ER JEG NORMAL??

 

Noget vi mennesker så tit prøver på, er at passe ind. Vi vil så gerne være ‘vores egen’ men stadig passe ind i kasserne. For så meget skal vi heller ikke stikke ud. Jeg elsker dog, når nogen viser at de også bare er mennesker – som Tine Strange har gjort i sit indlæg i dag ‘Om at sige det som det er’. Det ramte mig lige i hjertekuglen, og satte en masse tanker igang.

Noget som er en ‘ond djævle i mit sind’ er når jeg scroller igennem instagram, og misunder  alle de tøser jeg følger derinde, som altid ser flawless ud, og aldrig ligner nogen, der er oppustet fordi de har ‘gæster fra rødby’, eller bløder igennem deres pilatestøj (LÆS HER). Men mere nogle der har fået en tarmskyld inden de gik ud af døren, med deres perfekte smoothie i hånden, og altid fremviser en flad mave – og ingen væske i benene har. (skulle hilse at sige ‘hej hej varme’ og hævede ben 24/7 i singapore – pik og patter).

Har de mon aldrig tider, hvor de bare hader deres kæreste, og barnet er en snotunge.? Har de aldrig en dårlig hårdag, og dage hvor de bare føler sig uduelig til alt hvad de foretager sig..? Har de bare altid perfekt tøj, træningsrutiner og spiser RAW til frokost. Går de aldrig i joggingtøj fra BILKA fordi det var billigt, og behageligt – måske ikke det pæneste, men det var flexi nok til, at der var plads til et stykke kage. Har de bare altid den pæneste hud, og byens bedste personlige træner?

Hvor er det normale henne? Og hvem er normal – og findes det overhovedet? Jeg har selv så mange kampe, jeg dagligt kæmper med mig selv, og jeg er og bliver min værste fjende. Nogle gange ville jeg ønske, jeg var lidt sødere ved mig selv. Men måske er jeg også bare menneske.?

Jeg er specielt virkelig følsom, efter vi er flyttet. Og jeg tror mit særlige sensitive gen er ekstra alert herude. Jeg er hele tiden i tvivl om folk synes jeg er sød nok, og om JEG er god nok til at være deres veninde. Jeg er ikke vant til at skulle sælge mig selv, derhjemme ved mine veninder hvem jeg er, og jeg er ikke på glatis, som jeg virkelig føler mig herude. ; (

Det er ekstremt hårdt for mit hovede, som ikke kan klare helt så meget, som det kunne engang. Og jeg bliver meget hurtigt udkørt, da jeg bruger så meget energi på, at være den bedste side af mig selv, for hvem vil ikke altid gerne sælge sig selv, som den bedste udgave der findes?

Tine sagde noget rigtig klogt i hendes indlæg (HER)

Jeg søgte en stilling, men havde glemt at overveje om jeg faktisk kunne se mig selv i stillingen fremfor at prøve at være dén stillingen krævede.

Jeg prøver ikke at være noget, som jeg ikke er herude, men jeg prøver at være den bedste side af mig selv, og måske man så prøver for hårdt.? Kan man prøve for hårdt? Jeg prøver ikke på at være venner med alle, men jeg prøver på at være gode venner med dem jeg ser et match med. Men måske dem jeg gerne vil være veninder med, ikke ser et match i mig ; ( Det kan man jo ikke vide – og tiden vil kun vise, i det her ‘speed dating game’. Måske jeg bliver stemt af øen, måske jeg får lov at blive.

Jeg er hvem jeg er, og jeg kan ikke være andre. Det er jeg desværre for meget mig til at være, og alt for stædig til at skulle udgive mig for at være bedre end jeg er. For jeg er ikke den bedste, og jeg er ikke den tyndeste, og jeg har ikke de smukkeste ben i byen – eller de pæneste bryster, som sidder hvor de sad, da jeg ‘fik dem’. Jeg har så mange skavanker, og så mange ting som jeg slår mig selv i hovedet over dagligt.

Men når dagen ender, så nytter det jo ikke noget, at jeg er ked af, jeg ikke har Christina´s smukke krop (passion for fashion) – eller Laura Lawaetz pæne ben. Stine Hasselstens alt for lækre hår – og hendes skønne kæreste, for den sags skyld.

For når netforbindelsen ryger, og man ikke har internet adgang længere, så skal man leve med sig selv, for ingen andre kan gøre det for dig – og det prøver jeg på hver dag at accepterer. Nogle dage går det fint, og andre dage. Not so much.

Men så længe man prøver, så kan man sige, man har gjort et forsøg. Vi bliver nødt til at være til, at accepterer os selv, som vi er. For jeg er sensitiv, og jeg har mange mén efter min ulykke, men jeg prøver at finde en balance mellem mine udfordringer hver dag – og det kan være sindssygt hårdt. Men mon ikke, de smukke piger på instagram, også har nogle ting de kæmper med, men ikke fortæller om.??

Jeg vil bare ikke være en af dem, som ikke fortæller at ud over alt det her ‘perfekte liv’ i Singapore – der sidder der altså en pige, som også kan græde, og også kan bløde igennem sit pilatestøj, og som hader sin kæreste, og nogle gange ønsker sit barn langt væk, fordi det er alt for hårdt at være nogens mor, og det har jeg ikke skrevet mig op til. Som nogle gange bare synes at livet er imod hende, og tarveligt på alle tænkelige måder.

Men mest af alt, så er jeg bare ét menneske, som gerne vil elskes – og specielt på de dage, hvor jeg tvivler rigtig meget på mig selv ♥

Vi er ikke perfekte.

Kys
R