VI ER BARE MENNESKER..

(Faren er i Tokyo – og moren er meget træt. Ja, jeg glemte…brødet, og ungen nægtede (sjovt nok) at spise sin morgenmad… Sippe ♥ #perfektudenfilter)

Sponsoreret af Ford C-MAX: Livet er aldrig, hvad det ser ud som på de socialemedier. Det har jeg skrevet om før flere gange. Og det er slet ikke uden udfordringer, når man er en børnefamilie. Der er flere ting der skal gå op i en højere enhed. Jo flere børn, jo mere planlægning. Jeg undre mig tit over, hvordan kvinder som jeg følger på facebook, både når at bage langtidshævet boller, flette hår på deres pigebørn, træne, har flawless hår og altid har det perfekte tøj på, hvordan de når alt det, bare på 24 timer. Hvordan får de deres dag til at hænge sammen..? Jeg når dårligt i tøjet, og mit hår er som regel altid fedtet. Jeg har bestemt ikke nået at bage boller, og træning er en by i rusland.

Mit voksne liv har altid omhandlet biler, og det siger jeg, på den mindst Brian agtige måde. Eller i hvert fald, fra da jeg fyldte 18. Så kan det godt være, at det tog mig over et år at få taget mit kørekort, og jeg dumpede én gang til køreprøven. Men jeg kom, jeg så og jeg sejrede. Og fra den dag af, var det som om, man ikke kunne gå tilbage til dagene før kørekort og bil.

Da jeg blev 22 fik jeg jobbet som kørende sælger hos DAY, og det betød, at man skulle have sin egen bil, så man kunne komme rundt og besøge kunderne. Jeg havde Fyn/Jylland og noget af Sjælland. Så ret hurtigt, kom der mange kilometer på tælleren. Jeg havde ikke regnet med, at starten på mit arbejdsliv – også ville blive resten af min karrierer. Men det blev det. Kærligheden for friheden på vejen, gjorde at kørende sælger, blev mit karrierervalg. En bil er ikke kun et transport mulighed, det er også lige med frihed. Friheden til at køre derhen hvor man ønsker. Ikke skulle vente, og ansvar over eget liv, tid og muligheder.

Hold fast, jeg har haft nogle af de sjoveste momenter i min bil. Roadtrip fra Kbh til Skanderborgfestival med pigerne. Med oppakning, godt humør og super musik. Med overgearet stemning og udsynet til nogle “epic” dage. At turen retur der fra, så var noget anderledes, og en anelse mere stille, det behøver historien jo ikke at melde noget om ; )

Eller da jeg ventede mig, og jeg havde parkeret bilen i FIELDS, og var sikker på, jeg kunne huske hvad etage jeg havde smidt dyret på. Det kunne jeg så ikke. Det var december, det var 2 uger før jul. Det var kaos, og jeg var på grådens rand. Efter 1 time måtte jeg ringe til M tudende i telefonen – og på bedste mande manér, fik han sagt “jamen, hvad har du tænkt dig, Jeg skal gøre“… En eksplosion var tæt på at kulminerer grundet hans dumme kommentar. Måske ikke den rette sætning man skal bruge til en gravid, hysterisk (sulten) kvinde.. Han sagde, jeg måtte gå rundt ved alle bilerne, og trykke på fjernbetjeningen, og så måtte jeg da på et eller andet tidspunkt, finde den (skide) bil. Det gjorde jeg så også. Efter 1 1/2 time, sad jeg hulkende bag rettet, på vej hjem, med alle mine julegaver, helt opløst, oppustet og udmattet – Dagen efter fødte jeg Bella. Jeg skylder stadig skylden på min yderst stressende parkerings situation dagen før. #graviditetshjerne

Jeg glemmer heller aldrig, da jeg skulle føde, og jeg havde så mange veer, og det eneste jeg bad M om var at putte en masse puder ned i bilen, så jeg havde noget at støtte mig op af, og som kunne virke som et lidt blødere underlag, for min noget overbelastede korpus. Da jeg kommer ned i bilen, og skulle fra bryggen til hvidovresygehus, syner der 4 slatne pyntepuder – det var, hvad han havde kunne præsterer.. Som I det var hans eneste opgave.. Alt andet, stod jeg jo ligesom for.. Der tror jeg, jeg fik sendt nogle meget lidt rare blikke hans vej, men vi bumlede derud ad de næste 11 km. Jeg var faktisk så tæt på, at føde i bilen, noget som jeg havde været så bange for – eller rettere, jeg havde været ekstremt bange for at skulle føde derhjemme i vores nye elevationsseng… M havde været bange for, jeg ville føde i hans nye bil.. Det skete dog ikke, og vi nåede frem til hospitalet i tide. 2 timer senere var det hele dog glemt, og vi kunne tage vores lille “første pilot” med hjem i hendes katapultsæde, uden nogen nærmere “skade” på hans bil ♥

For mig er afstand ingen forhindring. Jeg har tit kørt fra fyn til Lyngby, og fra Lyngby tilbage til Fyn, for så 3 timer senere at køre retur til Bryggen, når M fik fri (dette er before kids) – bare på én dag. Jeg elsker at køre bil, og det er her jeg finder min frihed. Jeg er vokset op med bilferier til Gardasøen – og dengang, der var der altså ikke GPS. Hold fast nogle ture mine forældre tog sig, når min mor skulle styre landkortet. Jeg fatter ikke, hun ikke bad om at blive sat af. For min far havde minus tålmodighed, overfor hendes (okay manglende) stedsans. Så mens vi sad pænt på bagsædet og spillede gameboy, og næsten ikke trak vejret, for i min fars bil, der måtte man hverken drikke eller spise, det kunne man gøre, når man ramte rastepladsen – så sad de på forsædet og råbte af hinanden.. Ohhh de gode minder fra den tyske autobahn..

Bella og jeg, har altid brugt mange timer sammen i bilen, specielt når vi fartede fra københavn til fyn, og det gjorde vi ret ofte, da hun var lille. Hjem til mormor og morfar, når far var ude og rejse. Min far har altid grinet af, at min bil lignede en skraldespand. Det syntes jeg nu ikke den gjorde, men den var måske ikke den reneste på vejen. Men en skraldespand var den ikke. Nuvel, der var mariekiks klemt ned mellem sæderne, og Bella havde presset rosiner i alle tænkelige sprækker i sin autostol. Der var ostehaps på vinduerne og leverpostej på sæderne. Men ellers var den nu meget fin. Organiseret rod, som man siger ; )

Da Bella var ganske lille, og jeg stadig havde hende i den autostol, hvor man bærer rundt på dem, så ens krop bliver helt vind og skæv. Altså den lille “lette” version af en autostol. Da hun var lille, da var jeg meget alene, for M havde lige startet kontor i Stockholm, så jeg måtte gøre mange ting selv. Og nogle gange, kan en førstegangsmor altså godt være rigtig træt, kun med 2 timers søvn på skjoldet. Så da jeg skulle putte dette lille menneske ind i vores bil, får jeg lagt mine nøgler på sædet, og sat hendes stol ovenpå dem. Det jeg bare ikke hørte var, at bilen låste sig. Efter flere minutter, hvor jeg havde kæmpet med selen, som 14 gange skulle vikles rundt om den stol, får jeg hende endeligt spændt fast. Jeg smækker døren, går rundt til førersædet, og indser til min skræk, at mit afkom, nu er låst inde i bilen, og jeg ingen ekstra nøgle har, da jeg nu både er låst inde i vores parkeringskælder og ude af vores bil..!!

Jeg kigger på min telefon og jeg har 20% strøm tilbage (rend mig i….). Jeg går fuldstændig i panik, og overvejer at tage noget hårdt og smadrer ruden med. Men tænker at larmen fra det, ville gøre hende ekstremt bange, og fornuften kommer tilbage. Får panisk skrevet til M at han måtte skynde sig hjem, da jeg havde låst Bella inde i bilen, jeg havde ingen strøm på min telefon og kunne ikke komme ud af P-kælderen…!! Efter 30 min står han helt svedig i kælderen, med en ekstra nøgle, og i mellem tiden, er ungen selvfølgelig faldet i søvn. Alt i mens jeg har rendt rundt som en hovedløs kylling. Det vigtigste var, at hun ikke havde taget skade – eller havde fået iltmangel. Lad os bare sige. Dette skete IKKE igen. ; )

Det jeg savner allermest her i Singapore, er klart min bil. Jeg har levet et liv, hvor 15 af de år har været med bil – og muligheden for, at køre derhen, hvor mit hjerte lystede. Det kan jeg ikke her. For vi har ærligt slet ikke råd til at have en bil her. De koster ca. mellem 13-25 tusinde at leje om mdr. og der taler vi ikke om en sportsbil. Men en helt almindelig praktisk bil. Det budget har vi ikke til rådighed. Så det bedste jeg ved, når jeg er hjemme, er at min bil står og venter på mig. Så er der ingen bånd der binder mig. ; )

Man undervurderer virkelig friheden i at kunne sætte sig ind i sin bil, og lade sig fører sikkert derhen, hvor ens veje tager en. Da jeg så denne Ford C-MAX reklame, fik det mig til at tænke på, at vi alle går og får sådan lidt pres, når vi tjekker updates på de socialemedier, og til tider, nok får lidt mindreværd over ens manglede evne, til at være lige så hip, cool og overskuds agtig, som alle ens andre venner. Men bag facaden og de utallige filtre, så er vi nok allesammen meget ens. Og overskud kan ikke købes på glas, men kærlighed kan fåes i uanede mængder, også selvom vi ikke helt perfekte ♥