STILL HERE…

Jeg er i live.. Bare rolig. Og hvis i nogensinde bliver i tvivl, så kan I altid lige tjekke på Insta @Rikkemay – der kan i se “Proff of life”. Men vi har ikke noget internet (whaaaat) og vi har heller ikke noget TV (Whaaaaat) Så jeg er lidt presset på net fronten kan i nok forstå. Dog har jeg DVD og 10 sæsoner af CSI så jeg er all good ; )

Mit jetlag har egentlig være okay, jeg har ikke været “så” ramt igen. Er gået i seng omkring kl 21.00 og vågnet kl 5.30 så jeg har da fået min prinsesse søvn.

Vi ankom i Søndags til en lejlighed der bare spillede MAX. Min veninde Nanna og min mor havde virkelig været så dygtige og søde, og ordnet ALT for os. Jeg sidder nu i min morgenkåbe og reflekterer over, hvor meget det bare har betydet for mig, og for “os” som familie, at vi kan komme hjem til denne lejlighed, som rummer så meget af vores liv, som et “home away from home” kan gøre. Da det virkelig er “hårdt” at være hjemme, for man vil så gerne det hele og man vil gerne se alle. Men det kan ét menneske altså bare ikke. Og det er specielt hårdt, når folk bliver skuffet ;(

Jeg ville gerne være alle steder, men det er bare ikke fysik muligt. Selv min bror ved jeg ikke hvornår jeg skal nå at se, og jeg har enda lavet et skema over hele ugen, så jeg kan få presset så mange ind som muligt. Men alle har planer da det er påske, og jeg kan bare ikke altid tilpasse mig alle andres planer. Jeg er ikke en blæksprutte.

Men men men, i alt mit selvynk, så kan jeg jo glæde mig over, jeg kan nyde dette sted og lukke røven og holde min kæft, da der foregår mange flere forfærdelige ting i verden end min kalender der ikke vil gå op og kaffe aftaler. Men nogle gange kan man jo ikke gradbøje livet, man har nok en tendens til at stå med fingeren i sin egen navle, og alt hvad der sker andre steder – det sker hos “naboen”..

Men jeg skal være helt ærlig og sige, da vi landede i Frankfurt søndag morgen kl 5.30 og der blev fundet et stk Delsey kuffert, præcis samme kuffert som min, bare i håndbagage str. lige hvor vi kom og skulle igennem security, Og flere politimænd med maskinegevær gik fuldstændig i panik, fik afspærrede hele området og vi blev skubbet igennem security – og derefter 4 forskellige tjek. Der blev jeg altså bange. Og det sker sjældent, men når man står der med sit bedste guld, og her mener jeg ikke mine smykker. Men når man står og kigger på sin datter, med den pæneste fletning og sit stiveste puds. Så mærker man altså hjertet helt oppe i halsen. Jeg fik bare en fornemmelse af, at der ville ske noget, og skal jeg være helt ærlig, så troede jeg faktisk den kuffert ville sprænge, jeg havde sådan et panisk billede på nethinden, at nu skulle vi dø ; (

Det var så forfærdelig en oplevelse, og totalt overdramatisk. Det virker måske ikke af meget. men det gjorde, at mine øjne blev åbnet for, at alt det frygt og rædsel vi har set på TV de sidste 8 mdr. af hvad der sker i Europa. Det er slet slet ikke slut. It´s only the beginning.

Vi blev tjekket så meget, at Jeg er helt overbevist om, at de har set min Vajayjay fra alle vinkler. Og det er sgu skræmmende. Altså ikke min vajayjay, men tanken om, hvor vi står nu. Vi er jo i panik, og man kan tydeligt mærke, at det er sikkerheden også.

Den eneste grund til at M er med hjemme, er fordi han skulle hjem til en af sine årlige topmøder med firmaet, hvor alle de øverste chefer sidder rundt om et bord, og bliver enige om, at de gør det skide godt.. ; ) Ej, det var strengt… Below the belt Riksen.. Men de mødes over 3-4 dage, og gennemgår året, og hvad der har været godt og hvad der skal ændres på. Plus en hel masse vin er jeg sikker på. Det er meget godt, for M har rigtig meget jetlag, så han får ikke set meget af “free flow” bar, de som regel har.

Men firmaet han arbejder for er fra Brussels, og har hovedkontor der, så de kunne lige så godt have skulle mødes der, men i stedet er de alle mødtes i Geneve – men de øverste øverste chefer er fløjet derfra tidligt om morgenen. Så da jeg vågnede og så disse informationer på nettet, der gik jeg helt i panik, for i et split sekund, kunne jeg faktisk ikke huske hvor han var. Det er en “krigsskade” når man lever sammen med en der rejser meget, så mister man overblikket, over hvor i verden de er. Der er heldigvis ikke sket noget med dem. Men det er der jo med så mange andre… (!) Verden er et grumt sted.

Mit hjerte blødte så meget igår for alle de mennesker, som har mistet og som er i landesorg. Jeg er ikke sikker på, jeg overhovedet har lyst til at komme hjem til DK igen, for her sker simpelthen for meget, og jeg tror, det her kun er starten. Desværre.

Den er svær at runde af, med en postitiv besked – men man skal nyde livet, for det er sgu kun til låns.

Kys fra Havnen

XX
R