NÅR PLANERNE BLIVER ÆNDRET.. Som jeg har skrevet før, så skulle Bella flyve til France med nogle
Se næste indlæg >
HAPPY BIRTHDAY TO ME..
FØS´DAG´s TYPEN Jeg har været lidt stille på bloggen den seneste uge, og har derfor ikke fået sagt jeg havde fødselsdag i Mandags.. Jo jo. 34 år gammel er jeg nu blevet… Hold da fast en alder, og nu er det bare ned ad bakke her fra ; )
Ej, jeg er sgu ret godt tilfreds med min alder, det er mere min slappe hud, jeg er lidt trist over. Men det er nok mest min egen skyld og min svage rygrad. Nutella burde altså være en grøntsag..!
Ej, jeg har virkelig haft ramt et lille hul i jorden denne uge, og det gik nok mest op for mig i lørdags, da mine søde veninder fejrede mig, og var kommet med tapas og kage. At selvom jeg sad der, blandt mine yndlings piger, så følte jeg mig så enormt ensom. For jeg vidste, at for første gang, der skulle jeg fejre min fødselsdag helt alene og uden M i 10 år. Det er altså virkelig mange hunde år, hvis man tæller sådan.
Jeg har ærligt troet, jeg kunne undvære ham i over en mdr. og slet slet ikke trække en mine, og i min verden tænkt, det ville blive piece of cake, og meget nemmere for mig end for ham. Men når man vågner alene på sin fødselsdag, all by my self, og pladsen ved siden af en, den stadig er redt med sengetæppe und allez, fordi ingen bevæger sig over på den side, så strømmer følelsen af ensomhed og savnet til sin kæreste virkelig over en. Også selvom jeg både fik sms´er, opkald, lounge møbler til terrassen OG en kurv fyldt med blomster og goodies sendt til min hoveddør.. Spiste morgenmad med en af mine yndlings veninder, så var jeg bare ENSOM. Tanken om, at Bella skulle forlade mig, og mine veninder nu også ville drage på ferie, hvis de ikke allerede sad i Grækenland, ramte mig, som et stykke RAW chokoladekage lander i maven. TUNGT og meget meget HÅRDT.
Der er også flere ting i det, der er en masse små ting der er sket, som bare har taget mit hjerte ud på en de-tour, hvor jeg ikke har kunne finde ro i den situation. Man vil jo aldrig få en følelse af, man bliver valgt fra – og helst også altid være dén, der står øverst på en invitationsliste, når der skal være fest. Men sagen er den, når man rejser til udlandet, så bliver man til tider glemt ( af nogle) og det kan gøre så hjertens ondt, og meget mere på mig, end på den der har “gjort” det.. og hvor den anden slet ikke ved, hvor inderligt de har såret en. Men det rammer bare tusinde gange så hårdt, også fordi, man er den der er så langt væk – og alle andre, de lever bare videre.
Det er min første sommer som expat-wife, og jeg har sgu nok ikke kalkuleret, det ville være så hårdt at skulle leve på denne måde “staying together – but living apart”.. Frygten er jo, at M nu kommer hjem og siger, han har haft den bedste sommer EVER, og han ikke syntes jeg skal følge med til Singapore, for jeg er et brokhovede og en nasse røv 🙁
Det håber jeg selvfølgelig ikke, da jeg jo meget gerne vil være der, hvor han er – og hvor vores familie er. Men jeg må være ærlig at sige, at jeg flere gange i mine psykose dage, tænkte, jeg ikke kunne leve på denne måde mere. 2 steder, som ikke er ens “hjem” – selvom dét er det jo. Men så alligevel ikke.! Kan et midlertidigt hjem, komme til at føles som “HOME” jeg ved det ikke, og slet ikke lige nu, hvor jeg er mega tudefjæs. Jeg har grædt så meget for mig selv, at M spurgte i telefonen om jeg var ved at blive syg, da jeg snøftede så højt. Selv Bella fangede mig i at små tude, og det dutter jo bare ikke.. Hun var så sød, og følge mig ud på badeværelset og gav mig tips og tricks til, hvad jeg skulle gøre ved mine røde øjne, så ingen kunne se, jeg havde grædt ♥ Min wingman.
Mon hun også holder mit hår, en dag, når vi skal i byen sammen? ; )
Hende kan jeg regne med – og en anden ting man kan regne med, det er, man ikke ved hvordan og hvad der kommer til at ske. Og hvor eventyret ender. Lige nu, vil jeg i hvert fald bare nyde, der er 31 grader i france og solen skinner.
Så må resten følge med ♥
HAPPY B-DAY TO ME
Hilsen tudeprinsessen – det er mig ; (
Varmt tillykke med dagen! Nu har jeg været 34 år i 2 måneder, og jeg synes sgu egentlig det er en meget fed alder! 😀
Jeg plejer aldrig at kommentere, da jeg mest læser med på mobilen på vej til arbejde og ikke har ro til det, men nu har det her indlæg altå ramt mig lige i hjertet, for jeg kender det alt for godt. Jeg er ikke expat wife, jeg var bare en skør rejselysten teenager, der stak af til Spanien en uge efter jeg blev student, og så bare lige blev der 15 år (and still counting). Det er fedt at opleve et nyt land på den måde, men hvad man ikke regner med er alt det følelsesmæssige baggage man lige pludselig render rundt med. Ikke bare savnet af dem derhjemme, men også skyld over ikke at være der og ensomheden ved at se at deres liv fortsætter som om intet var hændt og at man ikke er så uundværlig som man gerne ville tro. Det var svært at forklare mine spanske ekskærester hvorfor jeg pludselig kunne blive meget trist og følsom – jeg beskrev det som at mit følelsesmæssige og sociale sikkerhedsnæt var væk, men de troede vist nok at det bare var en neurotisk kvindeting alligevel.
Jeg kan ikke sige præcis hvornår det blev bedre, men det gjorde det altså… Man vænner sig til alt og bliver stærkere af det. Der er selvfølgelig også rigtig mange positive ting, og jeg fortryder ikke min beslutning, men jeg kender godt det der med at det er hårdere end det ser ud udefra… Og det kan være svært at få sympati for de hårde sider, for “du kan da bare komme hjem” eller “ej, du er da bare heldig, det er jo dårligt vejr her”. Så det jeg egentlig bare ville sige er at du ikke er alene med de følelser, og at jeg egentlig tror at de er helt naturlige, selv om det kan være svært for ande at forstå og man godt kan føle at det er en selv der er noget galt med. Det er det ikke, vi er sgu bare mennesker.
Kram fra et tog i Madrids morgenmyldretid (hold nu op med at skubbe, people!!)
Louise