ROAD TRIP // SAVNER JO DEN LILLE MØGUNGE..

AT REJSE ER AT LEVE // JAGTEN PÅ DET GODE LIV..

BATUBATU

LIVING ABROAD var der nogen der så programmet på DR1 i går aftes kl 20.30 “Jagten på det gode liv”. HOLD NU KÆFT.  Jeg så det, og jeg tudet virkelig, da jeg så det. Det ramte mig på så mange planer, og specielt fordi vi har gennemgået det hele. Opsagt job, solgt hus, tømt ud, pakket og shippet til den anden side af jorden. Taget barn ud af skole, startet barn op i ny skole, med nyt sprog og nye venner. Mand startet nyt job, mig opbygge nyt liv og udfylde dagen. Alt det som dem man så, skal igennem, og har gået igennem. Vi har været der.

Jeg er tosset med Familien “Madsen” – Ditte og Sune og deres to skønne børn – de skal på deres livs eventyr til New York (mega misundelig). Ditte har en blog som jeg har fulgt i lang tid, som hedder Voresvej.dk den handler om deres liv med sønnen Vitus og diagnosen autisme som han fik stillet en helt alm. Torsdag, men som fra den dag af, ændrede deres liv forevigt. Hendes blog handler om alle de udfordringer de møder og hvordan de løser dem, og den er bare så fin.

Ditte “kender jeg” fordi hun er veninder med min veninde Stine og tidl. chef hos Beauty PR. Jeg vidste bare ikke de skulle være med i programmet – jeg fik selv tilbuddet om at deltage, Jeg sagde “JA” men M sagde “NEJ”, jeg ville ha´elsket at være med i det program, men M ville ikke filmes (han er meget privat – det er jeg ikke) på hans livs største og mest skræmmende rejse – og slet ikke hvis det ikke lykkedes, så ville det være for hele danmark at se. Jeg forstår ham godt, men livet er ikke altid perfekt, og det er til tider ret vigtigt at vise i denne polerede verden, med filtre og facetune vi lever i. Men et NEJ vejre mere end et “JA”, så jeg måtte pænt takke nej tak.

På mange måder fatter jeg slet ikke, vi har gjort det – eller nærmere vi har overlevet det. Men man gør jo hvad man skal, specielt når man har børn, så kan man jo ikke bare få et psykisk sammenbrud. Vores familie er blevet testet på punkter vi aldrig har prøvet før – og bliver stadig testet. Der er udfordringer som selvfølgelig også kommer i takt med Bella bliver større – men der er også udfordringer som kommer i dét man er expat familie.

Til tider føler jeg slet ikke, jeg er ansvarlig og voksen nok til at guide et lille væsen igennem denne store forandring, når jeg selv har svært ved at følge med. Bare fordi man er voksen, er det ikke lig med der ikke er 1000 følelser ved at bo på den anden side af jorden. For det er der – for alle!

Jeg tror aldrig det går over, og jeg er heller ikke sikker på Singapore nogensinde vil føles 100% som vores “hjem”.. Men så igen, det gør Danmark heller ikke. Man er sådan lidt imellem alt og det kan godt være rigtig skizofrent.

Savnet til venner og familie er rigtig stort, men man lære at leve med det, når man lever så langt væk. Og heldigvis er der alle de socialemedier som både kan være godt og ondt. Hvis man har hjemve og man ser alle sine veninder er ude og hygge sig, så gør det super ondt. Men det er også dejligt at kunne følge med, så man ikke misser alt hvad der sker. Men man kan godt få FOMO (fear of missing out) gange 1000 og blive en anelse ulidelig over for sin partner, når savnet melder sig. Men så ryster man lidt på skuldrene og samler sig selv op, eller snakker med veninderne der hvor man er. Vi føler alle det samme og oplever alle det samme, så derfor er det også lettere at hjælpe med at løfte humøret.

Finder man nogensinde roen og bliver i ét med sit nye liv? Det tror jeg ikke, men som de sagde i programmet igår “hvis du ikke ændre retning, så ender du dér, hvor du er på vej hen” og det gav så meget mening – det skal man jo også tænke over. Livet bliver hurtigt leverpostejsmadder og pølse på køl. Er det nok i livet? Måske skal man søge grænserne og rykke på dem, føle og mærke, hvad det vil sige at overskride sine egne grænser..!

Mange tror bare fordi man ser billeder fra de varme lande, så lever man i luksus og alt er fryd og gamme – men det er ikke altid sandheden. For en familie betaler virkelig prisen for den måde at leve på, da det tit er lig med, faren eller moren i familien, som er den der hiver pengene hjem, også må arbejde derefter. Man skal jo ikke være matematiker for at gennemskue, den som har fået job i udlandet, har et kæmpe pres på sig – det tænker jeg tit over, når jeg bare har lyst til at skrige af M for hans manglende tilstedeværelse både når han er der, og når han ikke er der.
Der er mange mails og opkalde der skal sørges for, når man arbejder med hele verden, som sin arbejdsplads – og man har ansvar for så mange mennesker, så har man aldrig fri. Jeg tror ikke altid han syntes det er sjovt at have så meget ansvar på sine skuldre, når jeg så står og skriger som en der burde indlægges på den lukkede. Men jeg gør mit bedste – det er bare ikke altid godt nok. Men alle har brug for opmærksomhed, og når man er i underskud, så gør man tossede ting ; )

Bella har aldrig vist tegn på hendes far rejser meget, da jeg altid har været der, og har prøvet at fylde begge roller, hvilket er umuligt. Men det er hun så småt begyndt på, og det er jo noget vi som forældre skal være opmærksomme på, men som nogle gange bare er svært at “tage hensyn til/gøre noget ved” hvis cheferne beordre eller der er brænd et sted, så må der rykkes ud og tit med kort varsel., Men vi prøver så godt vi kan, at lytte og føle efter, hvor hun er og prøve at møde hende og forstå når hjertet gør ondt. Men savn er heller dårligt, det skal bare ikke blive en smerte, og det er tit svært når man bare er 7 år ♥

Jeg har tit lyst til at sige til M, hvor taknemlig jeg er for det liv han har “givet os – og som vi har taget” for det er rigtig fint, og når vi engang sidder i Danmark (eller New York..ønske ønske) så tænker man nok tilbage til den tid, hvor livet bare lige var en tand sjovere og der lige var lidt varmere. Min drømme destination må nok være USA, og nu kan Bella jo tale engelsk, så det er ikke dér udfordringen ligger, det er nok mere dét at starte forfra. Men lige nu er vi i Singapore – og det er der vi lever. Og om få dage er jeg tilbage i varmen og kan snuppe en tur i poolen, så glemmer jeg nok lidt, at Danmark bare er dejligst ; )

Jeg føler så meget med familierne som er med i programmet, og glæder mig til at følge dem, på deres livs sværeste og bedste rejse ♥

XX
R

2 kommentarer

  • C

    Jeg så det også, og sikke et fantastisk program! Jeg er lige flyttet til England som au pair og øv hvor er det hårdt her i starten, men hvor kan jeg bare mærke at det bliver mega godt <3
    Tak for dit indlæg…

    By the way… Tror du ikke at den scene, hvor familien der skal til Thailand siger farvel i lufthavnen er taget om, sådan ægte? Synes virkelig de tog det pænt i hvert fald. Jeg tudbrølede og skulle kun til England – og endda hjem til jul 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Det var et fint program, men at tage til New York med et barn med en diagnose……det ville jeg vaere bekymret for. Jeg haaber det bedste for dem, men systemet herovre er saa vanvittigt. Jeg arbejder med autistiske boern og hold op jeg er glad for det ikke er mit barn der sidder fast i det amerikanske system.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ROAD TRIP // SAVNER JO DEN LILLE MØGUNGE..