NÅR MAN TROEDE MAN VIDSTE ALT – OG DET VISER SIG, MAN IKKE VED EN SKID..

HVORNÅR MISTER VI KVINDER EGENLIGT OS SELV.. eller bliver vi bare ‘voksne’.. Når jeg tænker over det, så er jeg sgu nok ikke hende den sjove, altid med på ballede, som M mødte for 10 år siden. Nogle gange er jeg bange for, jeg er blevet hende den semi sure, praktiske MOR, som har styr på om gummistøvlerne er blevet for små, hvornår der er forældremøde – og hvad der skal være i skoletasken – som sørger for hun kommer til tandlægen, og holder øje med, hvad det nu er der gror på den lilletå negl.. Altid med en bagkant, og bekymringerne om man nu også har styr på det hele.

Er jeg blevet til hende, jeg altid havde forsvoret jeg ikke ville blive til. Hende der vrisser over at han aldrig putter sine boksershorts i vasketøjskurven, lader sine kontaktlinser ligge over det hele, ikke sætter sin kaffekop i opvaskemaskinen – og om han lige gider at passe på, når han smider den bøf på grillen, for det olie er faktisk pænt svært at få af hans tøj… (hvis han altså lige gad at tænke sig om)

Tager en mor/kvinde for meget ansvar på sine skuldre, som hun faktisk ikke behøver – forventes der så meget af os, som vi selv går og tror… eller er det voksenlivet der driver alt det sjove ud af os? Dræner sure praktiske pligter på ens humør, og føler man sig altid uligevægtig, og bagud, overset, og ikke værdsat når man er nogens mor.?? Glemmer vi hinanden, ved altid at være ét andet sted i tankerne, altid med mobilen i hånden, for man skal ikke gå glip af noget på de ‘Sociale medier’, men i stedet glemmer at være social, der hvor livet leves?

Jeg har svært ved at krejle livets drejninger nogle gange, for jeg tror udforingen er at mødre (nu kan jeg ikke tale for alle) tænker alt for langt frem i tiden, og glemmer at leve i nuet. Jeg er selv én af dem. Fædre (igen kan kun tale for mig selv) har en lettere tilgang til livet. Kvinder løber aldrig tør for toiletpapir, for vi … tænker fremad… Mænd de skal sgu nok overleve med både en køkkenrullen, selvom det kradser lidt mere, så går de til børnenes vådservietter, og hvis de endnu ikke har fået købt noget, så kan et viskestykke altid bruges…

En praktisk gris, er bare ikke sexet.. Der er noget om snakken, der er sjovest på Bakken… Har man glemt at have det sjovt. Har man glemt at være kærester, og nu kun kan finde ud af, at gå i seng i bomuldsnattøj fra H&M, og det pæne lingeri ligger pænt i skuffen – stadig i creppapir… Har man glemt mystikken, som skal vandes fra tid til anden. Selv kaktusser har brug for lidt H2O, for at overleve. Glemmer vi hinandens behov for opmærksomhed, og sætter os selv først. ‘Jeg kan SELV’ tænker vi tit. Men har vi lyst til at klarer os selv…? Udviser vi for tit, vi ikke har brug for en mand, og kapper vi egentlig hans n***** lidt af, når vi bidsk vrisser af ham, når vi nægter ham og hans værktøjskasse? Jeg VED jeg kan selv, men er det dét jeg ønsker?

Hvor gik vi galt af hinanden..? Jeg læste bogen Hambro´s Allé da jeg var på ferie (det skulle jeg nok ikke have gjort), og der var en sætning i slutningen af bogen, som virkelig satte sine spor i mine tanker…

‘Hvis manden får sex, giver han kærlighed som belønning. Hvis Kvinden føler sig elsket – giver hun sex i præmie’

Det er jo så sandt.. Det er jo så enkelt… Men selvom det er så enkelt, så er det stadig så svært…. og er det her man går forbi hinanden – også selv som voksne mennesker, kan man ikke finde ud af at læse hinanden, og kommer man nogensinde til det? Er Mænd bare fra Mars, og Kvinder fra Venus. Er det slet ikke meningen vi skal forstå hinanden, og er det hele bare en løgn, når man tror, man med årene, bliver bedre til at kende sin partner, og læse den andens tegn.. Jeg har været i et forhold i snart 10 år, og jeg aner stadig ikke hvad han tænker til tider, og det samme tror jeg gælder for ham. Skal vi glemme alle de høflige idealer vi er opdraget med, for ikke at såre andre, og tale lige fra posen. Kan det siges ude at sårer den anden – eller lever man mere på en løgn, hvis man ikke siger sandheden.

Gør en løgn mere ondt, end sandheden?

Jeg har i hvert fald besluttet mig for noget, så jeg ikke ender som ‘hende den altid sure’, og det er, jeg vil fra nu af sige præcis det jeg tænker, for mænd kan ikke gætte sig til vores tanker –  det – kan – de – bare – ikke… It´s a fact. og vi tror vi er så skide kloge og vi ved alt hvad der foregår i deres hoveder.

Well guess what… DET GØR VI IKKE… Og til tider tror jeg heller ikke vi skal vide det… I hvert fald ikke alt sammen. Nogle ting er gode som et mysterie, og andre ting skal siges højt, når der er noget der klemmer i hjertet.

Men med ærlighed, skal man jo også kunne tage det den modsatte vej, og det er virkelig noget jeg også skal arbejde på – jeg er ikke glad for kritik, og jeg er ikke glad for, at træde i noget, når jeg har gjort noget galt. Det skal JEG blive bedre til. Man skal ikke kun kunne give, hvis man ikke kan modtage!

Alt i alt, så vil alle jo kærligheden, men når der går hverdag i den, og man glemmer at se det man faldt for, og nu, kun kan se alle de der irriterende ting, han glemmer, som jo i virkeligheden er så ligegyldige, og totalt åndsvage at bruge energi på, så er det på tide at sadle om, og kigge indad.. Man skal altid starte et sted, og det er med én selv.. Arbejde med sig selv, og blive en bedre version af dén, man var igår.

XX
R