DEN ÅRLIGE STATUS // 3 FEBRUAR..

Den årlige status 3. Feb.. (For Jer der ikke kender til min situation, kan I læse det HER)

I dag er det 3 år siden, jeg var indlagt på Rigshospitalet 17 etage, lige under, helikopterpladsen. Dette er en dag, hvor jeg hvert år, gør status.

Fra sidste status, er der sket rigtig mange ting i mit liv.
Jeg har fået et skønt job, som jeg er super tosset med. Jeg har fået dejlige kollegaer. Jeg har fået lov til at designe et tørklæde med 2 andre super tjekkede bloggertøser. Jeg har fået lov til at give pengene til Ronald Mcdonald Huset, som jeg jo brænder SÅ meget for. Jeg håber jeg får lov til at hjælpe dem meget mere.
Jeg har gang i noget god træning i Sporting Health Club, så kroppen kan blive holdt ved lige. Jeg har nogle gode planer for fremtiden, men man ved jo aldrig hvordan den skifter. Det kan jo ændres på et splitsekund. Måske udlandet er der hvor man skal leve – måske kolde Danmark skal være mit hjem, til den dag jeg skal herfra. ; )

Og hvordan står det så til?
Jeg er jo stadig 35 % invalid, ikke at jeg går op i det. Jeg tæller kun % når jeg drikker sprit ; )
Jeg prøver at leve mit liv, så normalt som overhovedet muligt. Men jeg er bare udfordret på de punkter. Jeg kan ikke have en for stresset hverdag. Jeg skal ikke have for mange planer på en uge, for så kan jeg ikke være en god mor eller en sød kæreste – trust me. Mr M har set mange grimme sider af mig. Og det er et under, han stadig er her. Men så igen, han er heller ikke helt nem. HA! Jeg bliver hurtigt stresset og jeg har svært ved at jonglere mange bolde på én gang.
Mine 3 fingre driller mig stadig, og min hukommelse er ligeså hullet som en si. Førhen kunne jeg huske, hvad jeg havde på af tøj, 10 år forinden. Alt unødvendigt støj og info, det ryger lige igennem. Til stor belastning for min chef til tider.. Smil. Men hun ved det. Hun ved godt, jeg er et “defekt dyr”, så hun tager meget hensyn til mig.

Den største udfordring, og det der gør mest ondt i hjertet, er nok, at andre lever deres liv videre – og jeg er stadig den samme ridset plade, som spiller den samme AQUA sang. Lige på nær, jeg ikke er nogen Barbie Girl. Jeg har nok mere metal end jeg har plastik.
Jeg kan ikke forvente, at folk markere denne dag i deres kalender, men for mig, er det faktisk en sindssyg speciel dag. For i dag fejre jeg livet. Jeg fejre, jeg er her til at være Bella´s mor – og jeg er her til, at opleve livet, og alt hvad det indholder.
Jeg er klart blevet en anden person, og måske svært for andre at acceptere. Jeg er måske blevet mere egoistisk. Who knows. Men jeg har besluttet mig for, at ingen skal stoppe mig i mit liv – Hvad jeg har lyst til at opleve. Jeg kan ikke være her for, at tilfredstille alle andre i min familie mere, som jeg nok har gjort før. For i sidste ende, sætter de nok ikke pris på det. Det er mig, der skal være glad.

Jeg er kommet igennem de her sidste 3 år, med skindet på næsen. Der har været op og nedture. OMG. Jeg har ikke været nede i et sort hul – for det er jeg for stædig til. Men jeg har haft mange dage, hvor jeg har grædt. Det kommer nogle gange, uden jeg ved hvorfor. Jeg hylede for pressen i Fredags, da jeg skulle fortælle om Ronald Mcdonald Huset. Tudbrølet. Meget professionelt. Men det havde noget med sygehus og sygdom at gøre, så knækker jeg fuldstændigt.
Jeg bor lige ved siden af et sygehus, og når jeg kan høre en ambulance der rykker ud. Så sender jeg gud en tanke, og de forældre, der må sidde derude et sted, til dette menneske – og håber på, at det ikke er alvorligt. For man skal huske. Ligegyldigt, hvor gammel man er – så vil ens forældre, altid være ens forældre. Og man vil altid være deres barn.

Men når alt det her er sagt. Så fortryder jeg stadig intet. Jeg fortryder ikke, jeg den 3 Feb. 2012 en iskold fredag eftermiddag, med høj sol, blev kørt ned i Gothersgade nr 110. Fordi jeg skulle forlænge min parkeringsbillet. Det fortryder jeg ikke. For jeg var ikke på en rigtig sti. Hverken arbejdsmæssigt eller den måde vi levede vores liv på. Nogle gange skal man lige ramme jorden, for at forstå, hvad man egentlig har og hvad man kan miste.

Man siger “livet koster livet”. Men den dag, var jeg ikke klar til at miste det. Jeg havde masser af ting, jeg skulle opleve. Steder jeg skulle hen. Så måske startede mit liv først, da jeg troede det var ved at ende.?

Én ting er sikkert – man skal leve livet mens man har det. Jeg kan huske da jeg var lille, der sagde min kloge farfar altid: