HVEM ER JEG SÅ??
Som jeg skrev tidligere så har jeg mere blog tid – og har faktisk haft det siden sidste Mandag. Jeg havde lige brug for at sunde mig lidt før at jeg delte det med nogen. Har faktisk kun sagt det til få – hvorfor ved jeg ikke og så igen. Jo det er nok fordi mit selvværd lige har fået et ordentligt slag med en hammer.
Jeg har hele tiden sagt at jeg ikke var den samme mere efter ulykken. Men jeg tror ikke jeg helt havde forstået alvoren af mine egne ord. Men den har jeg fået helt under huden disse 5 uger. Jeg startede jo på mit drømme job og det job som skulle gøre at jeg kom tilbage og skulle gøre karrierer. Det job der skulle opfylde alle de krav jeg havde for det job jeg skulle tiltræde når jeg kom tilbage til det voksne liv. Men kort tid efter jeg startede der begyndte mine symptomer at komme tilbage. Nogle jeg ikke havde mærket i rigtig lang tid. De blev med tiden stærkere og stærkere og til sidst havde de taget kontrollen over min krop. Jeg var ikke den Rikke at Mr M havde kendt det sidste år. Jeg har aldrig grædt så meget og været så lidt tilstede i min familie og overfor Bella som jeg var disse mange uger. Jeg kunne ingen ting. Det er det hårdeste jeg nogensinde har været igennem. Jeg var slet ikke mig selv, jeg kunne ikke være i min egen krop og jeg kunne ikke trække vejret. Så jeg måtte efter at have kæmpet i 5 uger – blive enig med min chef om at Riksen altså ikke var tilbage i det gear at de havde brug for. Det er en ganske ærlig historie og for mig var det også vigtigt at være ærlig overfor ham. Jeg har ekstremt meget respekt for mit gamle firma, så det skyldte jeg ham.
Det kan godt være at på en blog der ser man 5 sek af et liv. Men de andre 23 timer og 55 min der ser man ikke mit. Jeg skriver jo ikke når jeg har ondt eller når jeg er virkelig ked af det. Jeg deler rigtig meget med jer – men man gider heller ikke lyde som en pladespiler. Der er ingen der gider høre på en der beklager sig hele tiden. Så nu deler jeg lidt med jer.
Det er nu 1 år og 8 mdr. siden jeg blev kørt ned – når man siger ordene så lyder det sindssygt vildt at der er gået så lang tid. Men når man er inde i mit hovede så ved jeg ikke hvor tiden er blevet af. Den er gået med hospitalsbesøg, genoptræning, behandlinger etc. Jeg fik jo endnu en operation tilbage i feb. og det har været ret hårdt at komme tilbage efter den operation – og det har egenligt drænet mig lidt trænings mæssigt, så det har jeg ikke haft så meget overskud til, men det går bare ikke – for min krop skal holdes i gang ellers får den det bare værre.
Når man er ude for en ulykke så kommer man jo ind under hele sygesystemet, og det skal vurderes fra arbejdsskadestyrelsen om hvor slem ulykken har været. Jeg har været igennem 20 forskellige tests og det er uden overdrivelse. Jeg er blevet testet alle steder, det har været crazy og meget drænende. De har vurderet og vurderet lidt mere og kom så for nogle uger siden frem til at de skader jeg har, har gjort at jeg er 25% invalid – og det er endda uden mit ben er med i beregningen. Det er kun mit hovede, nakke, ryg og fingrer. Det er rigtig meget og nok en meget logisk forklaring hvorfor jeg har haft svært ved at holde til det job at jeg var begyndt på. Det var ikke noget at jeg lod mig styrer af. Slet ikke. Men det stod der på et stykke papir og stirrede mig i fjæset. 25 % det er virkelig meget. Jeg vidste godt jeg havde det skidt. Jeg har hele tiden været klar over jeg havde ondt. Men andre omkring mig har nok set noget andet – men det er jo min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade vær med at virke som om jeg var A-okay. Selv Mr. M aner ikke hvordan jeg har det når jeg har det skidt. For gider heller ikke dræne ham. For hvem gider bo med en der er kronisk syg? Dog, hvis nogen skulle, så var det ham..meeeen…..alt bliver trættende i længden. Så det har jeg holdt lidt for mig selv.
Jeg prøver jo også for min families skyld at føre et så normalt liv som muligt. Så jeg går til events – dem jeg kan holde til. Deltager i børnehave møder – bager med Bella. Tager til par middage. Nogle dage går det godt og andre ikke. Jeg kan have det fint en dag, men den næste dag kan det gå fuldstændig modsat. Man ved det aldrig det er en usynlig linie – med en målstreg at man ikke kan se.
Så jeg har ikke noget job, jeg har ingen indtægt, jeg har ingen planer – men jeg passer på mig selv og har været opmærksom på at for en gangs skyld at lytte til kroppen. Hvad gør jeg så herfra og hvem er jeg egentlig nu? Skal man sætte ord på det, kan man ikke bare “go with the flow?” Jeg ved det ikke – jeg ved bare at tiden hele alle sår, så det håber jeg også den gør med mig. Jeg har min familie, jeg har mit gode humør og jeg har min blog – for mig lige nu er det faktisk bare det jeg har brug for. Så må resten komme med tiden. Det skal jo gå ned af bakke før det kan gå op – og jeg glæder mig til at se hvad der er på toppen.
XX
R
Kære Rikke
Jeg har fulgt din blog i noget tid og blir inspireret af den:-)
Jeg skriver sjældent kommentarer, men denne kunne jeg ikke lade være med at skrive.
Super sejt gået at du erkendte det hele var for meget og trak stikket ud. Du blir bare nødt til at tænke på dig selv, og allermest at kunne være en god mor for din datter. Og så fuck fast indtægt og fedt job. Det er så meget vigtigere at kunne være tilstede i sit liv, sin krop og sin familie. Så respekt herfra og al mulig held og lykke til dig.
Knus fra Signe