RIKKES TAKE ON THE WORLD // HVORFOR LYVER VI…?

Efter mange reaktioner om mit indlæg hvor jeg siger tak til “jer” derude over hvor stort det er for mig at i gider læse med, har jeg fået to utroligt varme mails fra to skønne “damer // piger” det kan jeg jo desværre ikke se, hvem det er derude der læser med, (håber dog jeg endag kommer til at møde jer..altså jer alle sammen..) det gør bare at jeg virkelig får lyst til at fortsætte… håber jeg gør det godt nok..

Nu kan i lige læse de to dejlige mails, der har reddet min dag fra at hænge mig selv i FIELDS idag – da jeg var på julegave shopping “last minute” typen, det er mig, sjovt man kan blive overrasket hvert år, over datoen..

Det er ikke for at “fritte” nogen, men vil så gerne anderkende, hvor meget jeres feedback betyder.

Fra Ida:

Hej Rikke,
Nu benytter jeg lige chancen for at sige tak tilbage til dig ? tak for dine indlæg, tak for at dele dine tanker om at starte bloggen, tillykke med modet til faktisk at gøre det, og tak for at vise en fellow-30-årig, at man kan være stunning som modemor!
Jeg ville ikke andet end dette ? sige TAK og TILLYKKE!
Skøn weekend og jul til dig!
I.

PS. Fantastisk tip med KAFBAR 9 ? arbejder og bor indenfor ca. 400 meters radius, så den skal da prøves ASAP!

Fra Simone:

Hvor er det fint at dig, at skrive et tak. Men bare så vi har det på det rene, så er det os læsere der siger tak.
TAK for en rigtig god blog. Jeg bliver altid inspireret!
?og så må jeg lige sige at jeg beundrer dit overskud. Karriere, at være mor og at køre så skøn en blog!

Efter jeg har fået disse to mails idag, har det virkelig fået mig til at tænke… tænke rigtig meget.. for meningen med den her blog var da jeg startede at jeg ville være ærlig… ærlighed har jeg fundet ud af de sidste par år virkelig betyder alt, så længe at man altså ikke træder nogen over tæerne… Det er dog ikke det min ærlighed går ud på..

Men jeg ville være med til at få andre kvinder til ikke at føle at de ikke var ligeså cool som alle de “girls” de læser om på alle mulig blogs … Dette er ment generelt, for man skal jo huske en ting, jeg læser jo selv blogs og tit faktisk ofte føler at jeg ikke slår til når jeg sidder og kigger på alle de smukke tøser der er derude- Men reality tjeck til “Riksen” jeg er ikke 25år mere (grrrr) jeg er 30 – jeg er en “touch cookie” ligegyldig hvad der sker i mit liv, så er jeg altid hende med barnet… det er satme skræmmende at tænke på, for ligeså meget som jeg er mor, ligeså meget vil jeg da også være skinny, ha´ lækkert ny krøllet hår, faste balder og struttende bryster – men det er bare ikke sådan virkeligheden hænger sammen….nej, jeg har appelsinhud på numsen, på størrelse med Fyn hvor jeg kommer fra og jeg bruger næsten SPANX hverdag – Jeg har lidt for meget fedt rundt om knæene – så meget at jeg nægter at gå i korte textiler med bar´ ben, når det er sommer… Der går altid lige lidt for lang tid med afblegningen af mit hår, så jeg til tider ligner en der har været på ekspedition “in the wild” men jeg har faktisk bare ikke lige har haft råd eller tid til det… Jeg har en tendens til at få rigtig meget væske i mine ben, så efter en time der er de lige en tand størrer end da jeg stod op og havde lækre slanke stænker… Jeg får udslæt i hovedet når jeg nærmer mig min “mens periode” – jeg er oppustet og en rigtig “bitterfisse” når det sker.

Grunden til at jeg fremhæver dette emne og kalder det for “hvorfor lyver vi” er for at gå forrest og sige, mit liv er satme ikke perfekt, jeg har også dårlige dage, bare fordi jeg kan… Jeg syntes tit at min kæreste er en nar, hvilket han jo også syntes (sorry, skat 😉 – Min unge er ulidelig og overvejer tit at skrige “PIK” og skride eller om gaffe tape er en godkendt måde at lukke munden på et barn der er 4år.

Jeg har problemer om morgene med hvilket tøj jeg skal tage på og at jeg “INTET” har at iføre mig… mit liv er fuldstændigt ligesom dit… dit… og dit… intet er anderledes… jeg vågner ikke om morgene med “krudtet fjæs”, nyredt hår og lakket negle – mens jeg spiser økologisk morgenmad og lever af udrensnings kurer… Nej.. min last er mørk chokolade og salt poletter… jeg kunne spise slik hverdag, men kæmper med mig selv hverdag for ikke og falde i sukker fælden, for så ved jeg at jeg ikke kan stoppe igen, idet jeg har en rygrad der er som en regnorm, når det kommer til alt hvad der er usundt…
Jeg tæller kalorier, jeg ryger engang mellem når jeg har lyst, jeg tager et glas hvidvin når min datter bliver for meget, jeg bander som en havnearbejder og min venindes mand siger jeg ikke er til “pænt brug”.. Men de elsker mig alligevel som jeg er, for jeg er ærlig – jeg er kærlig og jeg gør ALT for dem der er i mit liv… Så når man kigger på alle ens fejl og mangler så skal man lige tjekke listen af på de ting man faktisk kan…det er jeg rigtig dårlig til, jeg banker mig selv i hovedet hele tiden over alt det jeg IKKE kan, ALT det jeg IKKE når – og for alle de steder hvor jeg ikke føler jeg slår til…

Dette er en forklaring til Simones kommentar til “og så må jeg lige sige at jeg beundrer dit overskud. Karriere, at være mor og at køre så skøn en blog!” Puhaaa… nu er jeg ærlig igen – jeg havde faktisk måske besluttede mig for at jeg ikke ville sige det endnu, men her kommer det, for netop for at forklarer at jeg er ikke særlig overskudsagtig og hvorfor jeg startede denne blog..

Siden den 3 Feb. har jeg hver den 3 i mdr. fået et “gip” i maven… grunden til dette er at den 3Feb 2012 ændrede mit liv sig fuldstændigt og jeg var tæt på ikke og eje rettighederne til mit eget liv… Som nogen nok har opfanget arbejder jeg i modebranchen – eller gjorde (indtil videre)
Det var modeuge og der var tryk på, jeg skulle lige ordne et erinde ved en kunde inden jeg skulle ud på messen og mødes med en anden kunde og en tidl. kollega for at gå og snuse og se hvad de andre mærker nu havde fundet på.. Men mit møde trak ud og jeg blev nødt til at gå ud og forlænge min parkeringsbillet. Idet i Gothersgade der ligger parkeringsvagterne på lur og lad os bare være ærlige..Jeg betaler en stor del til deres løn, da jeg nogen gange føler mig uovervindelig og jeg nok skal bestemme selv, hvor jeg parkerer – men jeg vinder faktisk..ALDRIG… 🙁
Så efter aftale med min Mr.M at jeg måske skulle prøve bare at købe det de kalder en billet, så blev jeg jo nødt til at forlænge den satans billet… Det er Fredag kl 12.10 og jeg skynder mig alt hvad jeg kan, for at komme tilbage til mødet så jeg kan få min opgave overstået og jeg kan komme videre udtil messen, da jeg ved jeg har en lang dag foran mig, med møder, middag og kunde pleje… Problemet er bare at jeg aldrig kommer tilbage til mit møde… det eneste jeg kommer til er Rigshospitalet – da jeg uheldig bliver kørt ned af en ældre mand som kommer fra en sidevej og jeg ikke kan se ham og “vice versa”. Jeg bliver påkørt med 50/60 km, bliver slynget op i luften, slår hans rude i stykker med hovedet og får brækket mit ben i et brud der går zikzak hele vejen op af mit skinneben..
Jeg kan kun få ting huske fra uylkken (heldigvis) men jeg kan huske at jeg ikke kunne bevæge mit ben, da det lå livløst på jorden, at alle stod og skreg.
At jeg havde min yndlings Kathrine ved min side i Ambulancen på vej til hospitaler, er noget jeg er hende evig taknemlig for og jeg skylder hende min næste fødte, for at hun var der til at føle mig tryg. Selvom jeg ikke var klar i hovedet forstod jeg stadig at hun var der og det var først der at jeg bare kunne være i det og prøve at kæmpe mig igennem.

Jeg bliver kørt af ambulancen og politi escort til hospitalet hvor jeg røg på traumecenteret, hvor jeg blev strippet og gennemtjekket fordi de troede at jeg havde brækket ryggen, da min ulykke var så slem… Men heldigvis ingen brækket ryg, men et hoved der lignede et “Conehead” og jeg havde fået en virkelig slem grad af hjernerystelse og et ben der skulle gennemgå en rigtig stor operation, som endte i 9 skruer og 1 metal plade der følger hele mit venstre ben, på siden ned fra skinnebenet af…
Mit liv er for evigt ændret, jeg er ikke den samme som jeg var den 2 Feb 2012. Jeg har ar på sjælen, men jeg er også bare blevet en “pisse stædig” en af slagsen, for de sidste 10 mdr, har været den vildeste rutschetur i mit liv – Jeg har gode dage, men jeg har også dårlige dage, rigtig dårlige en af slagsen…
Mit erhver jeg har haft de sidste 8 år som kørende sælger, kan jeg ikke mere (mener de på hospitalet) – for mit ben kan ikke holde til at køre 6-7.000 km om mdr… Jeg kan ikke tåle meget støj og jeg er altid den første der går hjem fra en fest, fordi mit hoved ikke kan holde til det…
Jeg har nærmest boet i mit træningscenter for at få mit ben til at virke igen, da jeg ikke fik postive udmeldinger fra hospitalet, om hvordan mit liv ville blive …Jeg går til fysioterpi, Kiropraktor, Shiatzu massage, yoga, pilates – alle former for behandlinger der kan hjælpe mig tilbage til det der ligner det liv jeg havde før.. Det har været en lang rejse, men det har også gjort mig til den jeg er idag. Jeg har grædt. Jeg har været umulig. Jeg har været tarvelig. Jeg har været stædig og nægtede at accepterer at det var min skæbne at jeg skulle være syg resten af livet… Jeg skulle tilbage til den glade Rikke, hende som syntes livet var fantastisk, hende som elskede at være mor, kæreste, veninde, datter og bare at være…

Så i er hermed inviterede med på rejsen, tilbage til livet.. som jeg siger, jeg ved at det ikke bliver som før, men det er en “ny slags, normal” og det kan jeg også godt leve med. Derfor startede jeg denne blog, for at få et glimt af hvordan livet er der ude og for at have en kontakt til andre mennesker – da jeg nok har kæmpet de seneste mange måneder, for at genvinde livet.

Så NEJ Simone, jeg er ikke særlig overskudsagtig, jeg er bare ligesom alle andre derude, der har en lorte dag og syntes livet er hårdt, men lad os dele livet, istedet for at lyve – lad os være ærlige, for glansbilledet krakkelerer alligevel på et tidspunkt – derfor valgte jeg også at være ærlig lige nu, selvom jeg faktisk måske ikke helt var klar – men man kan ikke ha´et motto, hvis man ikke selv følger det.

Håber virkelig at i vil følge med.. for jeg har brug for jeres hjælp..

R
Jeg har ikke kunne finde ud af hvordan at