SÅ BLEV DET OGSÅ FØRSTE SKOLEDAG HER..

HVIS VERDEN BARE VAR ET BEDRE STED..

NÅR MAN HÅBER PÅ DET BEDSTE I FOLK ovenpå mit indlæg igår (LÆS HER) hvor jeg skrev om, jeg syntes vi alle skulle gøre noget godt for én person hver dag, hele ugen, hele året  – og mest af alt, hele livet, vågner jeg til CNN (igen) og ser, der er sket det man frygter allermest, nemlig det samme som der skete i Nice sidste år, da Bella og jeg var i Frankrig. Copypaste til Barcelona, er der nogle sjæle uden hjerte, der har valgt at frarøve på andres vegne, deres liv, og deres familiers. Og for hvad? Det har jeg stadig ikke helt forstået. Hvad er det vi skændes over, hvad er det der sker, som gør, nogen mener de er mere hævede end andre, at de kan tillader dem at forvolde andre så megen sorg og skade?

Mit hjerte bløder for dem der har gjort det, for hvor er kærligheden i deres liv, hvordan er de endt hvor de er? Hvordan kan kan få en tanke, og udføre det til en handling? Det er mig en gåde. Mit hjerte bløder for alle de familier der har mistet en elsket, en datter, en mor – en sjæl de holdte af. Det bløder for dem som har set hændelsen, de for altid vil være forandret. Det er en ny slags normal, og den ved jeg faktisk ikke om jeg bryder mig om. Vi mennesker har mistet vores hjerte. Vi har mistet og glemt hvad næstekærlighed er. Vi har glemt vi alle er fra samme kød og blod, og vi skal hjælpe hinanden i stedet for at bekæmpe hvad vi ikke kan ændre.

Der skal kunne være plads til alle i denne verden. Om det er race eller religion. Om det er forståelse eller empati. Vi skal kunne rumme alle. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, Bella skal vokse op i denne verden, og en dag ud på egne ben. Hvis jeg kunne pakke hende ind i bobbelplast resten af livet, så ville jeg gøre det.

Verden er ikke længere et lige så sikkert sted, som det var da jeg var barn. Måske var det, men vi var ikke så oplyste. Så har medierne også en skyld? Er de også med til at gøre, at had avler had, bare igennem en nyhedsportal? Kunne vi have stoppet det her forlængst, hvis vi havde sat nogle grænser for hvad medierne måtte dække? Jeg ved det ikke, jeg går heller ikke ind for Nord Korea stilen, hvor man bliver afskærmet for alt. Men jeg kan bare se, hvor meget negative medier påvirker mit humør, og hvis det påvirker mig, tænker jeg det kan have en negativ effekt på andre, og hvordan vi opfatter andre. Medier er kun 1 brøkdel af sandheden, så man man bygger sine følelser ud fra det, kan jeg godt forstå nogle folk, nogle gange, har en holdning til bestemte racer og religioner.

Jeg forstår stadig ikke til dags dato, hvordan Singapore griber det an her, for man oplever det seriøst ikke – måske kun fra mig selv, når jeg til tider bliver træt af en Singaporeaner. Men det er jo ikke had, nok nærmere en frustration over deres ‘No caaaaaaan nooooot Ricky’ mentalitet, og intet kan aldrig nogensinde lade sig gøre. Men had til andre er virkelig noget man skal tænke sig om omkring, for det siger mere om dig selv, end det gør om andre. Negativitet skal man ikke sende ud i det offentlige rum, for det kan komme tilbage lige i fjæset og hunte dig resten af livet.

Som jeg har fortalt før, sagde min farfar altid til mig ‘det koster 11 muskler at se sur ud, men 7 og være glad – hvordan kan man så være i tvivl?’ Jeg ville ønske alle var ligesom min farfar, han har den bedste sjæl. Ham og min lillebror, er på hver deres måde, nogle virkelig gode og meget meget rummelige mennesker. Min brors filosofi er at han kan ændre verden, med hans positivitet og lysten til at hjælpe andre, så begynder jeg faktisk at tro på ham. Man kan jo ligeså godt tro på det, end at sige til sig selv ‘jeg ene mand kan intet stille op alene – og jeg kan ingenting udrette selv’, for én skal jo starte et sted, så det gør han.

Han har været fredsvagt i Palæstina, arbejdet gratis i Wales på handicaphjem i 6 mdr. Stået på strøget med et kærlighedsskilt og delt krammer ud. Budskabet var dybere end det, og i en tid, hvor folk havde brug for det, det kom også i fjernsynet fordi mange havde set ham. Han har rejst rundt i Thailand og hjulpet folk i nød, taget uddannelsen som dokumentarist for at dække, hvordan verden er i dag, og er nu personlig assistent for en mand i kørestol. Han er min helt store helt, og jeg ville ønske, jeg kunne være 10% ligesom ham. At alle var ligesom ham.

Hvorfor kan vi ikke bare være gode ved hinanden … for dælan … det er så meget bedre, når der bliver spredt kærlighed frem for had…

Elsker Jer, også jer der til tider sender opkast. Jeg kan rumme det, og tak fordi i følger med.

XX

R

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SÅ BLEV DET OGSÅ FØRSTE SKOLEDAG HER..