MAN KAN IKKE GRADBØJE..
Det her indlæg, det har ligget og ulmet siden den 1 maj, hvor jeg stod i lufthavnen på vej til New York. Jeg ved ikke hvorfor det har boblet i mig så meget, for i bund og grund kunne jeg være lige glad. Men det kniber i mit hjerte.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Man kan ikke gradbøje andres liv, og det skal man heller ikke. Men da jeg står og tjekker min instagram ( for den 10 gang, den morgen) der ser jeg et post, som gør mig ked af det, frustreret, misforstået og sat i boks.
Personen har slettet sin post igen, og det har jeg fuld respekt for, nogle gange kan de sociale medier koge over – og det tror jeg denne her har. I hvert fald nok til, jeg valgte at betale 120 kr på flyet for internet, så jeg kunne skrive en (sød) med uddybende besked om, hvordan man ikke kan (eller skal) tro at alle er ens.
Se her står jeg helt af (skriver hun): Jeg kender INGEN og det behøver ikke at betyde, det så er sandt. Men jeg kender ingen forældre, der vælger at få en aupair, fordi de ikke gider være sammen med deres børn. Det er ikke derfor jeg har fået barn.Jeg har fået barn for at være sammen med hende 24/7.
Men den 3 feb. 2012 der bliver jeg kørt ned, og mit liv er fra den dag klokken 12.16 ændret forevigt. Jeg sidder med et knust ben, et hovede jeg ikke kan holde ud, at være i. 3 fingre jeg ikke kan mærke, og en hverdag, der består så meget af genoptræning, og konstante operationer, for jeg kan komme tilbage til hvad “der var engang”.
Det er ingen hemmelighed, at Mr M er ham der arbejder mest. I hvert fald på papir. Men han har et job der kræver, han rejser meget, og er meget væk fra os.
Jeg kunne ingen ting selv, jeg kunne ikke handle, jeg kunne ikke hente Bella, jeg kunne nærmest ikke komme på toilettet alene (hulk). Men jeg kæmpede med genoptræning, og kom med min fynske stædighed på benene igen, forholdsvis hurtigt..Men jeg var bare ikke den samme mere!
Da benet så var helet, kom stormen af alle de andre efter veer, som automatisk sker, når en krop går i beredskab. Så kom synsforstyrrelserne, hovedepinen, manglende evne til at rumme mig selv, og hverdagens daglige opgaver, som rengøring, tøjvask, strygning. Alt hvad en normal hverdag, byder på, var for uoverskuelig.
De sagde på sygehuset, at min krop simpelthen ikke kunne hele, hvis jeg både skulle lege helt på hjemmefronten, klare min genoptræning, være en god kæreste og den bedste mor jeg kunne være. Så jeg måtte tage nogle valg, om at få hjælp. De var sågar inde at runde, hjemmehjælp. Men det kunne der ikke blive tale om. Ikke fra min side af.
Min mission var hele tiden, at Bella ikke skulle lide nogen last, ved min ulykke. Hun skulle have en så normal hverdag, som hun plejede. Det var hårdt. Mega hårdt, og flere nætter græd jeg mig selv i søvne af smerter. Men jeg var en god mor for hende, og det var det vigtigste. ; )
Så vi tog et valg, og det var at få en au pair. Vi har begge to familier, der ikke bor i Kbh. Min mor på Fyn og M´s forældre i frankring. Men vi ville have en sød pige, som skulle være en del af vores liv, hverdag og familie. En som ville elske os som familie, og som ville elske vores datter, som et familiemedlem gør.
Vi valgte aldrig en au pair, fordi vi ville have tid væk fra vores datter. Nej sgu da. Vi ville have MERE tid med hende. Vi ville være til stede, når hun var hjemme. Vi ville høre på hendes skøre historier fra børnehaven. Jeg ville hente hende tidligt, så hun ikke havde en lang dag. Jeg ville have lange morgener med hende, så hun ikke skulle stresses afsted, og have en lige så lang arbejdsdag, som hendes far.
Bella skulle have en barndom, som ikke var plaget af stress og jag – af forældre der ikke havde tid til at lytte, fordi de skulle rydde op, lave mad eller vaske op. Jeg ville være til stede i min datters liv, også i alle mine smerter og genoptræning. Men jeg ville være til være der, og vide hvad der skete. Så måtte jeg være “syg” fra kl 10-14 men når hun blev hentet der, så var jeg på.
Derfor flyttede Mishelle ind hos os, for at kunne hjælpe os med hverdagen, og få den til at hænge sammen. Der var tid og overskud til Bella – og jeg kunne hele og gå til genoptræning, uden at skulle kæmpe med dårlig samvittighed vedr. rengøring etc.
Mishelle, hjalp os med at rydde op fra morgenmaden, vaske tøj, rydde huset op. Hendes opgave var ikke at lave mad, handle, være reservemor for Bella. Nej hun skulle hjælpe os med alle de pligter, som jeg ikke selv kunne magte og rumme. Og det er faktisk svært, og hårdt for en kvinde, at accepterer at der er noget man ikke kan. Der er mange ting man ikke gider – men ting man ikke kan. Det kan knuse ens selvværd helt.
Hun har deltaget på lige fod som os andre. Hun har siddet med til dansk middag, med gæster – men vi har også siddet med til middag, med alle hendes veninder og deres kærester. Hun var en del af vores familie.
Hun var en engel sendt fra himlen, og reddet vores familie da vi var aller mest nede. Jeg ved den dag i dag ikke hvordan vi skulle ha´klaret os uden hendes hjælp. Og hun var så taknemlig for at være her, hun fik en god løn, mad i maven, tøj på kroppen, luksus goder, som man ikke kan få hvor hun kommer fra. Vi kunne forsøde hendes liv, og hun kunne sende hendes lillesøster i skolen. For hende var det lykken – og hun blev behandlet som en prinsesse. For det var og er hun.
Vi havde renoveret hele vores kælder til hun kom, så hun havde 180 kvm helt for sig selv. Eget bad/toilet. Egen indgang – og helt ny kælder, hun bare kunne boltre sig i. Det skal lige siges, hun var den eneste der havde nyistandsatte omgivelser – vi andre boede stadig i det gamle “lort” vi flyttede ind i – og det drillede vi hende tit med, og sagde hun var prinsessen og vi var hendes undersotter. ; )
Jeg kunne aldrig drømme om at få en ung pige i huset (skriver hun): Det kan man jo ikke sige, hvis man ikke er tvunget ud i det. Det kan også have noget at gøre med, man ikke har plads eller prioriterer sine penge på det. Vi valgte at lave den prioritering, så vi havde tid til Bella. Og overskud, for den sags skyld. Plus vi havde en hel underetage, så det var jo ikke til gene for hverken hende eller os.
Det er som oftes dem der betaler top skat, der vælger denne løsning ( skriver hun): Fordi man betaler topskat i Danmark, så er det jo ikke ensbetydende, man bare svømmer rundt i sin pengetank. Sådan er Danmark nu engang ikke skruet sammen. Tjener du penge – så skal du bare betale flere af dem til staten. Vi har ikke mange penge, vi så bare ikke et andet valg – end at vores datter skulle lide under min ulykke og hendes fars mange arbejdsrejser. Jeg skulle blive rask, og kunne rumme min familie igen.
Hvad er der seriøst så galt med au pairs? I USA har de sgu da gjort det i mange år. Jeg har flere veninder der har været afsted, og det var de bedste år af deres liv. Men det er som om, vi skal have ondt i røven over hinanden, fordi andre får hjælp. Så kan vi gotte os, og pege fingrer. Hvad er det for et samfund. Alle har deres udfordringer, og livet handler om hvordan man løser dem, på bedste mulige måde.
Men hvad er forskellen på at have en barnepige og rengøringshjælp, som 70% af danmark har.? Det er helt ok, og velset. Men man må ikke have en, der bor hos sig. For så har man det for godt? Eller.? Stop så.!
Tror mange tror, at folk der har aupairs, vælger det, fordi de skal have mere tid til dem selv. Det er måske 5 % for de findes. Jeg har hørt mange skræk historier. Men jeg tror, på 3 år, der har Mishelle hentet Bella meget få gange – og måske 5 gange passet hende en aften, hvor jeg har skulle til træning, eller til et møde. Og der snakker vi om, jeg selv har lagt hende i seng. Men hun bare har siddet i stuen med Netflix, en skål slik og evt en flok veninder og hygget.
Hende og hendes veninder har altid været her, for her var der plads, og her blev de respekteret for deres person, og deres arbejde. De skal satme have noget respekt de ungen piger, for de er mother fucking seje. Jeg skylder Mishelle min næstefødte, for at have hjulpet mig, i min sværeste tid. Hun ville dog ikke have min næstefødte, det kan jeg dog ikke forstå ; )
Hun er desværre rejst hjem, samme dag som jeg skulle til NYC. Hendes kontrakt udløb og hun skulle hjem til familien og fejre hendes mors 50 års fødselsdag, for så at drage mod Norge, hvor hun skal være som au pair.
Jeg tiggede og bad hende om, at tage med til Singapore, men som hun siger. Du har “ødelagt” mig Rikke. Jeg har haft det for godt. Jeg kan ikke flytte med der til, plus der er for varmt. Mange tak. Jeg skal jo ligesom bo der ; )
Så lad vær med at dømme andre, fordi de har hjælp. Jeg dømmer heller ingen. Man skal ikke rynke på næse af andre, for man gør måske selv nogle ting, som andre finder “anderledes” men det betyder ikke, man ikke skal respekterer det. Man må godt undres. Men døm ikke.
Bella, har aldrig lidt nogen nød. Tværtimod. Jeg føler mig som verdens dårligste mor pt. Jeg er stresset om morgenen, fordi jeg skal smøre madpakke. Pakke taske. Jeg har dårligt tid til at spise morgenmad med hende. Og når vi kommer hjem fra skole og arbejde, så skal der ryddes op, laves mad og vaskes tøj. Jeg føler alt min tid, som jeg skulle bruge på hende, bruger jeg på noget andet.
Bella har aldrig været et barn der har været passet fra 7 om morgenen til 16.30 om eftermiddagen. Hendes dag har heddet 9.30/10.00 – 14.30 Det har jeg kunne, fordi jeg ikke har skulle tænke på andet end hende og aftensmad. Er jeg så en dårlig mor, fordi jeg vælger at have tiden til min datter. Jeg arbejder ikke fra 8.00-16.00 hver dag. Jeg har et deltidsjob, da jeg ikke kan arbejde mere. Men jeg ville heller ikke have det anderledes. Jeg har prøvet 37 timer, og det ødelagde vores familie. Jeg vil vælger mange timer fra, og min datter til.
Jeg føler mig så heldig, jeg har haft au pair, og jeg ville opfordre alle til at prøve det. Du bliver en bedre mor, bedre kæreste – og gud forbyde det, når du havde lagt dine børn i seng. I stedet for at bruge tiden på vaske tøj og andet kedeligt. Så kunne du lige nuppe en time til Zumbaaaaa eller en løbetur. Komme hjem glad – og det gavner også din mand. if you know what im saying. Som så gavner hele familie. Win win.
Hende her, har vi elsket i mange år – og hun fortjener noget respekt. (R.E.S.P.E.C.T) Verdens sødeste Mishelle. Og hun er savnet hver dag, jeg står op. Ikke for hendes hjælp. Men for hendes væsen.
Jeg er stadig 35 % invalid, og jeg har stadig de samme udfordringer, som jeg hele tiden har haft. Min krop kan så og så meget, men jeg ved ikke hvornår den “kapper” og siger STOP. Måske jeg skal leve med det altid. Måske det bliver bedre, det håber jeg.
Folk vælger at have au pair, af forskellige årsager, men det her var en ærlig historie, fra bag ved facaden, på en ganske alm. familie, det har en udfordrende hverdag, men vælger deres barn, frem for alt andet.
Husk du må gerne undres – men venligst respekter vores valg.
Dejlig dag.
XX
R
Så fint, ærligt og velskrevet et indlæg med verdens bedste budskab.