THIS GIRL IS ALRIGHT // STATUS 4 ÅR..

Hvert år den 3 Feb. Der skriver jeg altid et “status” update indlæg. (HER 2015, HER 2014 og HER 2013) For Jer der ikke har læst om den dag, mit liv aldrig blev det samme, kan I finde det HER. Det har altid handlet om, mine skavanker og udfordringer i min hverdag, og hvor svært det er, som trafikoffer (hader det ord) at leve med de skader, en ulykken giver en.

Det er stadig super svært, og jeg har de samme udfordringer, men den 3 Feb. 2016 er jeg mentalt, psykisk og personligt, bare nået så meget længere. Min sygdom definerer mig ikke længere, og det gør mig ikke til dén Jeg er. Men det er nu blevet en del af mig, og på mange måder, noget jeg slet ikke ville være foruden. Det lyder skørt, men jeg har lært så meget om mig selv, og om ens nære familie – både på godt og ondt. Det er ikke altid rart, at finde ud af, at de tætteste på én, ikke kan rumme opgaven og realiteten, at jeg har haft det rigtig svært. Og hvad gør man så med den følelse? Skal man vælge at tænke “hvis den der er tættest på mig, ikke kan være der for mig, når jeg har mest brug for det, hvad skal man så stille op?” Eller skal man prøve at forstå vedkommende.. Det er i sig selv, og en kæmpe udfordring, som er rigtig hård at kæmpe med. Men vi er ikke alle ens, og nogle kan håndterer sygdom, og andre kan ikke – man gider heller ikke, blive en ridset plade. Ingen gider at høre på elendighed og destruktive tanker. Som man ærligt får/har, når man prøver at kæmpe sig tilbage til livet.

Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde mistet tænder og lemmer, for så kunne folk forholde sig til den sygdom, jeg har kæmpet med. Men når man ikke kan se den, så er det rigtig svært – og jeg er af natur, et stædigt rad. Så når jeg viser mig stærkere end jeg faktisk har følt mig, så kan andre ikke forstå, at man så kan have dårlige dage, og nogle gange, tage flere skridt baglæns – for nu gik det jo så godt!

Men jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg er der hvor jeg skal være. Jeg kan rumme min ulykke, og jeg bliver ikke længere så ked af det, når jeg tænker på det. Der er ingen tvivl om, jeg har de samme udfordringer, men jeg har lært at sige STOP, sige fra, og give mig lov til, at være den jeg er. Jeg er ikke længere på jagt efter “det der var engang” For det har jeg nu indset, at det kommer aldrig tilbage. Jeg har nok bildt mig selv ind, at jeg havde accepteret det – men først nu, hvor jeg virkelig tænker tilbage, så har jeg nok aldrig rigtig indfundet mig med det – og det har måske været min egen hæmsko. Men balancen er der, og det går den rigtige vej.

På mange måder, har det virkelig hjulpet mig, at jeg er kommet væk fra Danmark. Jeg er kommet væk fra presset i hverdagen – og jeg er kommet ud af systemet. Det har bare betydet så meget, at jeg ikke hele tiden har været mærket “syg” og skulle genfortælle min historier “over and over again”. Det bliver lidt tungt i længden, det kan jeg mærke, og det har hele tiden gjort, at jeg blev nødt til, at tage stilling til, hvor og hvordan jeg havde det “I dag”. Herude, der har jeg sådan lidt “glemt” at tage stilling til det hver dag – og det har rykket mig rigtig meget. Jeg tror ikke på, det er sundt, at pille i sin egen navle – for man kan ikke gøre fra eller til.. Man kan bare kun “være”.

Alle omkring mig, har glemt denne dato, og det er også helt okay. Men hvert år, der fejrer jeg, at jeg er her til at se dagens lys. Jeg er her til at kysse Bella godnat hver aften, og jeg er her til at nyde livet. Og det har jeg tænkt mig for fuld speed, og i overhalingsbanen. Intet mindre kan gøre det, når jeg har fået en chance mere.

Det har været pisse hårdt, og jeg ønsker det ikke for min værste fjende, men jeg vil heller ikke være det foruden.

It´s all gonna be okay.

2016 bliver mit år, det kan jeg mærke ♥

XX
R