SUNDAY FEAST OG NOGET OM NYVASKET HÅR..

NÅR INTET ER SOM FØR..

HERE WE GO Jeg har i noget tid gået og tænkt over det her indlæg – Om jeg overhovedet skulle skrive noget, eller bare lade den ‘passere’ og æde min sjæl op indefra. Men det ville bare være så forkert, og selvom noget af min familie nok ville sætte pris på jeg holdte det til mig selv, så kan jeg bare ikke. Det ville ikke være rigtigt for mig, for vi har alle forskellige måder at dele glæde og sorger på, og finde ud af, hvordan man skal komme videre i dét, der nu er en ‘ny slags normal’.

Så her er sandheden. For præcis 1 måned siden, der mistede jeg min farmand. Jeg får helt en klump i halsen bare af at skrive det. For man kan godt bilde sig selv ind, det ikke er sket, og han bare er i Danmark, og har travlt med at arbejde, og så snakkes vi ved om 1 måned eller 2, som vi plejer. Men når jeg ‘vågner’ og mærker efter i hjertet, så ved jeg godt det er sandt. Min far er borte, han er her ikke mere, og han kommer aldrig tilbage. Auuuch, lige i hjertekulen. Men jeg har brug for at dele det med jer, for jeg har brug for at snakke med nogen om det her, som har prøvet det samme som mig, for jeg ved for første gang i mit liv ikke hvordan jeg skal komme videre herfra. Jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg har haft dage hvor jeg slet ikke har grædt, og jeg har haft en hel uge hvor jeg bare har hylet. Jeg har haft dage hvor det har været lidt af det hele. Og jeg har haft dage, hvor jeg slet ikke har haft lyst til at stå op. Jeg er knust. Jeg kan ikke forstå tanken om, jeg nu aldrig skal høre en af hans enormt dårlige jokes mere, eller Bella aldrig skal gå hånd-i-hånd med sin morfar igen. Det er så urimeligt. Det er ikke fair. Men det er jeg nok ikke den eneste der har følt eller lige nu føler. Jeg ved jeg ikke er alene, og jeg ved jeg ikke er den eneste i verden der har oplevet at miste. Men lige nu, der føler jeg mig bare så alene – også selvom jeg er i et rum med 100 mennesker.

Der er ingen der ved, hvordan det føles at miste, med mindre man selv har prøvet det.  Jeg har først nu forstået min veninde, der har mistet sin far for 4 år siden. Gud hvor jeg forstår hende, jeg ville ønske jeg ikke gjorde, men det er nu en realitet, at det gør jeg. Fra nu af er jeg Rikke der har mistet sin far ; (

Min far blev 55 år gammel, vi vidste ikke han fejlede noget, andet end små ting, som vi jo alle kæmper med. Han gik bort på sin fødselsdag, efter han lige ville tage en lur, da han var lidt træt. Han vågnede bare aldrig igen. Så vi har ingen varsling haft. Vi har ingen tid haft med ham, hvor vi lige kunne vænne os til tanken. Han er bare blevet revet væk fra os. I kan nok tænke jer til, hvordan min flyvetur på 13 timer hjem til danmark var. Det ønsker jeg ikke for min værste fjende.

Derfor har jeg været så blue de sidste mange uger. Nu ved i hvorfor mit overskud ikke har været til så meget, hvorfor jeg intet sjovt har haft at dele – Dog har jeg faktisk fundet trøst i at skrive på bloggen, også selvom jeg ikke har delt så meget af mig selv. Måske nogle af jer allerede havde tænkt jeres tanker om hvad der var sket, eller nogen kun gisnet. Men her er sandheden, og det ville være forkert ikke at dele min største sorg med jer, for så var jeg ikke sand mod mig selv og min måde at være ærlig på, og jeg var slet ikke sand mod min far, for han elskede min blog – også selvom han kaldte den en ‘Blok’ men hvem hænger sig i petitesser? Han sad hver morgen og drak sin morgenkaffe, og læste mine indlæg. Det var nu meget sødt synes jeg ❤️ For det var jo ikke ligefrem fordi han manglede et par nye stilletter eller en strik fra ZARA. Men det var hans måde at følge med i mit liv på, og så er det jo heller ingen skam at følge med på modescenen 😂

Min far har altid sagt ‘det er vigtigt at grine mens man græder’ og det har jeg tænkt mig at gøre, for the end of the day, der har jeg også min egen lille familie jeg skal passe på, og en datter der selv er knust over hendes morfar er væk, så det er en hårfin balance alt det her. Men én ting vi har aftalt det er, vi må aldrig stoppe med at snakke om morfar, den slags familie er vi ikke, og det kommer vi aldrig til. Han har sat så dybe spor i vores liv på godt og ondt, og i vores hjerter, og han vil aldrig blive glemt.

Og jeg vil altid være fars pige, I dag, i morgen og for evigt. Han sagde altid jeg var ‘hans livs lys, hans lampes petroleum’ og det tager jeg med mig, specielt til de dage, der er ekstra svære❤️

Sov godt farmand.

XX
R

21 kommentarer

  • Mette

    I feel you.😢 Jeg græder stadig over tabet af min far. Jeg savner ham, hans egen far-agtige måde at passe på mig, savner at han ser mine børn vokse op, savner at få en verbal øretæver over en dum beslutning men mest af alt savner jeg at kunne kramme ham. Modsat dig, fik vi en udløbsdato på min far, uhelbredelig syg af kræft, men vi håbede til det sidste minut, at vi måtte beholde ham bare lidt mere. RIP farmand ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke May

      Jeg er egoistisk misundelig på, du fik mulighed for at tage afsked med din far, men igen, ved jeg også det må ha´været så hårdt for dig, for man vidste ikke hvornår den sidste dag blev. Man mærker hvor hårdt det er og hvor høj en pris man betaler, når man bor så langt fra Danmark. Jeg havde ikke set min far siden December, og det var i 1 time – før det var i Juni hvor han besøgte mig i Singapore. Jeg har så mange ting jeg gerne ville ha´sagt til ham, og så har jeg så mange ting jeg fortryder jeg sagt eller skrevet. Men det har man nok altid, når man laver ‘the blame game’ på sig selv.

      Man ved man altid skal begrave sine forældre, én eller anden dag. Men vores to´s de tog bare herfra alt alt alt for tidligt. Jeg har det som dig, jeg har ondt i sjælen over, han aldrig skal se Bella vokse op, og blive det fine menneske hun allerede er – eller følge mig op ad kirkegulvet. Jeg kommer til at mangle ham i alt, nu, i morgen og for evigt.

      Jeg føler med dig❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grethe

    I feel your pain. I lost my mother in March, 2015 and I still cry every day. I feel the loss every time I need to talk to her and feel her support. She always “had my back” and I knew there was one person on this earth that loved me unequivocally. I understand completely that your grief is overwhelming at times. I still feel that way some days. I wish I could tell you that it will get easier but it hasn’t for me – I’ve just gotten better at hiding it. Even counseling hasn’t made it easier. My heart hurts for you too – I feel your pain. ❤️😢

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Smukt beskrevet og jeg fik selv lige min sorg til syne da jeg læste dit indlæg.
    Det gør mig ondt på dine vegne, det er hårdt at miste.
    Jeg har selv mistet min mor og har dage ligesom du.
    Andre har svært ved at forstå det, men det kan jeg jo ikke trylle.
    Nu sidder vore forældre i himlen og ønsker os et godt liv uden for mange tårer.
    Lad os beholde vore smukke minder om vore kære:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak fordi du deler! Jeg kender og forstår (desværre) din sorg😥Mistede selv min far for fem år siden uden varsel og ville ønske jeg kunne skrive at sorgen forsvinder. Det gør den ikke… Men man lærer at leve med den. Som et ar, der aldrig går væk, men som bliver pænere og nemmere at kigge på og tale om med tiden. Masser af styrke og tanker herfra til dig og din familie. Lover at det bliver nemmere at trække vejret igen og fantastisk hvis I kan holde din fars minde i live med gode fortællinger❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kæreste søde Rikke, som jeg ikke kender, og hvis smerte jeg (heldigvis for mig) endnu ikke kender. Vil blot sige, at jeg føler med dig, og jeg synes, du har skrevet det fineste indlæg. Det håber jeg, ingen kan have noget imod. Følsomt, kærligt, respektfuldt og med humor. Akkurat som vi kender dig her på bloggen. Din farmand vil med garanti også sætte pris på det, hvorend han nu drikker sin morgenkaffe. Shit altså hvor jeg græder med dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er virkelig uretfærdigt, når mennesker bliver taget fra én alt for tidligt! 55 år er ingen alder, specielt når intet synligt var i vejen.
    Jeg er ked af det på dine vegne!
    Jeg selv har ikke rigtig mistet nogle virkelig tæt på mig endnu, men har oplevet folk miste flere gange, og hørt hjerteskærende gråd og set tårer trille. Det tætteste jeg kommer er svigermor der måtte lade livet til kræft efter blot 8 måneder. Så vores (forhåbentlig) kommende børn får aldrig en farmor, og når jeg engang skal giftes, er der heller ingen svigermor til at dele glæden med. Men man nødt til at tænke på alt det gode, man alligevel nåede at opleve. Og som din far så fint har sagt, grine mens man græder.
    Håber det med tiden bliver nemmere at håndtere. Det er jeg sikker på, at de også ønsker for os oppe i himlen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eleni

    Du er den sejeste 💔❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg føler din smerte da jeg desværre er en medlem af den dumme ‘mistet forældre klub’ 🙁 Jeg mistede min mor for snart 2 år siden til kræft. Vi boede i hver vores land, så jeg så hende ikke så ofte. Vi snakkede dog flere gange om ugen i telefon. Jeg kan stadigvæk i dag fange mig selv i at ville ringe til hende. Nogen gange siger jeg højt for mig selv – hun er død – fordi, det er som om jeg stadigvæk ikke fatter det og jeg har brug for at mit hoved skal forstå det.
    Jeg kan dog sige at det bliver bedre, man lærer at acceptere sin nye virkelighed om end der nu og da er tilbagefald og sorgen får lov til at fylde det hele.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nan

    Jeg forstår hvert ord du skriver. Mistede min far juleaften… Tiden læger en del af sorgen, ingen tvivl om det. Og jeg kan sagtens tale om ham, uden at begynde at græde. Men så ind i mellem ud af det blå, så taler jeg om ham i datid og bliver SÅ opmærksom på brugen af datid og aldrig mere nutid eller fremtid, at jeg går helt i stå og tårerne kommer piblende…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg kender alt til din smerte. Jeg mistede min far i 2005. Han blev også kun 55 år. Han skulle ned af hans trappe, som han havde gjort tusinde gange før, men denne gang trådte han forkert, snublede, ramte hovedet ind i gelænderet og væk var han. Selvom det er mange år siden, føles det nogen dage stadig som i går. Jeg tænker på ham næsten dagligt. Dagene bliver nemmere, men det tager (tog) lang tid. Dagen efter hans død fortalte en krisepsykolog at jeg skulle tale om ham og hans død indtil jeg selv var ved at brække mig over det. Det hjalp faktisk lidt, til at komme videre. Alt det bedste til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trins

    Sikke trist læsning, men samtidig også fuld af håb, for din far ønskede stensikkert ikke at dit liv skal blive elendigt fra nu af, men man skal give sig selv lov til at sørge.
    Min mand mistede sin far sidste sommer, så jeg øver mig i hvordan jeg skal agere i forhold til hans- og min svigermors følelser om det.
    At man aldrig må stoppe med at tale om personen, synes jeg lyder som et rigtigt godt princip. Man skal da ære ham og tale om de forskelle han gjorde i jeres alles liv, både de store og små forskelle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • lckn

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denise Amanda

    Hvor er det bare forfærdeligt Rikke! Jeg ved ikke hvordan det er at miste en far, men jeg fik revet min morfar væk alt for tidligt, og det var frygteligt! Sender en masse tanker og kram din vej 💛

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natassia

    Så fint et indlæg, der præcis beskriver hvordan det føles at miste en af de allernærmeste.
    For 4 år siden sov min far stille ind efter 8 måneder med en ond ond kræftdiagnose, der åd ham op. Men sol du så fint skriver til Mette, så nåede jeg at sige farvel. Vi nåede at brug en lang weekend i et sommerhus, vi skabte en masse gode minder, han nåede en kobberbryllupsrejse med min mor. Så selvom jeg hader kræften, så er jeg også taknemmelig for den gode tid vi nåede at have.
    Man kommer aldrig helt over det – men man lærer at leve med sorgen. Så selvom alt lige nu føles tomt og ligegyldigt, skal du vide der på et tidspunkt er mere lys end mørke i livet. Ud af det blå, kan man igen glædes over de små ting, og mindes alt det gode man havde. Jeg lover det bliver godt igen <3

    Alt det bedste til dig og dine!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Knus til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nansen

    Kys skat og så fint indlæg ❤️💋

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    ❤️ kærlige tanker til dig og din familie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Jeg kender dig ikke, men jeg kender din sorg ❤️ Lige om lidt er det 4 år siden min far døde. Jeg savner ham stadig enormt og det kræver noget at tackle sorgen også når ens børn mister bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dina

    Kondolerer søde Rikke 💜

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

SUNDAY FEAST OG NOGET OM NYVASKET HÅR..