CHANGE OF PLANS..

HAPPY BIRTHDAY TO ME..

FØS´DAG´s TYPEN Jeg har været lidt stille på bloggen den seneste uge, og har derfor ikke fået sagt jeg havde fødselsdag i Mandags.. Jo jo. 34 år gammel er jeg nu blevet… Hold da fast en alder, og nu er det bare ned ad bakke her fra ; )

Ej, jeg er sgu ret godt tilfreds med min alder, det er mere min slappe hud, jeg er lidt trist over. Men det er nok mest min egen skyld og min svage rygrad. Nutella burde altså være en grøntsag..!

Ej, jeg har virkelig haft ramt et lille hul i jorden denne uge, og det gik nok mest op for mig i lørdags, da mine søde veninder fejrede mig, og var kommet med tapas og kage. At selvom jeg sad der, blandt mine yndlings piger, så følte jeg mig så enormt ensom. For jeg vidste, at for første gang, der skulle jeg fejre min fødselsdag helt alene og uden M i 10 år. Det er altså virkelig mange hunde år, hvis man tæller sådan.

Jeg har ærligt troet, jeg kunne undvære ham i over en mdr. og slet slet ikke trække en mine, og i min verden tænkt, det ville blive piece of cake, og meget nemmere for mig end for ham. Men når man vågner alene på sin fødselsdag, all by my self, og pladsen ved siden af en, den stadig er redt med sengetæppe und allez, fordi ingen bevæger sig over på den side, så strømmer følelsen af ensomhed og savnet til sin kæreste virkelig over en. Også selvom jeg både fik sms´er, opkald, lounge møbler til terrassen OG en kurv fyldt med blomster og goodies sendt til min hoveddør.. Spiste morgenmad med en af mine yndlings veninder, så var jeg bare ENSOM. Tanken om, at Bella skulle forlade mig, og mine veninder nu også ville drage på ferie, hvis de ikke allerede sad i Grækenland, ramte mig, som et stykke RAW chokoladekage lander i maven. TUNGT og meget meget HÅRDT.

Der er også flere ting i det, der er en masse små ting der er sket, som bare har taget mit hjerte ud på en de-tour, hvor jeg ikke har kunne finde ro i den situation. Man vil jo aldrig få en følelse af, man bliver valgt fra – og helst også altid være dén, der står øverst på en invitationsliste, når der skal være fest. Men sagen er den, når man rejser til udlandet, så bliver man til tider glemt ( af nogle) og det kan gøre så hjertens ondt, og meget mere på mig, end på den der har “gjort” det.. og hvor den anden slet ikke ved, hvor inderligt de har såret en. Men det rammer bare tusinde gange så hårdt, også fordi, man er den der er så langt væk – og alle andre, de lever bare videre.

Det er min første sommer som expat-wife, og jeg har sgu nok ikke kalkuleret, det ville være så hårdt at skulle leve på denne måde “staying together – but living apart”.. Frygten er jo, at M nu kommer hjem og siger, han har haft den bedste sommer EVER, og han ikke syntes jeg skal følge med til Singapore, for jeg er et brokhovede og en nasse røv 🙁

Det håber jeg selvfølgelig ikke, da jeg jo meget gerne vil være der, hvor han er – og hvor vores familie er. Men jeg må være ærlig at sige, at jeg flere gange i mine psykose dage, tænkte, jeg ikke kunne leve på denne måde mere. 2 steder, som ikke er ens “hjem” – selvom dét er det jo. Men så alligevel ikke.! Kan et midlertidigt hjem, komme til at føles som “HOME” jeg ved det ikke, og slet ikke lige nu, hvor jeg er mega tudefjæs. Jeg har grædt så meget for mig selv, at M spurgte i telefonen om jeg var ved at blive syg, da jeg snøftede så højt. Selv Bella fangede mig i at små tude, og det dutter jo bare ikke.. Hun var så sød, og følge mig ud på badeværelset og gav mig tips og tricks til, hvad jeg skulle gøre ved mine røde øjne, så ingen kunne se, jeg havde grædt ♥ Min wingman.

Mon hun også holder mit hår, en dag, når vi skal i byen sammen? ; )

Hende kan jeg regne med – og en anden ting man kan regne med, det er, man ikke ved hvordan og hvad der kommer til at ske. Og hvor eventyret ender. Lige nu, vil jeg i hvert fald bare nyde, der er 31 grader i france og solen skinner.

Så må resten følge med ♥

 

HAPPY B-DAY TO ME

Hilsen tudeprinsessen – det er mig ; (

11 kommentarer

  • Louise

    Varmt tillykke med dagen! Nu har jeg været 34 år i 2 måneder, og jeg synes sgu egentlig det er en meget fed alder! 😀

    Jeg plejer aldrig at kommentere, da jeg mest læser med på mobilen på vej til arbejde og ikke har ro til det, men nu har det her indlæg altå ramt mig lige i hjertet, for jeg kender det alt for godt. Jeg er ikke expat wife, jeg var bare en skør rejselysten teenager, der stak af til Spanien en uge efter jeg blev student, og så bare lige blev der 15 år (and still counting). Det er fedt at opleve et nyt land på den måde, men hvad man ikke regner med er alt det følelsesmæssige baggage man lige pludselig render rundt med. Ikke bare savnet af dem derhjemme, men også skyld over ikke at være der og ensomheden ved at se at deres liv fortsætter som om intet var hændt og at man ikke er så uundværlig som man gerne ville tro. Det var svært at forklare mine spanske ekskærester hvorfor jeg pludselig kunne blive meget trist og følsom – jeg beskrev det som at mit følelsesmæssige og sociale sikkerhedsnæt var væk, men de troede vist nok at det bare var en neurotisk kvindeting alligevel.

    Jeg kan ikke sige præcis hvornår det blev bedre, men det gjorde det altså… Man vænner sig til alt og bliver stærkere af det. Der er selvfølgelig også rigtig mange positive ting, og jeg fortryder ikke min beslutning, men jeg kender godt det der med at det er hårdere end det ser ud udefra… Og det kan være svært at få sympati for de hårde sider, for “du kan da bare komme hjem” eller “ej, du er da bare heldig, det er jo dårligt vejr her”. Så det jeg egentlig bare ville sige er at du ikke er alene med de følelser, og at jeg egentlig tror at de er helt naturlige, selv om det kan være svært for ande at forstå og man godt kan føle at det er en selv der er noget galt med. Det er det ikke, vi er sgu bare mennesker.

    Kram fra et tog i Madrids morgenmyldretid (hold nu op med at skubbe, people!!)

    Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke May

      Hej Louise,

      Mange mange tak for din besked, den betød meget meget mere end du aner. Jeg er dig evig taknemlig for, at du tog dig tid til at sende mig en tanke, og åbne mine øjne lidt. Det er en følelse af ensomhed, som kan strømme ned over en – og den kommer snigende uden den varsler. Mit humør kan skifte på 0 comma 5, og tilbage med lynets hast.

      Jeg håber jeg finder balance, det er bare “A new kinda normal” ; )

      Kys og tak for tanken ; )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    ❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er så blevet 40. Vågnede alene og single as fuck. Ingen børn, ingen happy birthday og ingen gaver.
    Og jeg overlevede sgu alligevel og havde en skøn dag med veninder.
    Så – jeg forstår hvordan du har det og kan også sige, at selv hvis det værste skulle ske, så klarer du den alligevel.
    Dont worry og tillykke ! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • My

    Åhhh altså dit lille tudefjæs 😘😜💕
    Det er sgu da mega fedt, at du ved hvor dit hjerte høre til. Ude godt, hjemme bedst -i dit tilfælde- hvor din familie er, uanset hvor de er ❣
    Nogle gange skal vi bare møjes heeeelt ned i mudret, for at indse, at vi har alt det vi gerne vil have.
    Møs & Kram fra Fyeeeen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stein

    Vi GLÆDER os så meget til du kommer HJEM til Singapore ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Uhh den følelse kender jeg godt. Jeg flyttede fraden ene dag til den anden fra trygge fyn til nye fede og ukendte Kbh. Nye venner, nyt job og masser fede oplevelser. (Ret kortere flytning end Singapore men stadig samme følelse) Men har aldrig været så trist og ensom som de to første år der, selvom jeg var omgivet af en masse nye venner dagligt. Fik mavepine og var konstant trist. Besluttede at flytte tilbage til fyn og samme weekend det sku ske mødte jeg så min kæreste, og endte med at blive. Og nu 11-12 år efter er sjælland efterhånden blevet basen. Så tror aldrig man slipper af med hjemveen og savnet til de tidligere trygge rammer, uanset om det er flytning til nabobyen, udskiftning af kæresten, eller flytning til et andet land. Vi glemmer nogle gange at se frem i stedet for tilbage. Om 10 år drømmer du dig sikkert tilbage til den fedeste tid i Singapore, med en masse kvalitid med din datter og så er det stedet/tiden der giver dig hjemve. Tanker til dig ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke May

      Shit det kan jeg godt sætte mig ind i, der er sateme også bare langt fra Fyn til København. På flere måder. Husker tydeligt da jeg flyttede de til for 10 år siden.. Det var altså bare et liv i overhalingsbanen gange 1000. Jeg var tit i KBH med arbejde, men jeg var også utroligt glad for at komme hjem til Nyborg eller Odense igen. De spiste både Sushi og økologisk i den storby, alt for smart for mig, så vi rundede altid Mac D når vi vendte snuden hjem ad ; )

      Men man vænner sig hurtigt til, at livet bliver ændret og man glemmer det der var før. Denne sommer har virkelig ramt mig, mest fordi jeg har skulle holde ferie uden M, men også fordi man er lidt hjemløs og rodløs. Selvom vi nu har en lejlighed – men det er bare ikke det samme. Alle ens venner lever deres liv, og det kan man jo ikke fornægte dem i. De har også deres familier de skal passe. Men det er meget nyt at føle sig fremmed i sit eget land og liv.

      Næste år der skal der klart laves andre planer og måder at holde ferie på, for savnet er alt alt for stort ; (Håber man en dag finder sig til rette i sit eget skind.

      Tak fordi du sendte mig en tanke.

      Knus
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CHANGE OF PLANS..