg så ud. Jeg kan nemlig ikke rigtig huske noget og jeg garanterer jer at jeg var mucho skæv da billedet bliver taget.
Noget godt kom da der ud af noget skidt 😉

Husk at passe på når i skal over en vej, når børnene skal ud af autostolen og når du tror du “liiiige” kan nå det – Det betaler sig ikke Det kan ændre ens liv og familien forevigt.

Pas på jer selv i trafikken..

XX
R

29 kommentarer

  • Det er et godt, et modigt og et lærerigt indlæg. Jeg skriver en email til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Tak Liselotte 😉

      Det er ret blottende,
      Men der må sidde andre derude som er i samme situation – og det ville være rart at høre deres historie, så man ikke føler sig så alene.

      Dejlig aften

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Kære Rikke,
    Det er et så fint og meget følelsesladet indlæg, sidder helt med tårer i øjnene. Du virker til at være en sej pige, trods de dage du til tider har med det hele er øv. Og det, at du har bloggen her, vidner om en stædighed, og et livsstykke uden lige. Tak fordi du lader os læsere være med på din rejse.
    Rigtig god søndag aften
    Knus H

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er barske løjer det der!! Du virker så sej og livsglad på din blog, så jeg er sikker på at det hele flasker sig! Omend det ikke altid går som man havde planlagt, så viser det sig ofte, at der er en mening med alle omvejene, på godt og ondt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Som du vil kunne læse i min email, er du bestemt ikke alene. For mig er det bare ikke så strategisk rigtigt at smække hele historien ud på din blog.
    Og en anden ting er at tale om normalitet og om at du til noget. Du er måske ikke en stangvare, det var du iøvrigt heller ikke før en idiot kørte ind i dig;-) Men hvem fanden er normal, og hvem vil være det?
    Og naturligvis er der noget, du dur til. Du skal bare give dig selv en chance for at finde det – og den chance er du jo igang med via din blog og den dialog, som du har med os og ikke mindst dig selv derigennem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Sikke en tur du har været igennem.
    Jeg kender til den forfærdelige følelse det er, når en fysik tager styringen over ens liv. Jeg er 17 år, og skal til sommer have opereret min ryg. Jeg ved ikke om jeg nogen sinde kommer til at kunne få et normalt liv igen. Jeg havde eller en masse planer og ting jeg ville nå. Alt held og lykke til dig, jeg håber du får det bedre.
    //Amanda

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et indlæg. Jeg føler med dig. Jeg har slet ikke oplevet det samme, men kan af egen erfaring blot sige, at man virkelig skal passe på i trafikken, og selv om du ikke gør noget forkert, så vil bilen altid være stærkere end dig, og du må leve med konsekvenserne.
    Selv blev jeg som 7-årig påkørt af en bil, som ikke lige havde set jeg kom cyklende, da der jo ikke plejede at komme nogen fra højre… Jeg blev kørt ned og en del af cyklen satte sig i min fod og jeg endte med at have en MEGET åbent sår. Blev kørt på hospitalet, hvor foden på mirakuløs vis ikke var brækket, så jeg blev syet. Havde et ar på godt 17 cm. Men jeg må sige, at det faktisk ikke var det værste. Det værste var chokket, som stadig sidder meget dybt inde i mig. Jeg rystede dengang i hele 3 dage og kunne ikke græde.
    Da jeg for nogle år siden var meget tæt på en trafikulykke, hvor to biler stødte sammen knap 3 meter fra mig, kom hele oplevelsen frem igen, og min mor kunne med det samme se, at jeg fik det skidt. Så ja, pas på i trafikken!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er meget modigt indlæg og skrive Rikke 🙂 Jeg synes du er så sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mine

    SIkke et rørende indlæg. Synes virkelig det er flot og modigt at skrive sådan et indlæg. Selvom jeg ikke kender dig personligt, kan jeg ikke undgå at blive en smule rørt.

    Du er sgu sej 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tænker på dig skønne Rikke, det har været en hård og virkelig sej omgang men du er på rette vej min skat.
    Glemmer aldrig da lægerne viste mig dit ben uden bind jeg var nær gået i gulvet men måtte jo skuespille overfor dig “neeeeeeeej det skal da nok blive flot det ar og ben” og man må sige du har helet FLOT(udenpå) nu begynder den indvendige process!
    Rikke you survived……..og selvom det ser ud til at alle andres liv har blomstret mens du har måtte trykke på pause knappen så har du selv Blomstret og fundet ud af hvad der er vigtigt i livet og er nu langsomt på rette vej, “The world is your oyster and painful scars only makes you wiser and makes you know how precious life is, so go grab it” Du er dejlig og en fighter…….men gi dig den tid du skal bruge på at hele.Kys og tillykke med en meget HONEST BLOG! So make today a new beginning, Julie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er det jeg siger: du er “one tough cookie” og en inspirationskilde for dem som synes at livet er hårdt på grund af små bagateller. Rikke jeg står selv i en situation hvor livet ikke er lige nemt for tiden og efter dit indlæg, tænker jeg at jeg i grunden har det godt. Jeg er ikke alvorligt syg selvom jeg synes at livet er lidt uretfærdigtog det har været det hårdeste år jeg nogensinde har oplevet, men jeg har en fantastisk familie, veninder og mand. TAK for det indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh søde Rikke, Jeg får helt ondt i maven!! – Kan sagtens sætte mig ind i din forvirrede og utålmodige tilstand.
    Men husk smilet, husk hvem du er, og HUSK at dem der virkelig holder af dig ved også hvordan du har det selvom du ikke siger det… Og de holder af dig uanset <3
    Og du har da opnået KÆMPE MEGA MEGET her på bloggen, jeg er stolt af at være med fra start, for jeg er sikker på det bliver stort! – Og så glæder jeg mig til at høre om dine nye planer 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Læste dit indlæg tidligere i dag, men vidste ikke helt hvad jeg skulle skrive. Nu har jeg læst det igen, og vil egentlig bare sige, at jeg er vildt imponeret over dig. Du er så sej og
    det, at din blog allerede er så populær vidner om, at du altså ER en sej chick! Jeg er glad for at Agurken fik dig til at blogge! Much love herfra! Du fortjener virkelig at ‘blive normal’ (selvom jeg nu ikke synes, du er så kedelig-normal som andre) efter ulykken. Tak fordi du igen og igen skriver så ærligt. Love it!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så sej. Og du dur til lige præcis det vi vil! Selv i en hospitalsseng ser du tjekket ud med flotte negle:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • * det DU vil selvfølgelig:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Fantastisk med et så hudløst ærligt og “blottende” indlæg!
    Jeg har ikke selv oplevet at komme galt afsted i trafikken, men jeg smadrede min ryg for knap 2 år siden, og kender ALT til at hele ens verden pludselig er forandret. Det handler om, som du på smukkeste vis allerede gør, at kæmpe videre og ikke give op selvom nogle dage er lort. Trust me, du er ikke den eneste der bander og svovler over ikke at lige at kunne hoppe i stiletterne når man lige har lyst til det. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Ej Sara,

      Det er jeg SÅ ked af at høre.. Woow det må også have været noget af en hård rejse du har været på. Vi er totalt på sammen bølgelængde – smerte mæssigt må det også være et helvede for dig. Er du dagligt på piller? Jeg prøver virkelig at lade vær, ville heller have ondt og kunne mærke det end og dope mig selv med smertestillende og ingen kontrol have over det.

      Jeg vil tænke på dig // lad mig vide hvordan operationen går.

      Knus & held og lykke.

      Xx
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia WH

    Tak fordi du deler så ærligt ud af dig selv.
    Synes let at bloglæsning kan blive for rosenrødt og perfekt, men elsker din blog. Du tør vise dig frem som du er – både på billeder og skrift.
    Glæder mig til fortsat at følge med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Hej Nadia.

      For mig er det meget en online dagbog for mig. Og det hjælper helt sindsygt 😉

      Det er måske nok for ærligt for mange men det er den eneste måde jeg kender … Så håber folk kan li’ det.

      Tak for din mail

      Xx
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • kathrine

    Jeg er liiiige HER og det vil jeg altid være!
    D. 7 marts får vi snart overstået og så giver vi dem sgu baghjul på Tranehaven!
    Måske føler du dig sårbar indvendig, men ham foroven har udstyret dig med en særdeles fremragende brains, det største hjerte af guld der findes.. alt sammen pakket ind i den smukkeste indpakning.
    Du er drop dead geougeus inside out – ganske enkelt!
    Møs fra hende der ‘skrabede’ dig op fra asfalten for 1 år siden..
    <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nønne

    Meget rørende, Rikke – kram herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan følge dig 110% i dette indlæg. Jeg selv har døjet med daglige smerter pga af en smadret kugleled i min venstre skulder siden jeg sad i den bil, min veninde kørte galt i, for 10 år siden. Jeg var igennem årevis af behandlinger, vurderinger og smertehelveder, og valgte at stoppe op, træne uden smertestillende og med hjælp fra et par proffe fys’er lykkes det mig at komme tilbage. Netop pga træningen har jeg kunnet udholde arbejde – også hårdt fysisk arbejde som selvstændig tekniker og designer, som ingen spåede muligt. Jeg har smerter hver dag, stadig, men jeg lever, arbejder og gør ting, der betyder noget for mig. Det troede jeg aldrig, at jeg blev i stand til.
    Jeg ved, at du kommer tilbage i topform; du virker viljestærk og fuld af livsglæde – sådanne mennesker klarer den altid. Indtil da er det godt at høre, at du passer på DIG 🙂
    Fortsat god bedring; og tak for et godt og inspirerende indlæg. Det gjorde mig varm og taknemmelig.

    /Linda

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha Rikke! Mig på vej i seng efter tøseaften med alt for meget mad, alt for meget slik og en passende mængde film og snak, og bang, så dukker det her indlæg op på min skærm!
    Jeg har fulgt med på sidelinjen i 3 ugers tid, og derfor havde jeg heller ikke set indlægget fra dit rørende indlæg fra den 20.12, men nu er jeg bladret igennem din blog fra ende til anden, og du kan sige meget, men jeg er altså overbevist om at du er den overskudskvinde Simone beskriver! At du deler din historie, din rejse og dine følelser med os herude er dybt rørende, beundringsværdigt og flot! Du er bare en ny udgave af en overskudskvinde – Måske vil du til tider føle at denne udgave er mindre god end den originale, men jeg er sikker på at det er både en stærkere og klogere udgave!
    Og husk – Du klarede i går, hvor der var X antal dage til du bliver et helt stykke, så selvfølgelig klarer du også i dag hvor der er en dag mindre til! Den tankegang har hjulpet mig rigtig mange gange 🙂
    Tak fordi du delte din historie! Jeg er netop steget ombord og glæder mig til at være med på din rejse – Tak fordi du inviterede!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Kære Rikke.
    Pyhaaa…..Hårdt år du har haft, skræmmende hvordan livet pludselig kan ændre sig, det tænker man jo ikke over, når man drøner derudaf. Flot skrevet og kæmpet, sætter tankerne igang. Ønsker dig det bedste.
    Kh. Lise.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    “This too shall pass” ;o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold da fast.

    På et splitsekund kan ens liv ændres, uden man selv kan gøre noget for det, eller ved det. Det er vildt som tingene sker.

    Jeg kan godt forstå “årsdagen” fylder og sætter tanker igang. Du virker dog, som en fighter og jeg er helt sikker på du nok skal komme igen, eller det er du jo sådan set allerede.

    Jeg er ny læser på din blog. Googlede efter noget, landede på Acies blog, som førte mig videre til din blog og nu er jeg her. Hej 🙂

    Du har en rigtig fin blog, fyldt god smag og en god selvironi. I like.

    Klicheen med, at i dag er den første dag i resten af dit liv, den er altså god nok. Vi skal huske at leve, hver dag <3

    Nå, jeg er ude.

    Ditte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Hej Ditte,

      Ja det kan det så hurtigt og det værste er at man ikke er herre over det. Dog ved jeg at der sidder en deroppe og beslutetde at mit liv ikke skulle ende der. Det er jeg meget taknemlig for, det har givet mig en lærestreg og jeg ved at meningen med det var at jeg skulle bremse ned og kigge på det jeg havde, istedet for at hele tiden ønske mer.. Det lyder meget corny.. men det er faktisk ganske simpelt.. man kan tiltider ønske sig så meget at man ikke har…. Krop, liv, kæreste, familie etc. måske man bare skal lære at finde glæden i det der er lige foran en 😉

      😉 dejlig aften

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det lyder corny, men det er et faktum og så skal man bare forholde sig til det. Det er vigtigt.

      Desværre så stinker de måder man nogle gange får et wake up call – Det må kunne gøres mere humant. Tag det til efterretning, dig deroppe.

      God aften til dig også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Du har ret Ditte, ville være rart med bare en skriftelig advarsel måske 😉 Behøver ikke kontant afregning, den går jeg ikke så meget ind for. Men det er så det jeg må leve med.. jeg har jo lært af det, så noget fornuftigt er der kommet ud af det.

      😉

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I WANT // DOMA LEATHER JACKET..