MY NEW BEAUTY ROUTINE // ORAL B..

FOR 2 ÅR SIDEN // 3. FEB 2012

DETTE INDLÆG ER IKKE FOR SARTE SJÆLE..

Man skal ikke læse dette indlæg, hvis man har en sart sjæl. Det omhandler min ulykke og der er meget voldsomme billeder. Så er i advaret.

SÅ dårlig

 Den 3 Feb. 2012: Kørte mit liv på skinner. Jeg havde mit drømme job. Jeg var salgschef for 5 mærker i DK. Jeg var indkøbsansvarlig på 2 af vores mærker, som gjorde at jeg tilbragte mange dage i London eller Stockholm – jeg levede i overhalingsbanen i modebranchen.

Det var Fredag, Gothersgade. klokken var 12.15 – Det var Fashion Week (uden sne) Jeg var hurtigt til et møde, hvor jeg derefter skulle videre ud til messen, hvor jeg havde mange møder med kunder..
Mødet trak ud og jeg blev nødt til at forlænge min parkeringsbillet. Uheldige elementer gjorde at da jeg skulle krydse vejen, kom der en ældre mand, fra en side vej og han stoppede ikke op, før at han skulle dreje. Så jeg blev frontalt påkørt med 60 km i timen. Jeg bliver kappet lige ved skinnebenet og ryger 3 meter op i luften. Falder ned og smadre hans front rude med hovedet. Kraften af slaget gør at jeg ryger videre igennem luften og lander under en parkeret bil, fra hovedet og ned til hoften.

Ambulancen kommer, der er en masse råben og skrigen. De får trukket mig ud fra den bil at jeg ligger under. Jeg får en halskrave på og bliver lagt på en båre. Manden der har kørt mig ned, står og græder. En kvinde skriger og en masse mennesker står rundt om mig. Min kunde som jeg var til møde hos, står pludselig over mig og jeg får forsikret hende om at det ser meget værre ud end det oprigtig er. (Hvilket var løgn)?.
Min veninde Kathrine, joiner pludselig også virvaret – og på stedet aner jeg ikke hvordan hun er kommet frem. Men hun står over mig, med panik i øjnene og hendes højgravide mave. Jeg når og tænke, bare hun ikke føder. Jeg forsvinder ind i mig selv igen – og væk er jeg.

Bil

Car(Ruden på bilen der har kørt mig ned.  Billederne måtte jeg søge om at få frigivet fra politiet. Det er ikke bare noget at de sådan udlevere, men jeg ville have dem…)

Jeg bliver kørt til Rigshospitalet og ryger på det der hedder TraumeCenteret. Det er der, folk der er kommet ud for en ulykke, ankommer. Jeg kan ikke huske jeg kommer derhen. Jeg har en svag hukommelse af lyden af sirene, mens at vi kørte med lynets hast, fra Gothersgade 101 til hospitalet.

Jeg er ikke ved bevidstheden. Men jeg vågner ved at jeg får stukket en stor tommel (hermed mener jeg, en eller anden fremmed mands tommelfinger op i mit private sted.) Der blev hverken spurgt eller givet tilladelse, til denne indtræden. Nix. Det skete pludselig bare. Jeg vågner med et sæt og de indser at jeg ikke har brækket ryggen, idet at jeg reagerer på den meget voldsomme indtræden. De afklæder mig alt mit tøj. Det hele bliver klippet op og mit undertøj inkluderet. Jeg var mega skæv, fra alt det morfin de havde givet mig. Men jeg kan dog huske at jeg når og tænke “Damit. Hvorfor barberede du dig ikke i morges? Verdamt” – Helt ydmyget og meget nøgen, ligger jeg der foran alle 12 sygeplejersker, læger og portører.

Kathrine, havde ikke kunne få fat på Mr. M fordi han sad i møde. Men da hun havde stalket ham med 12 mistede opkald fra MIN telefon, fattede han at der var noget galt. Hun fortalte ham hvad der var sket og han fløj ud fra kontoret. Efterlod hans kunder, siddende helt måbende og tog en taxa til Rigshospitalet.

Han ankommer heldigvis efter mit overgreb, med en fuldvoksen tommel “in my anus” og kommer lige til at opleve mit Drug Show, hvor jeg  kæler for ham portørens venstre hånd, mens jeg nusser den og roser hvor store stærke hænder han har. Er sikker på at M har stået og tænkt. Haaaallloooo jeg er altså lige her. Men jeg var seriøst så drugged at jeg kunne have fundet på hvad so helst.

Ben kirurgen kommer. Hun fortæller mig at jeg har et spiral fraktur og jeg skal have en operation. Min bedre viden, som jeg pt. besidder, som en eller anden Superman, fortæller hende at det er bestemt ikke nødvendigt. Jeg skal bare have gips på og så er jeg klar til at tage hjem. (man bruger så slet ikke gips, på benet mere. Havde ellers satset på lilla, klart mit tab) Har altid gerne ville have, at venner og bekendte skulle skrive en hilsen på min brækkede arm eller ben.

Lad os bare sige at jeg taber dette væddemål. Er ellers ikke meget for at tabe. Men jeg bliver scannet. Klædt på og kørt op på 16 etage. Hvilket er lige under helikopter pladsen. Ikke så eksotisk som det lyder.

Alle veninder, venner og familie – gik på dette tidspunkt i panik. De kimede mig ned. Hvilket jo slet ikke gav mening, da jeg ikke kunne huske hvad jeg selv hed. Det hele er i en tåge og jeg måtte have så meget smertelindring, for jeg havde SÅ ondt.
De kunne ikke opererer mig samme dag, da de manglede kirurger og der var sket en stor ulykke med en der virkelig skulle lappes sammen, og så skal man jo ikke være egoistisk, vel.?

En meget skæv Riksen

Her er jeg så. Godt drugged og slet ikke ved mine fulde fem. Jeg havde så mange smerter, at jeg ingen gang orkede at snakke og når jeg prøvede – blev det noget værre rod.

Jeg havde sluppet virkelig heldigt fra den voldsomme ned pløjning. Jeg havde ikke slået mine tænder eller ansigt som sådan. Jeg havde dog en bule oppe i hovedet, som lignede at jeg var i familie med Conehead. Det var fra da jeg havde slået hans front rude i stykker, med hovedet. Jeg havde hudafskrabninger og blå mærker over alt på kroppen. Men alt i alt. Sluppet heldigt fra det.

Skulder

Hoften

Mærker

Det blev den 4 Feb. Jeg havde fastet hele natten, så jeg var klar til operation. Jeg bliver kørt til operation og lagt i narkose kl 11.30. De skærer mit ben op og adder 9 skruer og en lang metal plade til samlingen. Det var en større operation og det har gjort at jeg har fået uendelige mange ar. Men dem har jeg lært at leve med, som dagene er gået.

Sådan her så mit ben ud, efter operationen. Operationen har ikke taget mere end et par timer – men de får først liv i mig igen kl 21.30. Min egen lomme filosofi er at, de har givet mig for meget bedøvelse, i det de har troet at jeg vejede mere – grundet min højde på 1.75cm. Og derfor, har de ikke kunne vække mig. Da jeg endelig vågner, trækker jeg kun vejret 6 gange i minuttet og jeg ender med at skulle have en oxygen maske til at trække vejret for mig. Jeg har den på i 2 dage og den hjælper mig tilbage til en normal vejrtrækning. Faktisk det der skræmte mig aller mest. Troede jeg var kommet i himlen, da jeg vågnede. For det eneste jeg kunne høre var lyden af maskinen der tilførte ilt, til min vejrtrækning.

brud2

Brud

Her er jeg lige ankommet tilbage til min stue. Det er sent og jeg er helt grokky. Min mor har taget billederne af mig. Med åbenbart et ultra dårligt kamera. Man kan se på mig, hvor skidt at jeg har det. (og hvor skæv jeg er? wuhuuu? party)

Rigshospitalet 3

DOBBELT PAIN

Mig

Mit ben er helt hævet og mit knæ gør SÅ ondt. ; ( Jeg kan slet ikke være til og de prøver at smertestille mig med morfin, men de må indse at jeg ikke kan tåle den og jeg ender på flydende ketoganer. Så var der fest.. Specielt i form af at jeg kaster op ud over det hele. Delish´.

Pølsen

Operation

Pilen har lægen lavet, for at være sikker på at det var det ben at de skulle skære op. Håber han har lavet den før at jeg blev opereret og heldigt det så var det rigtige ben, man har jo hørt skræmme historier.

AV

Mr. M og min far der lige skal tjekke mine røntgen billeder, som to håndværkere de nu er. Altid noget at de ikke lige “sparkede” på benet, for at tjekke om det var lavet ordentligt. Tjek venligst det smukke stativ at de har placeret mit 1000 kg tunge ben i. Min far var ikke helt tilfreds med håndværket, i det han selv er smed. Men en “kunstner” kritiserer nok altid andres håndværk.

Efter Operation

Efter Operation 2

Sådan her ser mit ben ud, uden forbindingen. Min veninde Julie, kom og besøgte mig lige da de havde taget det af og jeg kunne ud af mine skæve øjne se, at hun var lige ved at besvime. Hun var dog så sød at sige “eiiiihhhh, hvor er det bare godt lavet”?. Dog kunne man se hun løj. Men bare det hun forsøgte at gøre mig glad, var nok for mig. ; )Udsigt

Min udsigt fra 16 etage. Den var sindssyg smuk. Bare ærgerligt at man ikke kunne sove for helikopteren. Den havde åbenbart sin landings rute lige forbi mit vindue. Så flere gange om natten, blev jeg blændet som et rådyr, fanget i en bil lygte. Var ved at blive sindssyg over den manglende søvn. Så jeg endte med at få M til at komme med ørepropper og “nat klapper”.. Det hjalp lidt. Diva er man vel, selv i sin sygeseng.

FLOWERS

Fik så mange flotte blomster fra alle dem der holder af mig og jeg tror faktisk at blomsterhandleren her hvor vi bor, er overlevet krisen, på bekostning af min ulykke. Har snakket med ham efterfølgende, og han vidste præcis hvem jeg var og hvor jeg boede. ; )

Mad

Det eneste mad at jeg fik på hospitalet. Yiiiiks. Meget kan man sige om deres søde personale. Men maden er seriøst for klam. Både Kathrine og Nansen kom med mad til mig. Ellers havde jeg vejet 20 kg –  da jeg blev udskrevet. For maden kan man ikke skrive noget pænt om.

Da jeg blev udskrevet skulle jeg have en støvle på i 8 uger – og den var utrolig irreterende at have på. Faktisk meget. Den var umulig at sove med. Så når jeg skulle i bad var det en befrigelse. Dog blev jeg mødt af dette syn.

ben 2

Ben 3

Ben

5 steder var jeg skåret op og med et utal af sting. I know det er virkelig klamt. Hvilket Bella og fortalte mig hver gang hun fik muligheden for det. Man skal jo høre sandheden fra børn og fulde folk.

Mit liv

Her tilbragte jeg nærmest 8 uger af mit liv. Jeg kunne ikke gå på benet og jeg skulle skåne det. Så enten der eller i stuen, drak jeg kaffe med mine veninder og så serier, til jeg fik firkantet øjne.

Ben 1 uge

Mit ben bliver mere og mere blåt, efter slaget. Det gjorde også hammer nas. Og jeg var i lang tid på smertestillende for at dulme de mange smerter at jeg havde. Jeg fik et utal at DOLOL og andre præparater at jeg ikke kan huske. Lykken ved at være trafik offer. (det må jeg godt sige, når det er MIG der er trafik offeret)

Støvle

IDAG: Er der gået 2 år og jeg fatter ikke hvor tiden er blevet af. Folk er blevet gift og har fået børn. Nogle flere af slagsen. Nogle er blevet skilt og andre har fået nye jobs.

HVORDAN HAR JEG DET?: Nogle dage har jeg godt, andre har jeg skidt. Jeg døjer lige nu, rigtig meget med PTSD også kaldt posttraumatisk stress syndrom. Noget som jeg mærker, når jeg snakker meget om min ulykke. Når jeg ser en ambulance. Hvis der er noget på TV, hvor folk kommer til skade. Ellers hvis jeg er til behandlinger og skal ribbe op i hvad der er sket. Nogle dage finder jeg mig selv grædende, uden jeg på stående fod, lige ved hvad der sker. Jeg har let til tårer og er ekstremt bange for at dø, men endu mere at der skal ske noget med M eller Bella. Men bare generelt lever jeg med det i min hverdag.

HVAD GØR DIG KED AF DET?: Det gør mig rigtig ked af det, når folk gør grin med min ulykke. Det sker som oftes når folk finder det ubehageligt at snakke om, eller ikke ved hvordan de skal reagerer. Folk har ingen ret til at grine på mine bekostninger. Specielt slet ikke når jeg ikke normalt er sart med hvad folk kan sige til mig. Så vil jeg have lov til at have det her som min fri zone. Lad vær med at gøre grin med folk, der er syge og har oplevet noget livs forandrende. For selvom man griner, så gør det ondt. Det er noget der har ændret mit liv for evigt.

Der er endda nogen der har sagt til mig, at det gør jo ikke noget at jeg har slået hovedet, for det har aldrig virket alligevel.. Flot Tarzan.!! Lad os dog grine af dine smarte og ekstremt kloge ord. Assh**le.

HVAD HADER DU?: Jeg hader når jeg ved at veninder og familie, taler om mig bag min ryg. For det ved jeg at de gør. Specielt fordi jeg ikke har haft et fuldtidsjob i snart 2 år. Ved de har svært ved at forstå at jeg ikke kan rumme et 37 timers arbejde. Men det er et valg at Mr. M og jeg har taget og det kommer egentlig ingen ved. Men jeg ville selv være forstående og opbakkende. Ingen kan sidde sig ind i hvordan jeg har det inden i hovedet. Nogle dage kan jeg ingen gange rumme Bella – eller mig selv. Og man kan ikke gradbøje livet. Vi lever alle så forskelligt.

HVAD ER DIN UDFORDRING?: At folk ikke kan se på mig at jeg er syg. Det hele sidder inde i mit hovede og udfordringer at kroppen skaber for mig.

Jeg har 3 fingre at jeg ikke kan mærke. Jeg har dobbelt syn. Jeg har svært ved at stave, fordi mine øjne ikke kan skelne ordene fra hinanden. Jeg kan ikke klare mange mennesker i lang tid. Meget larm og høj musik er et no go. Og mit ben hæver til punktet hvor jeg ingen ankel har. Min grænse er usynlig og jeg kan den ene dag klare noget – hvor det den anden dag kammer helt over.

HAR DU STADIG METAL I BENET?: Nej det har jeg ikke, kun lidt. I Marts sidste år, der fik jeg taget de 7 skruer og pladen ud. Men har stadig 2 skruer tilbage, som de ikke tør tage ud. Fordi de frygter at bruddet går op igen.

HVOR ER DU I LIVET NU?: Jeg måtte jo i November stoppe mit drømme job at jeg havde fået. For jeg kunne ikke holde til det. Jeg var også blevet anbefalet at starte op på halv tid, men jeg skulle nok overbevise mig selv om noget. Men jeg tabte desværre.

Jeg er 35 % invalid og med en udsigt til ikke og komme tilbage som kørende sælger. Men jeg har accepteret at det er en ny slags normal og jeg er taknemlig hver dag for at jeg er i live. Jeg skal nok finde den sti at jeg hører til. Det var bare ikke som kørende sælger. Vil rigtig gerne lave noget PR. som jeg har lavet før.

FORTRYDER DU NOGET?: INTET. Jeg fortryder intet ved min ulykke. Når alt kommer til alt, så når jeg er nået ud på den anden side, så føler jeg mig meget stærkere. NO regrets. Vi er kommet tættere på hinanden i vores lille familie. Jeg er blevet mere rummelig. Men jeg ved også nu hvor mine grænser går. Hertil og ikke længere. Jeg prøver at sige fra og nyde livet med alle dens udfordringer, at det må bringe.

HVIS SKYLD VAR DET?: Politiet mener at det var ingens skyld. De kaldte det “held i uheld” – heldet må være at jeg ikke døde. Hvilket er cool nok. Ham der kørte mig ned, lever nok med traumet hele livet over oplevelsen af, at have mig som galionsfigur, i et par sekunder. Så skal jeg jo ikke gøre hans liv værre. Han bliver straffet nok i forvejen.
Politiet tilbød mig at deltage i det nye de har kaldt “konflikt rådet”. Det er hvor man kan møde dem som har forvoldt en skade. Det kan være en bankrøver, overfald eller trafikuheld som mig. Jeg sagde JA tak, men går ud fra han sagde nej tak. For det blev aldrig til noget. Det kunne jeg ellers godt have haft brugt. Tror det ville have hjulpet, på mange af de tanker at jeg har.

HVAD ER DET BEDSTE DU HAR GJORT, DE SIDSTE 2 ÅR?: Det har klart været da ACIE og jeg startede bloggen. Jeg var aldrig nået igennem det her traume det har været, at blive slået tilbage til sin hvide IKEA sofa, hvis det ikke havde været for bloggen.

HVAD SKAL DU SÅ NU?:  Hvad end at livet byder mig. Håber på at jeg i starten af April, kan starte på et 20 – 25 timers job. Jeg har fået tilbudt nogle forskellige ting og de er alle meget interessante. Så det er bare et spørgsmål om at vælge.

ER DER SVÆRT AT FINDE OVERSKUD?: KLART. Hvis man ikke kan overskue en selv. Kan man jo heller ikke rumme andre. Det gælder i mange aspekter i livet. Hvis jeg ikke er glad for mig selv og elsker mig, for den jeg er pt. Så kan det være svært at vise kærlighed overfor andre. Så Mr. M lever med lidt en kompliceret kæreste, disse dage. Men han kan heldigvis rumme mig og giver mig plads. Derfor jeg elsker ham, som jeg gør. ?? Men det kan helt sikkert være svært at leve med en der er “syg”. Det er jo det samme som at købe en dåse majs. Man kender hvordan det smager og hvordan det ser ud. Pludselig ser emballagen anderledes ud. Smagen har ændret sig og udseendet ser mere forpint ud. Det er sgu da det man kalder falsk emballage. Jeg håber at han kan holde mig ud. Herfra og for evigt. ; )

HVAD KUNNE DU GODT TÆNKE DIG?: Jeg kunne godt tænke mig at holde foredrag om min ulykke og om hvordan man kommer videre, med at finde noget nyt der giver mening. Jeg vil gerne skrive en bog og livets udfordringer og jeg vil gerne motiverer og inspirerer andre. Det må være mit livs mission.

TROR DU AT DU KOMMER VIDERE HERFRA?: Selvfølgelig. Jeg er allerede godt på vej. Jeg har nået mere på 2 år end mange at jeg kender har gjort. Jeg har oplevet de fedeste ting via bloggen. Jeg har skudt en kampagne for et spansk firma. Jeg har været på TV. Jeg har hosted events. Jeg har fået mulighed for at se verden fra andre øjne. Jeg er en del af LOOKLAB som jeg er mega stolt af. Jeg har fået mange nye veninder igennem bloggen. Jeg har mødte kendte mennesker. Jeg er den stolte mor til en pige på 5 år, som snart skal i skole. Jeg har et dejligt hus – en dejlig kæreste og en familie som elsker mig. Man må sige at jeg står på toppen af stigen. Jeg nyder det i fulde drag og på vejen der op, behandler jeg dem på samme måde som jeg selv vil behandles. Måske vi mødes på vej ned igen, det ved man aldrig.

Så den 3 feb. er hvert år en dag hvor jeg lidt holder vejret. Men samtidig fejrer jeg livet. Det sidder stadig i mig rigtig meget. Det tror jeg aldrig jeg slipper af med. Måske gør det heller ikke noget at være på vagt. Så længe det ikke overtager livet fra dens glæder. Men den 3 feb. 2012 ændret mit liv fra alt hvad jeg før kendte. Men har åbnet døren for “it´s a new kind of normal”.

Så med disse kloge ord, vil jeg huske jer på at elske hinanden som der var ingen imorgen – for man ved aldrig hvad der sker.

XX
R

Tak til alle jer, familie, venner og veninder – som holder mig ud. Det er jeg meget taknemlig for.

43 kommentarer

  • Marie

    Du er så sej Rikke!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Du er virkelig sej, og “av av av av av av min krop”, var det eneste jeg kunne tænke, ved din beskrivelse af selve ulykken. Det er jo helt vildt, hvor hurtigt livet kan blive revet væk under en. Du er virkelig for sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Årh sikke en “smuk” historie på sin helt egen måde!
    Dejligt at høre, at du har forsonet dig med dit liv, som det nu engang har ændret sig til. For det er vigtigt, at man forsoner sig med sig selv og det liv man nu engang har. Selvom det kan være svært og det til tider kræver en masse kræfter at komme videre! Men når man så er på den anden side og har accepteret at nu er “det her mit liv og en del af mig” så tror jeg også at man nemmere kommer igennem hverdagen og dens trængsler! Man kan jo ikke ændre noget alligevel, så er det bedre at få det bedste ud af det på trods!
    Hold hovedet højt Rikke :-)! Og husk hvad andre mener eller siger om dig er DERES problem og ikke dit! Ingen kan jo “se” ind i dit liv og din hverdag og vide, hvilke udfordringer du kæmper med! Folk har sq bare ondt i røven!

    Tak for en fin fortælling :)!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nansen

    Møs min skat :0*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Kære søde Rikke

    Jeg har nu læst din indlæg og tårene triller ned af mine kinder.

    Sikken en omgang…..puh ha…..men kæmpe respekt for dig og din personlighed.

    Du deler gode og dårlige dage med os herude og minder os om at være mennesker
    uden at foregive at alt skal være perfekt.

    Keep fighting girl……you make a difference! 🙂

    Knus og kram fra Lene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorrit

    Puha sikke en omgang!! Blev helt rørt!! Og så sejt af dig, at være så ærlig! Jeg har selv en datter på 4,5 år og har ptsd! Det er så hårdt når man har dage hvor man knap nok kan rumme sig selv! Og så svært at forklare andre, at man ikke kan rumme dem den ene dag men godt den anden! Mistede min søn og måtte føde ham naturlig, og han havde svært ved at komme og jeg bristede meget indvendigt! Måtte opereres i 3 timer efter fødslen og troede jeg skulle dø! Mistede to liter blod og anede ikke hvor jeg var eller hvem jeg var. Traumet blev kun værre af, at jeg efterfølgende skulle opereres, indtil videre har jeg været igennem 5 operationer. Så har også været sygemeldt fra mit job i næsten to år! Er dog startet igen, det er mega hårdt! Går heldigvis i terapi for mit ptsd! Håber også du er i bedring!! Livet kan hurtig tage en drejning!! Mange tanker til dig!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • NInaE

    Dejligt at du skriver om det selvom det er ganske tragisk. Min kæreste væltede på cykel og fik 2 hjerneblødninger og et kraniebrud i oktober. Han var sengeliggende dog kun i 14 dage. Men han er stadig anerledes end før. Mindre overskud, kortere lunte, egocentreret og han sover kun til 6 om morgenen uanset hvornår han går i seng. Jeg som dig tudbrøler når folk kommer ud for noget skidt i tv. Så på facebook fornyligt at en gammel bekendts kæreste lå på riget (ligesom min kæreste) og jeg tudede da jeg så det. Ingen detaljer, vidste ikke engang hvad der var sket. Håber mine nerver snart bliver bedre.
    Tror tit folk glemmer at selvom man har oplevet sit eller andres sygdomsforlød uden tydelige spor så kan det godt gøre ondt indeni i lang tid. Og at det stadig ikke er okay at gøre grin eller joke med det. Måske om 20 år, men ikke endnu for mit vedkommende i hvert fald.
    Jeg synes det er flot at du vælger ikke at arbejde i stedet for at blive syg. Det kræver klart styrke at indse og dele sine svagheder og inderste tanker. Way to go!! 😀 Jeg håber for dig og jer at du får det bedre med tiden. Tak for en god post.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Flot skriv! Seje dig❤️ TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Yasmin

    Et meget rørende indlæg! Det er rigtig dejligt med bloggere der tør tage den enorme chance/risiko at blotte sig selv på nettet, hvor alle og enhver kan læse med. Tak for du endnu en gang gad dele din historie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eleni

    Så kom jeg også til at græde idag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er helt overvældet. Det er så fedt at du vil åbne op og fortælle om din ulykke. Jeg er så glad for at det går dig så godt – når man se den frontrude, så er det jo helt skidt… Du må fandme være lavet af noget holdbart fynsk stål der vil noget! SEJE dig!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg var en de sarte sjæler der hurtigt fløj hen over dine billeder, og ved derfor ikke hvad den første del af dette indlæg handlede om… – Jeg kan nemlig ikke tåle at se folk der kommer til skade, har smerte eller anden form for ulykker – og du ved hvorfor!
    Og sødeste Rikke, vi kender ikke hinanden, og alligevel gør vil… Din blog er blevet en nødvendig del af min hverdag, og er den ENESTE blog hvor jeg altid læser indlæggende. Mange andre kigger jeg kun billeder…
    Men DU, DIN BLOG fangede mig fra start – ACIE henviste til din blog, dengang jeg var fanget i sofaen, og du blev en del af min hverdag. Og som jeg srev på instagram, så er det så tragisk det der skete for dig, men tænk hvor fantastisk et menneske der kom u dpå den anden side. Det kan godt være du ikke altid kan rumme Bella, men sikke en vidunderlig mor hun trods alt har! – Jeg er sikker på hun, selvom hun kun er 5 år, sagtens kan forstå hvad hendes mor indimellem går igennem – og hun elsker dig alligevel og vil altid gøre det. For du, ved mere end nogen anden hvad en familie betyder, på godt og ondt. Bella har den bedste mor i verden, og M en kæreste der elsker ham og sætter så stor pris på hans kærlighed.
    De venner der ikke kan sætte sig i ens sted, de har ikke fortjent at være i ens liv – tro mig, min vennekreds er mere end halveret det seneste år. Men de venner, de rigtige venner, som jeg har tilbage – de forstår mig, stiller ikke spørgsmål hvis jeg i sidste øjeblik annoncerer fravær til en begivenhed. De ved jeg er der i mit hjerte… Jeg har valgt et job frem for solcialearrangementer i min hverdag, valgt hvile frem for bloglæsning og rugbrød frem for kolinariske retter til aftensmad. Men ved du hvad, det er mit valg, og de der kender mig forstår mig og accepterer det, og sidst men ikke mindst, min samlever, min kærlighed, han gør mere end nogen anden 😉
    Min situation er langt fra så “slem” som din, men den gør at jeg kan sætte mig i dit sted – og derfor ender du altid med at få en hel roman fra mig når først jeg går i gang med at kommentere… Egentlig er heleessensen bare at jeg vil give dig en virtuel krammer <3
    Jeg har virkelig tænkt meget på din jobsituation, havde godt kunne mærke på bloggen at det nok desværre ikke var gået som håbet. Men ingen grund til salt i såret, og jeg er sikker på at du kommer langt – tænk på de sidste 2 år, de er bevis på hvor langt man kan komme på kort tid!!
    Du er skide sej Rikke, så human og jordnær – trods dit postnummer, dit tidligere erhverv, din lækre stil og fede invitationer i baglommen – og det skal du blive ved med.
    Et kæmpe kram fra det mørke Jylland 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kæmpe respekt herfra Rikke! Du deler godt og ondt herinde, og det gør din blog og dig til noget helt særligt!! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Shit hvor er du sej!! Simpelthen en jernlady! Min dybeste respekt for din måde at tackle livet på, på alle måder!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hvor er du bare sej, og hvor er det sejt at du åbner op og fortæller historien til os andre! 🙂

    Kan desværre nikke genkendende til mange af de tanker du selv nævner ovenfor. Jeg har ikke selv været ude for et trafikuheld, men da jeg pludselig smadrede min ryg for et par år siden, brød hele min verden sammen på mange områder fordi det ikke lige var sådan jeg havde regnet med jeg skulle leve i mine start 20’ere.
    Som du også selv nævner, så synes jeg selv at noget af det værste rent faktisk er, at man eksempelvis ikke kan se på mig at jeg har rygproblemer. Som regel er det kun noget jeg fortæller til folk hvis det er absolut nødvendigt, og jeg får altid følelsen af, at folk tænker “yeah right.. hypokonder..”, fordi de netop ikke kan se noget på en.
    Og ja, folk kan virkelig være ufølsomme! Jeg får jævnligt at vide hvor rart det må være ikke at have noget studiejob, og bare have masser af fritid – jeg får altid lyst til at slå folk. Jeg ville da 100 gange hellere have et studiejob end at undvære, men jeg har bare indset at det er en sejr i sig selv for mig, at passe mit studie og komme igennem det som en af de bedste på årgangen, og så må studiejob osv. vente til jeg (måske) på et tidspunkt fysisk og psykisk kan rumme det. Og hvorfor er det lige at folk synes de kan tillade sig at komme med sådan nogen kommentarer? Det må være fordi de simpelthen ikke ved hvorledes de skal reagere, ellers giver det ingen mening for mig. 🙂

    Nå, det blev lidt af en smøre.. Men kort sagt, så vil jeg bare sige, at du absolut ikke er den eneste der går rundt med nogle af de tanker, og har den slags udfordringer ift. folks forståelse og accept af ens tilstand. Vi kæmper videre! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise F

    Ej, hvor er jeg glad for, at du tager det her op!

    Der mangler virkelig accept for de skjulte sygdomme. Eller accept er måske egentlig ikke det rigtige ord, forståelse er nok bedre. Jeg tror det er meget svært at forstå, hvordan det kan være at leve med en skjult sygdom, hvis man ikke har haft den tæt inde på livet. Min mor har været hårdt ramt af en blanding af stress, depression og angst, og hun er oppe på 80 % arbejdstid nu. Hun er folkeskolelærer, og det er jo en branche, hvor mange, desværre, bliver ramt af sådanne lidelser, så der har generelt været stor forståelse over for situationen. Det ryster mig nu alligvel, hvordan man kan se på nogle af kollegerne af de synes hun er svag og bare skal tage sig sammen. Jeg arbejder der selv som vikar, og jeg snakker meget åbent om det hele. Og det er som sagt rystende, hvor lidt forståelse nogle har overfor de skjulte sygdomme. De kan simpelthen ikke forstå, hvordan man bliver påvirket af alt og alle. At man er enormt sårbar, og bliver meget påvirket af stemningen i arbejdsmiljøet. Jeg bliver så gal, når jeg bliver mødt af “tag-dig-sammen”-attituder møntet på min mor. Så gal, at jeg nogle gange ønsker, at de oplever sygdommen på en eller anden måde. Ikke fordi jeg ønsker dem noget dårligt, men simpelthen fordi, de så ville få en forståelse for hvordan man har det. For der er ingen tvivl om at det påvirker både offer og pårørende på en måde, man slet ikke forventer. Da min mor blev sygemeldt troede jeg ikke jeg selv ville blive påvirket, andet end at jeg selvfølgelig ville have meget meget ondt af min mor. Faktum er, at jeg er blevet meget mere skrøbelig og sårbar. Jeg kan græde over alt på mine dårlige dage. Og min OCD som jeg ellers havde været fri for i 2,5 år kom tilbage i anfald, og min ADHD blev værre. Jeg kom ud fra gymnasiet med et snit, der ikke er vildt højt, men jeg er sgu stolt af det. Jeg er kommet ud på den anden side, og det er min mor også. Jeg har kæmpet med ADHD, OCD og en psykisk svag mor. Jeg er så skidehamrende stolt over at jeg overhovedet er blevet student. Men folk forstår det ikke. Folk forstår ikke jeg er tilfreds med et snit på 6,2. Og jeg bliver så såret over de kommentarer jeg får. Det er en sejr for mig. Og jeg er blevet rigere på så mange ting. Vi har taget på mange rejser, for at få det hele på afstand. Vi er kommet hinanden tættere ved. Jeg har fortalt mine forældre, at jeg elsker dem. Alt dette synes jeg er meget mere værd, end at komme ud med et snit på 11,8. Så kan de 20 % fravær rende mig et hvis sted. Da jeg var oppe til min sidste studentereksamen bestod jeg. Lige ved og næsten. Men jeg bestod. Og kom grædende ud af lokalet. Ikke af sorg, men af glæde. Jeg tror det har været den største sejr for mig at blive student.

    Selvom jeg ikke havde nogen anelse om omfanget og konsekvenserne af min mors sygdom, så havde jeg selvfølgelig fuld respekt overfor folk med skjulte sygdomme. Jeg ville ønske at psykiske sygdomme og fysiske sygdomme var ligestillede. Faktum er, at det er de ikke, og det vil de nok heller aldrig blive. Men jeg vil i hvert fald gøre mit til, at der kommer større fokus på det.

    Min mening med den her lange kommentar var egenlig bare at sige dig et stort stort tak! <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Kære Rikke,
    Det du har gennemgået, kan man kun prøve at sætte sig ind i. Problemet er bare, at man kun kan prøve. For omgivelsernes liv går videre mens du stadig har hovedrollen i det mest rædselsfulde, man kan tænke sig mht. operationer, behandlinger og uvidenhed om, hvordan du egentligt vil få det. To år efter er det stadig en del af dig godt nok på en anden måde og du er stærkere end før. Men det er en del af dig Rikke altid. Jeg ved, hvordan det føles at have gode og dårlige dage. Mit skjulte handikap er noget så simpelt som en diskusprolaps i nakken som ikke kan opereres. Ikke i målestok med din ulykke, men det er svært for selv de nærmeste at forstå, at jeg kan ca. alt det meste af året. 40+ med flot karriere i en branche, hvor man arbejder mindst 50+ timer pr. uge. MEN nogle gange er jeg på langs med smerter, og er ved at kaste op bare ved tanken, om at jeg skal bevæge mig. Det er sgu da synd for dig og det er synd for mig og det har vi LOV til at synes, fordi andre kun kan prøve at sætte sig ind i det. Ca en million gange har jeg ønsket at kunne skifte krop bare et sek med mine omgivelser, så de kan mærke den lille satan med issyl som hakker i min nakke og giver lam arm, så alle lækre cremer er uden låg og perfumer ender i atomer på gulvet, at jeg må melde fra og være minus social, spise bombe piller og og og… Men glem ALT om hvad andre tænker og synes og meld ud, at det er Rikke resten af livet all inklusive. Find ud af hvad der gør dig glad og vær sammen med dem som giver dig energi, nok en 40+ no bullshit alder – kommer tro mig. Du gør det fantastisk og du kan noget som andre ikke kan – det er en gave. Take care

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Åhh Rikke ved ikke rigtig, hvad jeg skal skrive til dig (har faktisk aldrig nogensinde før kommenteret på et blogindlæg), men det her indlæg fortjener en kommentar! Det er simpelthen så stort af dig, at dele denne historie og hvor er det sejt, at du ser fremad. Tanker til dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er du skøn og livsbekræftende!
    Tak for et fedt og ærligt indlæg – du er simpelthen for sej 😀
    Al held og lykke til dig og din familie fremover.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    hej Rikke

    Jeg er fast læser (catcher op to gange om ugen ;))
    jeg har tit tænkt på lige at få lagt en lille hilsen til dig!

    Specielt til dette indlæg må jeg sige: at du er så hammerende sej. Eftervirkningerne af din ulykke har spredt sig som ringe i vandet og du har tydeligvis mange daglige (ugentlige?) kampe med med din krop, dit sind og andres håndtering af dig og din ulykke. Det takler du så godt – det er bestemt ikke nemt at kæmpe med sit eget hovede 🙂

    Sådan helt generelt vil jeg sige: Du er så sjov. Du er så gennemført synes jeg. Det synes jeg fordi du “bare” fremstår som en et almindeligt menneske. Du har ingen finde fornemmelser om dit bloggerliv og det er der desværre mange der har. Din blog er en af de eneste blogs jeg rent faktisk kigger forbi for at LÆSE. Den håndfuld jeg ellers kigger på, er egentlig bare for billedernes skyld, men det er det ikke når jeg kigger forbi her for du er simpelthen for sej – og så griner jeg hver gang du skriver noget!

    xo, Anne

    ps. håber ikke der gik alt for meget Christopher fan i ovenstående.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wauw! Flot fortalt. Bliv ved med det du gør, for du gør det simpelthen så godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Fantastisk indlæg, og bestemt en indsigt man ellers aldrig ville få i et trafikoffers uheld.
    Elsker at læse din blog, skide være med du måske har lidt svært med stavning, du lever, og det virker til du har fået så meget livsgivende ud af din blog. Jeg læser i hvert fald troligt med hver gang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Det kan siges meget kort! Du er en af de sejeste personer jeg nogensinde har “mødt”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det flot skrevet – tak fordi du vil dele det med os. Kæmpe kram herfra!

    Knus Nina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siv

    Rikke, du er simpelthent alt for sej! Det her blog oplæg må have været sindsyg svært for dig at lave, og jeg har dyb respekt for dig. Du er hudløst ærlig, og det er virkelig sejt. Jeg var ikke klar over alt det her, hverken at du har været ude for ulykken og at du ikke arbejder fuldtid. Det her blog indlæg har givet mig så uendelig meget respekt for dig, og ikke mindst mindet mig om at man skal leve livet mens man har det.

    Tusinde tak for at dele det med os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne M

    Du er så vild og sej, du kæmper, og du giver ikke op. KÆMPE respekt herfra og alt godt fremover! Det er noget der påvirker dig hver dag, men du arbejder virkelig med det og har en vilje og en tro på at det vil blive bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hold nu op, hvor er du sej, at du fortæller din historie.
    Det tager jeg hatten af for. Jeg har aldrig selv været ude for noget lignende, men når man høre historier som din, så minder det én om, at man ikke skal tage livet for givet. Synes helst sikkert, at dét med fordrag lyder som en god idé. Kunne forestille mig, at andre i samme situation gerne ville vide, at de ikke er alene.
    Held og lykke fremover power woman.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Puha, din historie kom tæt på.
    23. april i år er det 20 år siden!! at jeg kom ud for en meget lignende ulykke, bare 17 år gammel. Jeg cyklede over en hovedvej, bliver påkørt med 80 km/t og tager også fra med hovedet på forruden. På stedet bliver jeg slået bevidstløs, og ligger sådan i næsten 4 dage. I dag kan jeg stadig intet huske fra mit ophold på sygehuset, som varede en lille måneds tid, men det kan nok også være godt det samme. Som mor i dag kan jeg forestille mig hvor sindssyg man bliver når ingen læger kan fortælle hvornår, hvis og om ens datter vågner igen. Ville jeg blive lam? skadet i hjernen? blive afhængig af andre? Kun tiden ville vise det. Men jeg vågnede, og hurra for det, men nøøøj en lang og sej kamp. Brækket ribben, brækket kæbe (mine tænder blev syet sammen så kæben kunne få ro til at gro sammen – gud jeg blev træt af klar suppe uden fyld og koldskål), ar på benene fra kofangeren der brændte sig fast, 9 smadrede tænder. Men den hårdeste kamp har været kronisk hovedpine de mange første år, prøve at skjule den svigtende og manglende hukommelse og især at jeg i dag stadig har et enormt behov for at planlægge for at holde styr på hverdagen, hvilket gør mig forvirret og træt.
    Langt om længe har jeg indset at det trods alt er så meget bedre end hvad det kunne have været endt med. Jeg fik færdiggjort en uddannelse, arbejder med det jeg elsker, blev gift og har fået 2 vidunderlig og dygtige børn.
    SO I LOVE LIFE – og Rikke, det bliver nemmere og symptomerne efter en ulykke bliver mindre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TineLee

    Tillykke med livet, Rikke!

    Det er så cool, at du deler en så privat historie med alt hvad dertil hører. Ærligt og ægte, det kan kun vinde respekt fra mig!!!

    Glæder mig til at høre, hvilket spændende job du ender med til foråret 🙂

    Kh Tine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Pisseirriterende ikke at kunne række gennem skærmen og kramme dig søde, søde og meget stærke Rikke. Jeg håber alle dem der er så heldige at være ‘om’ dig, krammer dig rigtigt meget! 🙂

    Tak for at dele.. gåsehud og så ked af det over først din påkøring – hvor skrækkeligt simpelthen – og så alt du har måttet gennemgå – og de eftervirkninger og ar på krop og sjæl du skal leve med. Din historie er jo på en gang forfærdelig – og på samme tid så livsbekræftende.. at du er kommet så flot ud på den anden side er helt utroligt stærkt kommet igen jo – og på så kort tid…
    Hvor kan livet dog forandre sig meget på få minutter hva’…
    Tak fordi du lader os komme helt derind!
    Kys og mange mange virtuelle krammere herfra til dig!!
    Kærlig hilsen Tina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg er tom for ord Rikke! Kæft hvor er du bare verdens sejeste kvinde!! Intet andet end respekt herfra.
    Fik dog en anelse kvalme, men kun på tanken om at det er sket for mig selv.

    Du er den sejeste Rikke. Keep up the good work!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fuck Rikke, du er sej. Og så fedt at du vil fortælle om det, og ønsker at holde foredrag om det. Tror der er rigtig mange mennesker der har været ude for lign men som ikke kan lukke op for det.
    Du burde skrive en bog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold da op en grim historie! Jeg blev selv kørt ned for 10 år siden – også af en bil med 60 km/t men – mirakuløst kan jeg se, når jeg læser om din oplevelse – der skete ikke andet med mig end at jeg fik en stor flyvetur, nogle voldsomme blå mærker og en sammenkrøllet cykel (bilen ramte min cykel som så ramte mig)

    Jeg var meget følelsesmæssigt påvirket af min ulykke efterfølgende og kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det må være, hvis man også virkelig kommer til skade på kroppen. Jeg tænker, at det må være tilsvarende hårdt for sjælen.

    Jeg håber, du har nogle gode mennesker omkring dig til at hjælpe dig med at håndtere alle de følelser du har omkring ulykken!

    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina Ida Rasmussen

    Hej Rikke. Sikke en historie, blev helt rørt og meget stille da jeg læste beretningen om din ulykke.
    Fantastisk at du er ved godt mod, trods alt det du har været igennem.
    Sender dig de bedste tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ok, jeg er alligevel nok lidt for sart – i hvert fald måtte jeg tude lidt over læsningen! Jeg har slet ikke noget fancy at sige, jeg vil bare sende dig et kæmpe stort knus!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Det havde jeg ingen idé om, at du havde været igennem. Du har en dejlig indstilling, og du skal nok blive stærkere med tiden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Det var en riktig sterk historie, og – det er også noe av grunnen til at man bare MÅ elske din blogg!
    Mote, skjønnhet & velvære kan de fleste fylle en blogg med, men, det er mixen mellom din seriøse ærlighet, humoren & alvoret + din utrolige skriveglede! Du skriver svært godt og jeg tror(seriøst) du ville hatt stor suksess som forfatter ! Det ville jo være flott hvis andre mennesker kunne dele dine erfaringer. Jeg har aldri vært utsatt for ulykke, men har nå gått i 4 år uten å kunne jobbe, pga helseproblem m bla rygg/nakke – og,jeg må nok innse at jeg aldri
    kommer tilbake i hverken full eller halv stilling…Det er jo uendelig trist og det blir jo på sett og vis en personlig
    “sorg-prosess” man går igjennom. Jeg kjenner meg så inderlig vel igjen i noen av dine beskrivelser…Heldigvis har livet
    mye annet bra å by på, så det gjelder bare for oss å “forsyne” oss som best vi kan ;-)Stå på Rikke & keep up the good work!
    Stor klem & knus, Lise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Kære Rikke
    Du er nok den sejeste blogger ever! Din ærlighed er en af grundene til, at du er en dem, jeg tjekker for updates først. Og indlæg som disse, trods det virkelig triste emne, er jeg bare SÅ glad for, at du tør dele med os. Så tak fordi vi må komme med ind under huden endnu en gang!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3 <3 <3

    Du er så sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • christina

    Puha, jeg har lige læst din historie, og det er bare så vigtigt, at man fejrer livet, og alt det man har. Du er noget så langt, og der er sket så meget godt. Minderne fra ” dengang ” har man stadig, og det er også vigtigt.

    High five her fra, og virtuel krammer.

    Godt gået.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg så dit link til dette indlæg på Mathildes blog, og blev lidt chokeret for jeg har været ude for en ulykke der faktisk er identisk med din! Tak for din historie, jeg kunne genkende alt. Det er nu 5år siden min ulykke, og jeg er stadig anspændt i trafikken (og lader helst min kæreste eller andre køre bilen) og har mange ubehagelige “lige ved” oplevelser fra mine daglige cykelture. Jeg kan ikke se tv hvor nogen kommer til skade uden at blive meget påvirket. Jeg får en klump i halsen når jeg hører en ambulance. Jeg har været vidne til en trafikulykke (hvor ingen kom til skade) hvor jeg begyndte at græde helt ukontrolleret. Jeg har koncentrationsbesvær og svært ved at overskue pressede situationer (som fx en eksamen). Mit liv bliver nok aldrig det samme igen, og selvom kæreste, venner og familie prøver at sætte sig ind i min situation, så vil de nok aldrig helt kunne forstå hvorfor lyden af en ambulance gør mig så bange og ked af det…men det gør det bare! Åh hvor er jeg glad for at høre fra en anden som også stadig har gener fra sin trafikulykke, føler mig oftest lidt alene fordi alle siger “er du ikke kommet dig over den ulykke endnu?!”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke May

      Puha. Charlotte.
      Jeg har gåsehud over hele kroppen. Mange tak for din besked. Det betyder mere end du aner. Virkelig. Jeg kæmper stadig efter 3 år, med alle de efter veer der er kommet. Hver dag er en kamp, for at få en “normal” hverdag. For det er bare en ny slags normal. Jeg var på Tv2 Kont@akt og fortælle om det. Du kan se videon her http://theinsider.dk/2014/10/7-min-of-fame-kontkt/

      Det kunne være rart en dag at mødes, og snakke om løst og fast. Jeg føler mig meget alene. Overvejer faktisk at melde mig ind i foreningen for hjerneskadet. Det lyder sådan lidt drastisk. Men jeg har brug for at møde nogen i min situation. For jeg kan ikke tale med min familie om det. ; ( Jeg kan også godt forstå de er træt af min ridset plade.
      Prøv at tænk sig. Jeg er nabo til et hospital. Jeg har jo totalt flossede nerver. Puha.

      Min mail er Rikke@looklab.dk – jeg vil meget gerne høre din historie og dele erfaring. Måske vi kan hjælpe hinanden?

      Knus
      Rikke

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MY NEW BEAUTY ROUTINE // ORAL B..