FOR 2 ÅR SIDEN // 3. FEB 2012

DETTE INDLÆG ER IKKE FOR SARTE SJÆLE..

Man skal ikke læse dette indlæg, hvis man har en sart sjæl. Det omhandler min ulykke og der er meget voldsomme billeder. Så er i advaret.

 Den 3 Feb. 2012: Kørte mit liv på skinner. Jeg havde mit drømme job. Jeg var salgschef for 5 mærker i DK. Jeg var indkøbsansvarlig på 2 af vores mærker, som gjorde at jeg tilbragte mange dage i London eller Stockholm – jeg levede i overhalingsbanen i modebranchen.

Det var Fredag, Gothersgade. klokken var 12.15 – Det var Fashion Week (uden sne) Jeg var hurtigt til et møde, hvor jeg derefter skulle videre ud til messen, hvor jeg havde mange møder med kunder..
Mødet trak ud og jeg blev nødt til at forlænge min parkeringsbillet. Uheldige elementer gjorde at da jeg skulle krydse vejen, kom der en ældre mand, fra en side vej og han stoppede ikke op, før at han skulle dreje. Så jeg blev frontalt påkørt med 60 km i timen. Jeg bliver kappet lige ved skinnebenet og ryger 3 meter op i luften. Falder ned og smadre hans front rude med hovedet. Kraften af slaget gør at jeg ryger videre igennem luften og lander under en parkeret bil, fra hovedet og ned til hoften.

Ambulancen kommer, der er en masse råben og skrigen. De får trukket mig ud fra den bil at jeg ligger under. Jeg får en halskrave på og bliver lagt på en båre. Manden der har kørt mig ned, står og græder. En kvinde skriger og en masse mennesker står rundt om mig. Min kunde som jeg var til møde hos, står pludselig over mig og jeg får forsikret hende om at det ser meget værre ud end det oprigtig er. (Hvilket var løgn)?.
Min veninde Kathrine, joiner pludselig også virvaret – og på stedet aner jeg ikke hvordan hun er kommet frem. Men hun står over mig, med panik i øjnene og hendes højgravide mave. Jeg når og tænke, bare hun ikke føder. Jeg forsvinder ind i mig selv igen – og væk er jeg.

(Ruden på bilen der har kørt mig ned.  Billederne måtte jeg søge om at få frigivet fra politiet. Det er ikke bare noget at de sådan udlevere, men jeg ville have dem…)

Jeg bliver kørt til Rigshospitalet og ryger på det der hedder TraumeCenteret. Det er der, folk der er kommet ud for en ulykke, ankommer. Jeg kan ikke huske jeg kommer derhen. Jeg har en svag hukommelse af lyden af sirene, mens at vi kørte med lynets hast, fra Gothersgade 101 til hospitalet.

Jeg er ikke ved bevidstheden. Men jeg vågner ved at jeg får stukket en stor tommel (hermed mener jeg, en eller anden fremmed mands tommelfinger op i mit private sted.) Der blev hverken spurgt eller givet tilladelse, til denne indtræden. Nix. Det skete pludselig bare. Jeg vågner med et sæt og de indser at jeg ikke har brækket ryggen, idet at jeg reagerer på den meget voldsomme indtræden. De afklæder mig alt mit tøj. Det hele bliver klippet op og mit undertøj inkluderet. Jeg var mega skæv, fra alt det morfin de havde givet mig. Men jeg kan dog huske at jeg når og tænke “Damit. Hvorfor barberede du dig ikke i morges? Verdamt” – Helt ydmyget og meget nøgen, ligger jeg der foran alle 12 sygeplejersker, læger og portører.

Kathrine, havde ikke kunne få fat på Mr. M fordi han sad i møde. Men da hun havde stalket ham med 12 mistede opkald fra MIN telefon, fattede han at der var noget galt. Hun fortalte ham hvad der var sket og han fløj ud fra kontoret. Efterlod hans kunder, siddende helt måbende og tog en taxa til Rigshospitalet.

Han ankommer heldigvis efter mit overgreb, med en fuldvoksen tommel “in my anus” og kommer lige til at opleve mit Drug Show, hvor jeg  kæler for ham portørens venstre hånd, mens jeg nusser den og roser hvor store stærke hænder han har. Er sikker på at M har stået og tænkt. Haaaallloooo jeg er altså lige her. Men jeg var seriøst så drugged at jeg kunne have fundet på hvad so helst.

Ben kirurgen kommer. Hun fortæller mig at jeg har et spiral fraktur og jeg skal have en operation. Min bedre viden, som jeg pt. besidder, som en eller anden Superman, fortæller hende at det er bestemt ikke nødvendigt. Jeg skal bare have gips på og så er jeg klar til at tage hjem. (man bruger så slet ikke gips, på benet mere. Havde ellers satset på lilla, klart mit tab) Har altid gerne ville have, at venner og bekendte skulle skrive en hilsen på min brækkede arm eller ben.

Lad os bare sige at jeg taber dette væddemål. Er ellers ikke meget for at tabe. Men jeg bliver scannet. Klædt på og kørt op på 16 etage. Hvilket er lige under helikopter pladsen. Ikke så eksotisk som det lyder.

Alle veninder, venner og familie – gik på dette tidspunkt i panik. De kimede mig ned. Hvilket jo slet ikke gav mening, da jeg ikke kunne huske hvad jeg selv hed. Det hele er i en tåge og jeg måtte have så meget smertelindring, for jeg havde SÅ ondt.
De kunne ikke opererer mig samme dag, da de manglede kirurger og der var sket en stor ulykke med en der virkelig skulle lappes sammen, og så skal man jo ikke være egoistisk, vel.?

Her er jeg så. Godt drugged og slet ikke ved mine fulde fem. Jeg havde så mange smerter, at jeg ingen gang orkede at snakke og når jeg prøvede – blev det noget værre rod.

Jeg havde sluppet virkelig heldigt fra den voldsomme ned pløjning. Jeg havde ikke slået mine tænder eller ansigt som sådan. Jeg havde dog en bule oppe i hovedet, som lignede at jeg var i familie med Conehead. Det var fra da jeg havde slået hans front rude i stykker, med hovedet. Jeg havde hudafskrabninger og blå mærker over alt på kroppen. Men alt i alt. Sluppet heldigt fra det.

Det blev den 4 Feb. Jeg havde fastet hele natten, så jeg var klar til operation. Jeg bliver kørt til operation og lagt i narkose kl 11.30. De skærer mit ben op og adder 9 skruer og en lang metal plade til samlingen. Det var en større operation og det har gjort at jeg har fået uendelige mange ar. Men dem har jeg lært at leve med, som dagene er gået.

Sådan her så mit ben ud, efter operationen. Operationen har ikke taget mere end et par timer – men de får først liv i mig igen kl 21.30. Min egen lomme filosofi er at, de har givet mig for meget bedøvelse, i det de har troet at jeg vejede mere – grundet min højde på 1.75cm. Og derfor, har de ikke kunne vække mig. Da jeg endelig vågner, trækker jeg kun vejret 6 gange i minuttet og jeg ender med at skulle have en oxygen maske til at trække vejret for mig. Jeg har den på i 2 dage og den hjælper mig tilbage til en normal vejrtrækning. Faktisk det der skræmte mig aller mest. Troede jeg var kommet i himlen, da jeg vågnede. For det eneste jeg kunne høre var lyden af maskinen der tilførte ilt, til min vejrtrækning.

Her er jeg lige ankommet tilbage til min stue. Det er sent og jeg er helt grokky. Min mor har taget billederne af mig. Med åbenbart et ultra dårligt kamera. Man kan se på mig, hvor skidt at jeg har det. (og hvor skæv jeg er? wuhuuu? party)

Mit ben er helt hævet og mit knæ gør SÅ ondt. ; ( Jeg kan slet ikke være til og de prøver at smertestille mig med morfin, men de må indse at jeg ikke kan tåle den og jeg ender på flydende ketoganer. Så var der fest.. Specielt i form af at jeg kaster op ud over det hele. Delish´.

Pilen har lægen lavet, for at være sikker på at det var det ben at de skulle skære op. Håber han har lavet den før at jeg blev opereret og heldigt det så var det rigtige ben, man har jo hørt skræmme historier.

Mr. M og min far der lige skal tjekke mine røntgen billeder, som to håndværkere de nu er. Altid noget at de ikke lige “sparkede” på benet, for at tjekke om det var lavet ordentligt. Tjek venligst det smukke stativ at de har placeret mit 1000 kg tunge ben i. Min far var ikke helt tilfreds med håndværket, i det han selv er smed. Men en “kunstner” kritiserer nok altid andres håndværk.

Sådan her ser mit ben ud, uden forbindingen. Min veninde Julie, kom og besøgte mig lige da de havde taget det af og jeg kunne ud af mine skæve øjne se, at hun var lige ved at besvime. Hun var dog så sød at sige “eiiiihhhh, hvor er det bare godt lavet”?. Dog kunne man se hun løj. Men bare det hun forsøgte at gøre mig glad, var nok for mig. ; )

Min udsigt fra 16 etage. Den var sindssyg smuk. Bare ærgerligt at man ikke kunne sove for helikopteren. Den havde åbenbart sin landings rute lige forbi mit vindue. Så flere gange om natten, blev jeg blændet som et rådyr, fanget i en bil lygte. Var ved at blive sindssyg over den manglende søvn. Så jeg endte med at få M til at komme med ørepropper og “nat klapper”.. Det hjalp lidt. Diva er man vel, selv i sin sygeseng.

Fik så mange flotte blomster fra alle dem der holder af mig og jeg tror faktisk at blomsterhandleren her hvor vi bor, er overlevet krisen, på bekostning af min ulykke. Har snakket med ham efterfølgende, og han vidste præcis hvem jeg var og hvor jeg boede. ; )

Det eneste mad at jeg fik på hospitalet. Yiiiiks. Meget kan man sige om deres søde personale. Men maden er seriøst for klam. Både Kathrine og Nansen kom med mad til mig. Ellers havde jeg vejet 20 kg –  da jeg blev udskrevet. For maden kan man ikke skrive noget pænt om.

Da jeg blev udskrevet skulle jeg have en støvle på i 8 uger – og den var utrolig irreterende at have på. Faktisk meget. Den var umulig at sove med. Så når jeg skulle i bad var det en befrigelse. Dog blev jeg mødt af dette syn.

5 steder var jeg skåret op og med et utal af sting. I know det er virkelig klamt. Hvilket Bella og fortalte mig hver gang hun fik muligheden for det. Man skal jo høre sandheden fra børn og fulde folk.

Her tilbragte jeg nærmest 8 uger af mit liv. Jeg kunne ikke gå på benet og jeg skulle skåne det. Så enten der eller i stuen, drak jeg kaffe med mine veninder og så serier, til jeg fik firkantet øjne.

Mit ben bliver mere og mere blåt, efter slaget. Det gjorde også hammer nas. Og jeg var i lang tid på smertestillende for at dulme de mange smerter at jeg havde. Jeg fik et utal at DOLOL og andre præparater at jeg ikke kan huske. Lykken ved at være trafik offer. (det må jeg godt sige, når det er MIG der er trafik offeret)

IDAG: Er der gået 2 år og jeg fatter ikke hvor tiden er blevet af. Folk er blevet gift og har fået børn. Nogle flere af slagsen. Nogle er blevet skilt og andre har fået nye jobs.

HVORDAN HAR JEG DET?: Nogle dage har jeg godt, andre har jeg skidt. Jeg døjer lige nu, rigtig meget med PTSD også kaldt posttraumatisk stress syndrom. Noget som jeg mærker, når jeg snakker meget om min ulykke. Når jeg ser en ambulance. Hvis der er noget på TV, hvor folk kommer til skade. Ellers hvis jeg er til behandlinger og skal ribbe op i hvad der er sket. Nogle dage finder jeg mig selv grædende, uden jeg på stående fod, lige ved hvad der sker. Jeg har let til tårer og er ekstremt bange for at dø, men endu mere at der skal ske noget med M eller Bella. Men bare generelt lever jeg med det i min hverdag.

HVAD GØR DIG KED AF DET?: Det gør mig rigtig ked af det, når folk gør grin med min ulykke. Det sker som oftes når folk finder det ubehageligt at snakke om, eller ikke ved hvordan de skal reagerer. Folk har ingen ret til at grine på mine bekostninger. Specielt slet ikke når jeg ikke normalt er sart med hvad folk kan sige til mig. Så vil jeg have lov til at have det her som min fri zone. Lad vær med at gøre grin med folk, der er syge og har oplevet noget livs forandrende. For selvom man griner, så gør det ondt. Det er noget der har ændret mit liv for evigt.

Der er endda nogen der har sagt til mig, at det gør jo ikke noget at jeg har slået hovedet, for det har aldrig virket alligevel.. Flot Tarzan.!! Lad os dog grine af dine smarte og ekstremt kloge ord. Assh**le.

HVAD HADER DU?: Jeg hader når jeg ved at veninder og familie, taler om mig bag min ryg. For det ved jeg at de gør. Specielt fordi jeg ikke har haft et fuldtidsjob i snart 2 år. Ved de har svært ved at forstå at jeg ikke kan rumme et 37 timers arbejde. Men det er et valg at Mr. M og jeg har taget og det kommer egentlig ingen ved. Men jeg ville selv være forstående og opbakkende. Ingen kan sidde sig ind i hvordan jeg har det inden i hovedet. Nogle dage kan jeg ingen gange rumme Bella – eller mig selv. Og man kan ikke gradbøje livet. Vi lever alle så forskelligt.

HVAD ER DIN UDFORDRING?: At folk ikke kan se på mig at jeg er syg. Det hele sidder inde i mit hovede og udfordringer at kroppen skaber for mig.

Jeg har 3 fingre at jeg ikke kan mærke. Jeg har dobbelt syn. Jeg har svært ved at stave, fordi mine øjne ikke kan skelne ordene fra hinanden. Jeg kan ikke klare mange mennesker i lang tid. Meget larm og høj musik er et no go. Og mit ben hæver til punktet hvor jeg ingen ankel har. Min grænse er usynlig og jeg kan den ene dag klare noget – hvor det den anden dag kammer helt over.

HAR DU STADIG METAL I BENET?: Nej det har jeg ikke, kun lidt. I Marts sidste år, der fik jeg taget de 7 skruer og pladen ud. Men har stadig 2 skruer tilbage, som de ikke tør tage ud. Fordi de frygter at bruddet går op igen.

HVOR ER DU I LIVET NU?: Jeg måtte jo i November stoppe mit drømme job at jeg havde fået. For jeg kunne ikke holde til det. Jeg var også blevet anbefalet at starte op på halv tid, men jeg skulle nok overbevise mig selv om noget. Men jeg tabte desværre.

Jeg er 35 % invalid og med en udsigt til ikke og komme tilbage som kørende sælger. Men jeg har accepteret at det er en ny slags normal og jeg er taknemlig hver dag for at jeg er i live. Jeg skal nok finde den sti at jeg hører til. Det var bare ikke som kørende sælger. Vil rigtig gerne lave noget PR. som jeg har lavet før.

FORTRYDER DU NOGET?: INTET. Jeg fortryder intet ved min ulykke. Når alt kommer til alt, så når jeg er nået ud på den anden side, så føler jeg mig meget stærkere. NO regrets. Vi er kommet tættere på hinanden i vores lille familie. Jeg er blevet mere rummelig. Men jeg ved også nu hvor mine grænser går. Hertil og ikke længere. Jeg prøver at sige fra og nyde livet med alle dens udfordringer, at det må bringe.

HVIS SKYLD VAR DET?: Politiet mener at det var ingens skyld. De kaldte det “held i uheld” – heldet må være at jeg ikke døde. Hvilket er cool nok. Ham der kørte mig ned, lever nok med traumet hele livet over oplevelsen af, at have mig som galionsfigur, i et par sekunder. Så skal jeg jo ikke gøre hans liv værre. Han bliver straffet nok i forvejen.
Politiet tilbød mig at deltage i det nye de har kaldt “konflikt rådet”. Det er hvor man kan møde dem som har forvoldt en skade. Det kan være en bankrøver, overfald eller trafikuheld som mig. Jeg sagde JA tak, men går ud fra han sagde nej tak. For det blev aldrig til noget. Det kunne jeg ellers godt have haft brugt. Tror det ville have hjulpet, på mange af de tanker at jeg har.

HVAD ER DET BEDSTE DU HAR GJORT, DE SIDSTE 2 ÅR?: Det har klart været da ACIE og jeg startede bloggen. Jeg var aldrig nået igennem det her traume det har været, at blive slået tilbage til sin hvide IKEA sofa, hvis det ikke havde været for bloggen.

HVAD SKAL DU SÅ NU?:  Hvad end at livet byder mig. Håber på at jeg i starten af April, kan starte på et 20 – 25 timers job. Jeg har fået tilbudt nogle forskellige ting og de er alle meget interessante. Så det er bare et spørgsmål om at vælge.

ER DER SVÆRT AT FINDE OVERSKUD?: KLART. Hvis man ikke kan overskue en selv. Kan man jo heller ikke rumme andre. Det gælder i mange aspekter i livet. Hvis jeg ikke er glad for mig selv og elsker mig, for den jeg er pt. Så kan det være svært at vise kærlighed overfor andre. Så Mr. M lever med lidt en kompliceret kæreste, disse dage. Men han kan heldigvis rumme mig og giver mig plads. Derfor jeg elsker ham, som jeg gør. ?? Men det kan helt sikkert være svært at leve med en der er “syg”. Det er jo det samme som at købe en dåse majs. Man kender hvordan det smager og hvordan det ser ud. Pludselig ser emballagen anderledes ud. Smagen har ændret sig og udseendet ser mere forpint ud. Det er sgu da det man kalder falsk emballage. Jeg håber at han kan holde mig ud. Herfra og for evigt. ; )

HVAD KUNNE DU GODT TÆNKE DIG?: Jeg kunne godt tænke mig at holde foredrag om min ulykke og om hvordan man kommer videre, med at finde noget nyt der giver mening. Jeg vil gerne skrive en bog og livets udfordringer og jeg vil gerne motiverer og inspirerer andre. Det må være mit livs mission.

TROR DU AT DU KOMMER VIDERE HERFRA?: Selvfølgelig. Jeg er allerede godt på vej. Jeg har nået mere på 2 år end mange at jeg kender har gjort. Jeg har oplevet de fedeste ting via bloggen. Jeg har skudt en kampagne for et spansk firma. Jeg har været på TV. Jeg har hosted events. Jeg har fået mulighed for at se verden fra andre øjne. Jeg er en del af LOOKLAB som jeg er mega stolt af. Jeg har fået mange nye veninder igennem bloggen. Jeg har mødte kendte mennesker. Jeg er den stolte mor til en pige på 5 år, som snart skal i skole. Jeg har et dejligt hus – en dejlig kæreste og en familie som elsker mig. Man må sige at jeg står på toppen af stigen. Jeg nyder det i fulde drag og på vejen der op, behandler jeg dem på samme måde som jeg selv vil behandles. Måske vi mødes på vej ned igen, det ved man aldrig.

Så den 3 feb. er hvert år en dag hvor jeg lidt holder vejret. Men samtidig fejrer jeg livet. Det sidder stadig i mig rigtig meget. Det tror jeg aldrig jeg slipper af med. Måske gør det heller ikke noget at være på vagt. Så længe det ikke overtager livet fra dens glæder. Men den 3 feb. 2012 ændret mit liv fra alt hvad jeg før kendte. Men har åbnet døren for “it´s a new kind of normal”.

Så med disse kloge ord, vil jeg huske jer på at elske hinanden som der var ingen imorgen – for man ved aldrig hvad der sker.

XX
R

Tak til alle jer, familie, venner og veninder – som holder mig ud. Det er jeg meget taknemlig for.