NEW IN // ALITTLE SOMETHING NEW..

HVEM ER JEG SÅ??

20131111-185935.jpg

Som jeg skrev tidligere så har jeg mere blog tid – og har faktisk haft det siden sidste Mandag. Jeg havde lige brug for at sunde mig lidt før at jeg delte det med nogen. Har faktisk kun sagt det til få – hvorfor ved jeg ikke og så igen. Jo det er nok fordi mit selvværd lige har fået et ordentligt slag med en hammer.

Jeg har hele tiden sagt at jeg ikke var den samme mere efter ulykken. Men jeg tror ikke jeg helt havde forstået alvoren af mine egne ord. Men den har jeg fået helt under huden disse 5 uger. Jeg startede jo på mit drømme job og det job som skulle gøre at jeg kom tilbage og skulle gøre karrierer. Det job der skulle opfylde alle de krav jeg havde for det job jeg skulle tiltræde når jeg kom tilbage til det voksne liv. Men kort tid efter jeg startede der begyndte mine symptomer at komme tilbage. Nogle jeg ikke havde mærket i rigtig lang tid. De blev med tiden stærkere og stærkere og til sidst havde de taget kontrollen over min krop. Jeg var ikke den Rikke at Mr M havde kendt det sidste år. Jeg har aldrig grædt så meget og været så lidt tilstede i min familie og overfor Bella som jeg var disse mange uger. Jeg kunne ingen ting. Det er det hårdeste jeg nogensinde har været igennem. Jeg var slet ikke mig selv, jeg kunne ikke være i min egen krop og jeg kunne ikke trække vejret. Så jeg måtte efter at have kæmpet i 5 uger – blive enig med min chef om at Riksen altså ikke var tilbage i det gear at de havde brug for. Det er en ganske ærlig historie og for mig var det også vigtigt at være ærlig overfor ham. Jeg har ekstremt meget respekt for mit gamle firma, så det skyldte jeg ham.

Det kan godt være at på en blog der ser man 5 sek af et liv. Men de andre 23 timer og 55 min der ser man ikke mit. Jeg skriver jo ikke når jeg har ondt eller når jeg er virkelig ked af det. Jeg deler rigtig meget med jer – men man gider heller ikke lyde som en pladespiler. Der er ingen der gider høre på en der beklager sig hele tiden. Så nu deler jeg lidt med jer.
Det er nu 1 år og 8 mdr. siden jeg blev kørt ned – når man siger ordene så lyder det sindssygt vildt at der er gået så lang tid. Men når man er inde i mit hovede så ved jeg ikke hvor tiden er blevet af. Den er gået med hospitalsbesøg, genoptræning, behandlinger etc. Jeg fik jo endnu en operation tilbage i feb. og det har været ret hårdt at komme tilbage efter den operation – og det har egenligt drænet mig lidt trænings mæssigt, så det har jeg ikke haft så meget overskud til, men det går bare ikke – for min krop skal holdes i gang ellers får den det bare værre.

Når man er ude for en ulykke så kommer man jo ind under hele sygesystemet, og det skal vurderes fra arbejdsskadestyrelsen om hvor slem ulykken har været. Jeg har været igennem 20 forskellige tests og det er uden overdrivelse. Jeg er blevet testet alle steder, det har været crazy og meget drænende. De har vurderet og vurderet lidt mere og kom så for nogle uger siden frem til at de skader jeg har, har gjort at jeg er 25% invalid – og det er endda uden mit ben er med i beregningen. Det er kun mit hovede, nakke, ryg og fingrer. Det er rigtig meget og nok en meget logisk forklaring hvorfor jeg har haft svært ved at holde til det job at jeg var begyndt på. Det var ikke noget at jeg lod mig styrer af. Slet ikke. Men det stod der på et stykke papir og stirrede mig i fjæset. 25 % det er virkelig meget. Jeg vidste godt jeg havde det skidt. Jeg har hele tiden været klar over jeg havde ondt. Men andre omkring mig har nok set noget andet – men det er jo min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade vær med at virke som om jeg var A-okay. Selv Mr. M aner ikke hvordan jeg har det når jeg har det skidt. For gider heller ikke dræne ham. For hvem gider bo med en der er kronisk syg? Dog, hvis nogen skulle, så var det ham..meeeen…..alt bliver trættende i længden. Så det har jeg holdt lidt for mig selv.
Jeg prøver jo også for min families skyld at føre et så normalt liv som muligt. Så jeg går til events – dem jeg kan holde til. Deltager i børnehave møder – bager med Bella. Tager til par middage. Nogle dage går det godt og andre ikke. Jeg kan have det fint en dag, men den næste dag kan det gå fuldstændig modsat. Man ved det aldrig det er en usynlig linie – med en målstreg at man ikke kan se.

Så jeg har ikke noget job, jeg har ingen indtægt, jeg har ingen planer – men jeg passer på mig selv og har været opmærksom på at for en gangs skyld at lytte til kroppen. Hvad gør jeg så herfra og hvem er jeg egentlig nu? Skal man sætte ord på det, kan man ikke bare “go with the flow?” Jeg ved det ikke – jeg ved bare at tiden hele alle sår, så det håber jeg også den gør med mig. Jeg har min familie, jeg har mit gode humør og jeg har min blog – for mig lige nu er det faktisk bare det jeg har brug for. Så må resten komme med tiden. Det skal jo gå ned af bakke før det kan gå op – og jeg glæder mig til at se hvad der er på toppen.

XX
R

52 kommentarer

  • Signe

    Kære Rikke
    Jeg har fulgt din blog i noget tid og blir inspireret af den:-)
    Jeg skriver sjældent kommentarer, men denne kunne jeg ikke lade være med at skrive.
    Super sejt gået at du erkendte det hele var for meget og trak stikket ud. Du blir bare nødt til at tænke på dig selv, og allermest at kunne være en god mor for din datter. Og så fuck fast indtægt og fedt job. Det er så meget vigtigere at kunne være tilstede i sit liv, sin krop og sin familie. Så respekt herfra og al mulig held og lykke til dig.
    Knus fra Signe

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Nu kender jeg dig jo ikke – ud over de 5 minutter du dagligt deler fra dit liv 🙂 Men HOLD DA OP hvor syntes jeg at du er stærk!!
    Jeg syntes at det er så fedt at have så meget selverkendelse til at kunne sige sige dit arbejde fra, og beslutte at det nok er bedre at passe på digselv – indtil at du har overskud og kræfter til at kommer videre i din nuværende (eller helt anden) karriere.

    Mvh,

    Nanna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Du er så monster sej 🙂 bliver inspireret af dit humør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Hej Stine.

      Mange tak og tak for din kommentar 😉

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du er sådan en sej kvinde Rikke – stor respekt. Det viser bare en kæmpe styrke, at man kan sige fra når det er nok, lytte til sig selv og vide hvad der er bedst for sig selv og ens familie. Jeg er så sikker på at der kun er gode ting forude på din vej – tror det kaldes karma

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frede

    Du er så sej, dyb respekt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hey Rikke! Jeg kender dig kun fra bloggen, men jeg tænker bare, at du nok skal finde din plads. Du har masser af potentiale og en kæmpe drivkraft. Tak for blog i øvrigt :-). Kærlige tanker og virtuelle kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Hej Cecilie.

      Tak for din krammer – det var lige det jeg havde brug for.

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • TineLee

    Søde Rikke

    Som sagt, så handler det om at sige fra og vælge sig selv og helbreddet først, så derfor føles det måske i øjeblikket som et nederlag, men i længden er det en vinderbeslutning, du har truffet.
    Ingen tvivl om at det er hårdt for familielivet, at du stadig har mén efter ulykken, men jeg tror bestemt også din Mr M, vil være der for dig og støtte dig i den beslutning. Og jeg synes ikke, du skal se det som at belemre nogen med din smerte, for der er jo en forskel på at være en klynker og at være en der anerkender de smerter og følger sådan en ulykke har haft, men har lært sig at leve så godt som muligt med dem. Og det ser jeg slet ikke noget galt i, så længe man ikke lader det styre ens liv, så fokus flyttes til de dårlige dage fremfor de gode. Og det virker absolut ikke som om du er en klynker, tværtimod, du slår mig som en fighter, og jeg er sikker på du også nok skal finde en vej ud af det her, som kan fungere under de omstændigheder der nu engang er.

    Så op med humøret og ta den tid det tager at finde balancen i mellem privatliv og arbejdsliv, det vil garanteret være godt givet ud i den sidste ende 🙂

    Kram T

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Endnu engang Rikke; Jeg beundrer dit mod og din livsgnist!
    Det er (endnu et) meget personligt, meget ærligt og meget rørende indlæg. Det er flot, du melder det ud, endda så relativt tidligt. Og det er ikke mindst rigtig flot, at du lytter til din krop, og træffer en SÅ svær beslutning uden at kende de egentlige konsekvenser (eller muligheder?) den medfører.

    Jeg er imponeret Rikke! Du skal have en helt masse varme tanker med på din vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Hej Ida.

      Tak for dine tanker – det varmer i denne tid.

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hvem er du? Du er hende den seje modeblogger, der både forstår at være sjov, sej og moderigtig, selvom du har en kæreste, et hus og et barn at tage dig af (og genoptræning efter en ulykke). Der er mange, der burde være misundelige på dig og ud fra hvad jeg kan se, så kan du komme meget langt med denne her blog. Og med det her “arbejde” så kan du gøre det i dit eget tempo, hvilket er bedst for alle! Keep up the good work, du er for sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Ohhhh Louise. Hvor er du bare sød. Begynder at hyle. Tak for dine varme ord.

      Kys
      Rikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Åh, Riksen.. Hvor er jeg både ked af det og stolt på dine vegne!
    Jeg smadrede selv min ryg fuldstændig for et par år siden – ikke lige drømmescenariet når man er i starten af 20’erne og synes man kun lige har begyndt livet, så jeg kender alt til dine følelser og bekymringer, og ved hvor hårdt det er at skulle dele dem med andre, men ikke mindst selv at skulle se realiteterne i øjnene. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at kunne passe et normalt arbejde igen, og når min kæreste spørger mig om hvorfor jeg egentlig er begyndt på en uddannelse igen uden at vide det, så bliver jeg stillet overfor nogle realiteter jeg ikke helt kan overskue at skulle tage stilling til nu. For mit vedkommende er det en sejr i sig selv at være begyndt på en uddannelse igen og kunne præstere bedre end de fleste andre – mit fravalg består så i, at jeg ikke går ligeså meget i byen osv. som de andre på studiet, men det er nu engang den præmis jeg må leve efter.
    Nå, det skulle slet ikke handle om mig, men derimod om hvor sejt jeg synes det er, at du tør lytte til dig selv, og virkelig mærke efter hvad der er det rigtige for DIG! De rigtige valg er ikke nødvendigvis altid de letteste, tværtimod. Hvem ved – før du ved af det er du måske tilbage på banen igen. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth Mikkelsen

    Du satme en viljestærk kvinde!
    Din ærlighed er inspirerende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trins

    Rikke, jeg har ingen kloge ord, men jeg vil bare sige at jeg har læst med og håber alt det bedste for dig.
    Virtuel krammer her fra mig som læser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Hej Trins.

      Tak for tanken. Og krammer. 😉

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim E.

    Kære Rikke

    Mange kærlige tanker fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det stærkt af dig at dele det med os! Bare det at skrive det ned og trykke på “udgiv” må kræve mod. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke, og jeg håber du falder på plads midt i hele den her omvæltning. Og hallo – det er jo aldrig skidt for os læsere, at der er mere tid til bloggen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Hej Laura.

      Det har det også gjort. Det har været virkelig hårdt bare at skulle skrive det for mig selv og sige det højt. Men man lever kun en gang og jeg er tvunget til at lytte. 😉

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heldigvis kan du mærke din krop så meget, at du vidste, at du måtte sige stop.
    Det er stærkt!
    Det kunne jeg ikke, at all, så jeg brugte 10 år på den måde. T-i å-r! Og jeg aner ikke hvad tiden er gået med udover arbejde.
    Men der er ikke noget der er så vigtigt, som ens helbred. INTET. For den mishandling af mig selv endte med at koste mig alt: mand, job, hund, familie – og nogle venner.
    Jeg kommer aldig tilbage til min journalistiske karriere, fordi jeg simpelthen har lavet for mange skader på mig selv.
    Intet job er det værd, så tilykke med din beslutning. Den er helt rigtig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Rikke, du er så sej og modig at turde lave sådan et indlæg og fortælle alle os om dine oplevelser – stor respekt! Når det så er sagt, så tror jeg også, at det er en vigtig måde at få bearbejdet din ulykke på. Jeg er sikker på, at du med tiden nok skal finde lige netop dét job, der passer til lige netop dig – der er lys forude, og jeg er sikker på, at dem, der ansætter dig, bliver rigtig heldige! Varme tanker herfra – og keep up the good work med din blog. Du er skøn at følge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Hej Stine.

      jeg bruger min blog så meget til at få snakket tingene igennem – men håber også jeg kan møde nogen som har været i samme situation eller er på samme sted som mig. Pg hvis jeg kan hjælpe nogen, så er det bare dobbelt bonus. 😉

      Tak for dine tanker

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nogle gange er drømmejobbet ikke det rigtige, og det kræver mod at sige stop! Og du har masser af mod.
    Men du er for sej og skal nok komme tilbage.
    Masser af kram og kærlige tanker til dig:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare sejt gået, at du deler disse ting. Der ligger så meget identitet i det at have et job, så det er et rigtig langt spring at tage. Men du gør det, der er nødvendigt – og du lytter til dig selv. Det er det vigtigste man kan gøre, og det er forudsætningen for at have det godt – og dermed også være noget for andre.
    Jeg startede min blog for en måned siden og jeg kan godt mærke dilemmaet i forhold til hvor meget man skal dele – og at det bliver en meget poleret overflade man viser.
    Jeg elsker, når man kan kratte lidt i den overflade. Stærkt gået!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Det gør der nemlig. Og jeg har “mistet” rigtig meget af hvem jeg var engang. Så jeg håbede at jeg kunne styre mig ind på det igen igennem jobbet. Det kunne jeg bare ikke. Men så er der sikkert en anden vej.

      😉

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Det er jeg ked af at høre Rikke – virtuel krammer til dig. Det er godt at du passer på dig selv og din familie. Du skal nok blive klar igen, lige nu ved du bare ikke til hvad.
    You can do it – your own way. Jeg synes du er super sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Hej Pernille

      Jeg prøver at finde den – men shit hvor er der tåget i voksenlivet. Æv.

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Shit… hvor jeg føler med dig…
    Kæmpe kram til dig og jeg tror på, at både dit humør og gode hjerte redder dig….
    Kram! Kram! Kram!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Hej Rikke,
    1000 tak for at sætte ord på nogle af de tanker man går rundt med som kronisk syg. Jeg er født med flere kroniske fysiske sygdomme (blandt andet leddegigt) og går om tumler med præcis de samme tanker: hvem er man egentlig, og hvad pokker skal man lave/gøre med sit liv, når man også har en kronisk sygdom med i kufferten?????
    Jeg er kun i starten af 20’erne og prøver at tage en uni uddannelse, uden at ANE, om jeg egentlig vil kunne varetage et job, når det kommer til stykket (får handicap SU). Og hvis jeg må komme med et lille råd til dig (det føles lidt åndssvagt at sidde her i start 20’erne og give “en voksen som dig” råd 😉 ), så er det, at man altid er nødt til at prøve. Og prøve igen, og igen, og igen… Overfor familien, kommunen og andre offentlige instanser – men ikke minst overfor sig selv. For det er så nemt bare at give op og sidde derhjemme og have ondt af sig selv – det gør jeg selv flere gange om ugen, men prøver altid at hanke op i mig selv igen 🙂 Nogle gange med større held end andre, haha..
    Noget af det vigtigste som kronisk syg er at turde prioritere sig selv og de få ting, der VIRKELIG betyder noget for én (familien…) 🙂
    Igen, tak for dit indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhr, det er jeg da ked af at høre.
    Jeg er nu ligeglad med, om folk synes jeg whiner på min blog – for det gør jeg altså også en del til tider. For tiden tænker jeg også selv meget over fremtiden – ikke mindst med vores kommende søn – og nogle gange er livet altså ikke så lyserødt, som man måske gerne vil have det skal være.

    Al respekt til dig. Du er en rimelig tough kvinde, så jeg er sikker på, du kommer ovenpå igen (selvom det er træls med drømmejobbet – det skal du nu nok finde, tror jeg). Krammer herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Hej Beam.

      Det er så vildt hvor meget man tænker når man er gravid. det er nærmest farligt. For det ender med at manden ryger ud til højre og ens mor får en skidebalde 😉 jeg skal nok finde vejen – tågen skal bare lige lægge dig, så der er udsyn.

      Dejligt med en dreng – såååå hyggeligt.

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du får en kæmpe virtuel krammer herfra 🙂
    Og respekt for at stå ved din situation. At du lytter til din krop, og kender dens grænser!! Flere af dig, tak 🙂 For der er alt for mange der bare kører derudaf, uden at lytte til deres krop og som ender med at brænde fuldstændig ud…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Hej Louise.

      Det kan man bare ikke holde til i længden. Det er selvfølgelig noget pis. For jeg har ingen indtægt og der er regninger der skal betales. Der må sælges ud af skabene – så der kan komme brød på bordet 😉

      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eleni

    Elsker dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Molly

    Kære søde sjove fine Rikke

    Sender dig lige en kæmpe krammer!!!

    Du skal nok finde, lige det sted du skal være, når du er klar til det….. 🙂

    Dit helbred er det vigtigste – godt du passer på det.

    Kh
    Molly

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • The Insider

      Der er en ting der er sikkert og det er at man skal leve med sig selv hele livet – og der er ikke andre der passer på en, end en selv. Så jeg tager styringen.

      😉
      XX
      R

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise JC

    Åh, der måtte jeg altså knibe en lille tåre.
    For føler jo, at jeg kender dig. Og dét er en af de ting, du kan. Du er dig – det kan man bare mærke.
    Og jeg er rigtig glad for at læse, at du nu tager hånd om dig selv. Har været lidt bekymret for det gear, du var i. For det lød virkelig noget af en travl hverdag, selvom det var skønne ting og fedt job! Og så lige med sådan en 25 % invalidering oveni hatten – klart at du må sætte det hele på pause.
    Jeg håber virkelig, det bliver en lettelse for dig at kunne fokusere 100 % på dig selv og at få det bedre.
    Det er en modig beslutning – de rigtige beslutninger kan nogle gange være de svære. Og så er jeg sikker på, at der venter rigtig meget dejligt og spændende på dig, når du er klar.

    Kæmpe kram fra en trofast læser

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria R

    Kære Rikke,
    Hvor er du dog en modig, sej og smuk kvinde. Du går sikkert rundt med en milliard forskellige tanker og følelser lige nu, men jeg håber, at der inde bag alt det, findes en ro. Den ro som kan komme, når man træffer et svært, men rigtigt valg, fordi man har lyttet til sin krop. Det kan nogle gange være så svært at rette sig efter kroppens signaler, synes jeg. Fordi det måske afgrænser en fra noget, som man virkelig gerne ville. Men overhører vi signalerne i længere tid ad gangen, bliver vi bare (mere) syge.

    Jeg er sikker på, at du kan en helt masse – så længe det bliver på dine præmisser og i dit helt eget tempo <3
    Stort knus og varme tanker herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • respekt fordi du deler det med os.. ønsker dig alt det bedste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Kære Rikke,

    Først og fremmest tak for din ærlighed. Du er virkelig sej, og det skal du altid huske!

    For 5 år siden var jeg også ude for en ulykke med samme efterfølgende symptomer, som du beskriver. Og det ER bare virkelig, virkelig hårdt! Og lige meget hvor højt ens familie, kæreste og venner prøver at forstå det, så vil man bare af og til føle sig alene.. For mig var det også et kæmpe nederlag at skulle erkende, at man var kronisk syg. For det kunne man da ikke være som 22-årig vel?! Men vend det om, og se det som en midlertidig tilstand du er i på nuværende tidspunkt.
    Men ulykken gør også en stærkere, og gør også at man lærer at være mere taknemmelig for de små ting her i livet. Men lov mig at du kæmper! Jeg lover dig, at du skal nok få det meget bedre.

    Mange tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du’ så sej smukke!!! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Søde, søde Rikke… billedet du har sat ved indlægget, siger jo rigtigt meget om din livsindstilling – og dit mod – synes jeg…

    At kunne stoppe op og mærke efter – og så rent faktisk tage konsekvensen og følge op og handle også – det er jo noget af det sværeste i verden!! At blive stående i brændenældemarken og skiftesvis løfte det ene ben og så det andet – det er på en eller anden måde meget meget lettere! At finde modet og bare trampe derudad og tage smerter i stiv arm, den arbejder jeg selv stadig på – så hatten af for dig!! Godt gået er det sgu!

    Som du selv skriver, kender vi kun 5 minutter af dig – men ud fra det du har ladet os se, lyder det til du har været igennem noget rigtigt slemt og er kommet ud på den anden side med panden holdt højt og med en ukuelig livsgnist i behold. Det er jo super inspirerende for alle os andre der ligger og putter os og venter på nogen skal komme og svinge tryllestaven for os og fikse vores problemer – uden vi selv behøver gøre noget….

    Jeg ville aldrig ha’ gættet – hvis du aldrig skrev noget men kun viste billeder – at du var 25% invalid nogen som helst steder – du ligner jo en der er fuld af overskud, stang lækker og smækker på alle måder – og driver en skøn familie… Læn du dig nu lidt mere op af din stærke mand – ta’ nu lidt af den støtte han helt sikkert gerne vil give – selvom du er en stærk kvinde selv!!

    Alt alt alt muligt held og lykke Rikke – jeg er slet ikke i tvivl om, at selvom det job du nu havde taget, så ikke lige var din vej at gå lige nu og her, jamen så finder du snart din helt egen vej, som vil gøre dig mindst lige så lykkelig som du var før! 🙂

    Tak fordi du deler med alle os! <3

    Knus og kram fra Tina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Åh Rikke… Det gør mig ondt at høre 🙁 Men jeg har stor respekt for din beslutning. Godt du passer på dig selv. Det er det vigtigste. Som en sagde til mig en gang: “Man skal passe på sig, mens man har sig” Jeg håber det bedste for dig og din familie, og vil i den grad nyde at du får mere tid til din skønne blog.

    Knus fra Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde, søde Rikke.
    Er håbløst bagud i blogland, og jeg ser først dette indlæg nu.
    Du er så sej, det skal du altså vide <3

    Det gør ondt på mig, at du har det sådan her, men det lyder som om du har god opbakning bag dig, og det er fantastisk – for så skal alt andet nok gå <3
    Kæmpe knus!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du er så sej og inspirerende – håber du kan mærke varmen og opbakningen herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NEW IN // ALITTLE SOMETHING NEW..